I denne uge deltager Mikael Torpegaard i ITF 10.000 dollar turneringen i Buffalo, New York. Det bliver ikke nogen let start, da danskeren skal møde 3. seedede allerede i første runde af hovedturneringen. 

Torpegaard er at finde i hovedturneringen, hvor han i første runde skal møde den 3. seedede Kaichi Uchida fra Japan. Japaneren formodes med sin rangering som nummer 418 og sin seedning i turneringen at være favorit i opgøret mod danskeren.

Torpegaard, der spiller collegetennis for Ohio State University, har dog haft en god sæson i USA, så der er lagt op til et spændende opgør. Han slutter sæsonen som nr. 2 på den officielle rangliste for collegespillere i USA efter at have spillet sig i finalen i NCAA Championships, hvor han tabte til den nuværende bedste collegespiller, Mackenzie Macdonald.

Det er Torpegaards første internationale kamp siden han spillede Davis Cup mod Rafael Nadal og David Ferrer i Odense, så det skal blive spændende at se, hvor hans niveau ligger, efter en sæson med collegetennis, hvor det kun er blevet til 5 nederlag mod 34 sejre.

Det er ikke Torpegaards første future turnering. Han har en positiv match statistik i hovedrunderne, og han har tidligere mødt seedede spillere og trukket sig sejrrigt ud af opgøret. Senest ved futureturneringen i Finland i august sidste år. Her nåede han kvartfinalen ved at spille sig forbi 6. seede i turneringen.

Turneringen bliver spillet på grus, og det skal blive spændende at se, hvad det betyder for den unge dansker, da han har spillet på hardcourt i USA i den forgange collegesæson. Kampen bliver spillet tirsdag d. 14-06, og vi krydser fingre for, at han kan vise storspillet frem og avancerer i turneringen.