Tennis Avisen har modtaget nedenstående info fra Allan Holmgren:

Ingildsen og Holmgren i Main Draw i Belgien

Både Johannes Ingildsen, KB, og August Holmgren, Gentofte, vandt deres kvalifikationsfinaler i dag i De Haan i en Futures K 15.000 i Belgien i tre sæt.
Først vandt Holmgren, der er seedet 5 i kvalifikationen, sin kvalfinale over den 27 årige Belgier Arnaud Grasse i tre sæt 36, 63 og 60.

Holmgren skriver om kampen til Tennisavisen:

”Jeg havde en svær start. Min modstander var meget sikker, og jeg tabte tålmodigheden og missede alt for hurtigt, fordi jeg sigtede for tæt på linjerne.” Måske har August Holmgren læst Anders Haahr Rasmusens særdeles interessante og anbefalelsesværdige artikel om Roger Federer i dagens udgave af Zetland.dk , hvor han fremhæver, at Federer er blevet verdens bedste tennisspiller ved at spille tennis fra stilheden, og om at have den indre ro som udgangspunkt for sit spil: https://www.zetland.dk/historie/sO9kPP1w-a8xWgyD6-e7717?utm_source=Den+daglige+F%C3%B8ljeton&utm_campaign=0f0e214e77-EMAIL_CAMPAIGN_2017_07_03&utm_medium=email&utm_term=0_980d252d09-0f0e214e77-139890517
For i andet sæt kom August Holmgren stærkt igen: ”I andet sæt fik jeg kontrol over mig selv og byggede pointene op med brugbare mønstre. Især var kortere vinkler i hans baghånd effektiv. Derefter havde jeg krammet på ham,” afslutter Holmgren sin rapport. August førte 5-1 i andet sæt, men blev brudt til 5-2. Han servede sættet hjem fra 5-3, og vandt syv partier derefter i træk og tredje sæt med 60. Kampen varede 1 time og 41 minutter.

Johannes Ingildsen var oppe mod den 27 årige første seedede Ricardo Maiga fra Schweiz, der ligger nr 992 på ATP-listen, i kvalfinalen. Ingildsens kamp var en anderledes sejtrækker end Holmgrens kamp. Ingildsens kamp varede to timer og 55 minutter. Johannes vandt første sæt i en tiebreak 7-5. Andet sæt gik til Maiga 63 og først i næstsidste parti i tredje sæt fik Johannes brudt Maigas serv, hvorefter han kunne serve kampen hjem med cifrene 64. Joe skriver til Tennisavisen: ”Det var små marginaler, der afgjorde kampen. Min modstander var solid og fik mange bolde tilbage. Jeg synes, at jeg tog lidt bedre beslutninger end ham på de vigtige point, og det var det, der afgjorde kampen.”

Vinderne fra kvalifikationen er endnu ikke i skrivende placeret i lodtrækningen til Main Draw, der spilles i morgen. Men ingen af kvalifikanterne kommer i al fald til at møde en af de første fire seedede spillere, fremgår det af den foreløbige lodtrækning. Så mon ikke både August og Joe har gode chancer for at hente et ATP-point?

Tennis Avisen kan oplyse om deres runde 1 modstandere.

August Holmgren møder ATP nummer 642 Omar Salman fra Belgien tirsdag kl. 14:30

Johannes Ingildsen møder ATP nummer 946 Jolan Cailleau fra Belgien tirsdag kl. 11:30

Forrige artikelDagens kampe tirsdag 4. juli: Caroline Wozniacki på banen tidligst kl 18.
Næste artikelHold-EM for U14: Doublen afgør Danmarks skæbne
Jørn Hansen er udpræget tennisnørd. Han har mange års erfaring med tennis og følger med i alt der sker hovedsageligt på WTA-touren. Derudover har Jørn været ude live ved mange udenlandske tennisturneringer.