Første-seedede Jacquelin Cabaj Awad sikrede sig 1. præmien efter finale, hvor Clara Tauson var tæt på comeback i 1. sæt

14-årige Clara Tauson mødte op til finalen ved $15.000 turneringen Djursholm Ladies i Stockholm i højt humør, og hun havde overskud til at smile til fotografen inden kampen mod 1. seedede Jacqueline Cabaj Awad (SWE), der er no. 475 på WTA-ranglisten.

Foto: Georg B. Clausen – Clara Tauson inden finalen

Den topseedede svensker vandt i juli måned 2 uger i træk titlen ved $15.000 turneringer i Sharm El Sheikh, og derfor ville det ikke være rimeligt at forvente, at Clara også ville være i stand til at vinde finalen, selvom hun med sit tempofyldte spil har haft overtaget i kampene på vej mod finalen.

Den svenske favorit indledte da også med et break, og selvom Clara havde en enkelt chance for at bryde til bage, holdt svenskeren sin serv, og hun udbyggede senere føringen med endnu et break til 4-1, og det blev 5-1, da hun derefter hold serv.

Clara holdt sig dog inde i sættet, da hun både holdt serv til 2-5 og udnyttede en break-chance til 3-5, og hun holdt desuden igen serv til 4-5 efter svensk sætbold, og hun afværgede endnu en sætbold ved 40-30 i svenskerens serv, men i det 3. forsøg sikrede svenskeren sig sættet 6-4, da Clara sendte en baghånd lidt for langt, hvilket fik hende til at udbryde: “Jeg gider ikke mere!“, og hun lød ikke helt tilfreds, som man kan høre på dette video-clip fra den svenske sætbold.

Clara blev herefter brudt fra starten af 2. sæt, hvor hun havde ført 40-15 i egen serv, og hun blev brudt igen til 0-3 efter 15-40.
Svenskeren holdt derefter serv ved 40-15, hvorefter Clara 3 gange havde mulighed for at holde egen serv, men da hun alligevel blev brudt for 3. gang i sættet, kunne svenskeren med et rent serveparti sikre sig sejren 6-4, 6-0.

Clara Tauson, Jacqueline Cabaj Awad
Foto: Georg B. Clausen

Clara kan dog se tilbage på en glimrende uge, hvor det var svært for modstanderne at finde huller i danskerens spil, og med 7 nye point til ranglisten udover de 4 point, som blev optjent i Antalya for 5 uger siden, vil Clara med 11 point gå direkte ind i top 1000 på WTA-ranglisten.

Clara er også tilmeldt $15.000 turneringen Stockholm Ladies, hvor hun både slipper for at spille kvalifikation og desuden får en ekstra dags tiltrængt pause, inden hun skal i aktion.

Både Olga Helmi og Sofia Nami Samavati deltager i kvalifikationen, hvor Olga er videre til kvalfinalen efter sejr 7-5, 6-4 over Joanna Zawadzka (POL).
Sofia spiller i skrivende stund stadig sin kamp i 1. kvalrunde.

Anastasia Kulikova (RUS), som Clara havde stort besvær med i 1. runde i Djursholm Ladies, er ligeledes i kvalfinalen i Stockholm Ladies.

Tilføjelse: Georg B. Clausen har i nedenstående kommentar på Tennisavisens facebook indsat video-clip fra opgøret. (Klik på Facebook-ikonet)

Efterfølgende er video-clip’et lagt på Youtoube – i fuld HD 1080p.

Forrige artikelWTA Finals Singapore 2017: Caroline Wozniacki besejrede Venus Williams
Næste artikelITF Sharm El Sheikh: Emilie Francati fremskridt i single resulterede i 2. præmie
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.