I starten af oktober kunne han i en alder af bare 20 år, løfte sit første ATP-trofæ. Og man skal ikke blive overrasket hvis der kommer flere til samlingen inden for de kommende år.

Russiske Karen Khachanov har i løbet af 2016 for alvor slået sit navn fast som en af ATP´s NextGeneration profiler, og har imponeret med aggressiv og seværdig tennis, kombineret med, alderen taget i betragtning, en meget moden mentalitet.

En ny Marat?
Khachanov startede allerede med at spille tennis i en alder af 3 år, hvor han for første gang havde en ketcher i hånden. Idolet var, som for så mange andre unge russiske tennisspillere, Marat Safin. Med sin store serv og aggressive spillestil, er der da også allerede der nogle lighedstegn mellem den tidligere dobbelte Grand Slam-vinder og den 20-årige Khachanov, der har fået sit helt store gennembrud i indeværende sæson. Men allerede i 2015 begyndte russeren at røre på sig, og han er et ganske godt eksempel på hvordan udviklingen lige så stille tager fart. Den første del af 2015 blev nemlig primært brugt på Futures og lidt Challengers, og i september lykkedes det så at hente sin første Challenger-titel, da han med en finalesejr over Stakhovsky, gik hele vejen i Istanbul. Den gode afslutning på 2015, der også inkluderede en kvartfinale i den altid stærkt besatte Challenger i Mons, var en god indikator for hvad der ventede i 2016.

Gennembrud på hjemmebane
Efter en blandet start på 2016-sæsonen skete der ting og sager i foråret. På ”hjemmebane” i Barcelona nåede han 3. runde i den stærkt besatte ATP-turnering, efter at have været gennem kvalen, og det var noget der fik sat fokus på russeren, der til daglig træner i samme by med Milos Raonic´s tidligere træner, Galo Blanco. Og dét at bo og træne langt fra Moskva er ikke noget nyt for den unge russer, der allerede i en alder af 15 år flyttede hjemmefra og drog til Kroatien, for at træne med Goran Ivanisevic´s tidligere træner, Vedran Martic. Og det er i høj grad noget, der har været med til at modne Khachanov, der af mange beskrives som en ekstremt moden spiller både på, og uden for, banen.
”Jeg tror det hænger sammen med hans enorme målrettethed og motivation for at lykkes som professionel. Han tog allerede hjemmefra som 15-årig med ét mål, nemlig at komme til tops inden for tennis, og det mål er han godt på vej til at indfri. Dét at have arbejdet så intensivt med nogle ting har også været med til at flytte fokus på det faktum, at han måske ikke har haft samme opvækst i familiens trygge rammer, som andre i hans daværende omgangskreds”, fortalte hans nuværende træner, Galo Blanco, til ATP i forbindelse med turneringen i Barcelona.

Triumfen i Kina
Netop målrettetheden og motivation har også været stærkt medvirkende til russerens fortsatte succes i 2016. Og det hele kulminerede i begyndelsen af oktober, da han tog fusen på en hel række af de seedede spillere i Chengdu, og kunne løfte sit første ATP-trofæ, efter et flot comeback i finalen mod Albert Ramos. Og selvom Khachanov altid har været en spiller med stor tiltro til egne evner, så kom det alligevel som en overraskelse, at han formåede at gå hele vejen.
”Jeg troede ikke en titel ville komme allerede nu, og i denne uge. Men jeg har været meget fokuseret på at gøre de ting jeg selv kan kontrollere, og det har båret frugt. Jeg har arbejdet meget hårdt, så der er ingen tvivl om, at jeg er glad og stolt over denne titel”, fortalte Khachanov til ATP efterfølgende.
Med en rangering som nummer 63 er top 50 ikke langt væk, og med en fornuftig afslutning på året, er det heller ikke umuligt for russeren, at bryde ind i top 50 i sin første sæson med fokus på ATP-turneringer. Men hovedpersonen selv vil ikke tale for meget om konkrete mål.
”Jeg er ikke glad for at sætte nogle konkrete mål, for som udgangspunkt er der ingen begrænsninger. Man kan bare forsøge at arbejde så hårdt som muligt og se hvad der sker, og så må vi se hvad rangeringen er ved slutningen af sæsonen”, fortæller han.
I skrivende stund spiller Khachanov i Wien, hvilket kan være med til at løfte hans rangering yderligere i indeværende sæson, og selvom han ikke er meget for at sætte ord på planerne for den kommende sæson, så er motivationen på plads.
”Jeg har fået rigtig meget ud af 2016, og selvom året ikke er slut endnu, så giver det mig selvtillid til et måske endnu bedre 2017. Med min rangering kan jeg komme til at spille store turneringer hele året, hvilket er godt for både min udvikling og muligheden for at avancere yderligere på ranglisten. Men jeg vil gerne tage det én ting ad gangen, og fokusere på at slutte denne sæson godt af, inden jeg begynder at fokusere for meget på den kommende sæson”, slutter Khachanov.

Forrige artikelITF Heraklion: Emilie Francati stoppet i 1/8-finale
Næste artikelITF Limassol: Holmgren stoppet i kvartfinale af top-seedet