Emilie Francati nåede med kvartfinalen årets foreløbige bedste resultat. I næste udgave af samme turnering er Emilie i kvalifikation sammen med flere spillere fra Gentofte og KB

$10.000 turneringen 8th Hellenic Zeus ITF Pro Circuit i Heraklion på Kreta var årets sjette ITF-turnering for Emilie Francati, som med en kvartfinale opnåede det hidtil bedste resultat i single i 2016.

I kvartfinalen blev hun stoppet af 24-årige Julie Gervais (FRA), der er ca. 50 pladser foran Emilie på ranglisten. Sejren lød på 6-2, 6-4.
Tennisavisen har ikke modtaget meldinger fra kampen, men de tidligere meldinger fra coach Philip Ørnø tyder på, at Emilie i denne turnering har formået at grave dybt, da situationen krævede det, da hun i 1/8-finalen var nede 3-5 i 2. sæt mod 3. seedede.

Emilie får dog ikke nogen lang pause, inden det gælder næste turnering, idet hun i modsætning til sidste uge ikke slipper direkte med i hovedturneringen, når næste uges udgave af samme turnering afvikles.

Emilie er seedet 3 i kvalifikationen, og derfor får hun en ekstra dags pause, inden hun i 2. kvalrunde møder vinderen af kampen mellem (1164) Janina Toljan (AUT) og Ana Maria Becerra (COL).

Øvrige danske deltagere spiller kvalifikation lørdag

De samme danske spillere fra Gentofte Tennis Klub og KB, som deltog i kvalifikationen i sidste uge, skal alle i aktion i 1. runde af kvalifikationen lørdag.
Det samme gælder Christian Sigsgaard, der i sidste uge meldte fra på grund af skulder-problemer, og han vil efter pausen siden DM-slutspillet se, hvor langt det række i den kommende turnering på Kreta.

Christian lægger ud allerede kl. 08 dansk tid (09 lokal tid) mod Stephanos Schinas (GRE), der er årgang 1997 ligesom Christian.
Efter de flotte sejre ved Davis Cup mod Georgien og sejren over Frederik Løchte Nielsen ved DM-slutspillet er det nærliggende at stille forventninger om et godt resultat på Kreta, som er hans første ITF-turnering i 2016.

Efter Sigsgaards kamp spiller Philip Ørnø på samme bane mod 13. seedede (1338) Wilfredo Gonzales (GUA), så på papiret får Philip i denne uge tilsyneladende en lidt sværere lodtrækning end de øvrige danskere, hvor det i sidste uge var omvendt.

Johannes Ingildsen møder 23-årige Ben Davis (GBR), som ikke har deltaget i ITF-turneringer i de senere år, men i februar 2016 har han dog spillet tre 3-sætskampe i et par britiske turneringer med en enkelt sejr til følge.
Johannes tabte i sidste uge i en 3-sætter i 2. kvalrunde.

Thomas Schwencke Lindqvist gør et nyt forsøg på at slippe igennem en kvalifikation, når han møder Benjamin Pietri (FRA), der i sidste uge vandt 2 kampe i kval’en, inden han tabte i kvalfinalen.

Frederikke Svarre vandt i sidste uge sin første kamp, hvorefter hun i 2. kvalrunde tabte i 3 sæt.
Frederikke møder i 1. kvalrunde (1211) Elina Nepliy (RUS), der ligesom Frederikke og flere af øvrige danske deltagere er årgang 1997. Russeren tabte ligeledes i 2. kvalrunde i sidste uge.

 

 

Forrige artikelWTA Miami: Caroline videre til 3. Runde
Næste artikelUM 2016: Favoritsejre i U12érnes semifinaler
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.