Frederik Ørvad er i denne uge startet rigtig flot i kvalifikationen til næste uges $10.000 ITF future turnering i Sunrise, Florida.

Frederik vandt over Luis Fernando Ramirez, Venezuela (verdens nr. 1703) med 6-2,3-6,6-4. Som Frederik selv siger fra Florida, “Jeg fik endelig brudt isen.”

Trods det at Frederik har haft nogle “træls” nederlag, så har han bevaret optimismen. I sidste uge hvor han kom ind i et ordentligt stormvejr, så var der trods alt positive ting. Han trænede sammen med Gianluigi Quinzi, Italien. Den 19-årige italiener vandt Junior Wimbledon i 2013 og sluttede samme år som nr. 1 på verdensranglisten for juniorer. Frederik Ørvad fortæller fra sidste uge: “Det giver lidt selvtillid i bagagen. Især når det er ham/hans træner der spørger hver dag.” Op til finalen i sidste uges future i Florida, var det Frederik Ørvad der varmede det italienske kæmpetalent op.

Senere idag skal Frederik møde Anudeep Kodali, USA. der er 17 år og unoteret på verdensranglisten.

Den anden dansker i aktion i kvalifikationen, Benjamin Hannestad tabte i første runde til Pavel Krainik, Canada (verdens nr. 910) med 2-6,2-6.