August Holmgren formåede ikke at levere en sensation mod 1. seedede Alexandre Muller, som vandt komfortabel sejr

Træerne vokser som bekendt ikke ind helt i himlen, selvom det fra 18-årige August Holmgrens perspektiv næsten så sådan ud, da han til de flestes store overraskelse var helt fremme i kvartfinalen ved $10.000 turneringen CYPRUS F2 FAMAGUSTA TC i Limassol på Cypern.

I kvartfinalen mødte han fredag morgen ATP-ranglistens no. 373 Alexandre Muller (FRA), der er seedet 1 i turneringen, og hvis August skulle trække sig sejrrigt ud af det opgør, skulle der formentlig leveres en vaskeægte sensation, hvilket ikke blev tilfældet, idet franskmanden vandt en komfortabel sejr 6-1, 6-2 efter 1 time og 7 minutter.

Det eneste danske parti i 1. sæt blev vundet i Augusts serv ved 0-1, hvor han undervejs afværgede en enkelt fransk break-mulighed, men resten af sættet var han ikke for alvor tæt på at vinde et parti.

I 2. sæt var August på 40-15, da han servede i det første parti, men franskmanden fik alligevel en break-mulighed i partiet, som August dog reddede hjem, men i danskerens næste serveparti blev han brudt til 1-2 ved 30-40, og det blev 3-1, da franskmanden i et jævnbyrdigt parti udnyttede sin 4. chance.

August blev herefter brudt ved 15-40, og franskmanden holdt serv til 5-1, hvorefter August vandt et rent serveparti og reducerede til 2-5, hvorefter franskmanden lukkede kampen til 6-1, 6-2 på hans 2. matcbold.

Kigger man lidt nærmere på statistikkerne fra kampen, fremgår det at August vandt de fleste bolde efter modstanderens 2. serv, især i 2. sæt, hvor August vandt pointet i 6 af 8 tilfælde, og i 2. sæt havde han en positiv statistik på 83 procent vunde bolde, når han fik sin 1. serv ind, men da førsteserve-procenten kun var 48, kunne det ikke opveje, at han kun vandt 3 af 13 af boldene bag 2. serven.

August havde efter kampen disse anerkendende bemærkninger om franskmandens indsats
“Han var helt vildt sikker. Jeg skulle arbejde meget hårdt for alle point, og i sidste ende lavede jeg for mange uprovokerede fejl. De kom fordi han var så god til at neutralisere mine slag, at jeg blev stresset og missede mere end i de andre kampe”

Med 2 point og indtog på ATP-ranglisten har turneringen betydet et nyt vigtigt skridt i karrieren for August, der dog inden 1. runde i hovedturneringen pointerede, at det vigtigste var at få de gode kampe, som er med til at fremme udviklingen, og så måtte rangliste-point komme, når han var klar til det, men han indrømmede dog samtidig, at han håbede på, at han allerede var klar dertil – hvilket han efterfølgende dokumenterede.

August var oprindelig tilmeldt kvalifikationen til næste uges turnering Cypres F3 Futures i Larnaca på Cypern, men han har efterfølgende meldt fra til turneringen, hvor både Thomas Schwencke Lindqvist og Maxim Landa deltager i kvalifikationen, hvilket er 3. uge i træk på Cypern, hvor Maxim i den første uge optjente sit første point til ATP-ranglisten.
August har ikke planlagt flere turneringer i 2016.

Forrige artikelEt usædvanligt talent
Næste artikelBøgen falmer blidt over Brabrand
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.