Skuffelse blev vendt til glæde for flere fans, da Caroline Wozniacki i stedet for at vinke fra balkonen hilste på de fremmødte fans ved ankomsten til Københavns Rådhus

Da det i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund (DTF) blev meddelt, at Caroline Wozniacki forud for opvisningskampen mod Venus Williams ved Champions Battle i Parken ville blive hyldet på Københavns Rådhus, blev det samtidig præciseret, at der på grund af det stramme program, ikke var lagt op til en hyldest på balkonen.

Både far og datter Wozniacki modtager hæder på Københavns Rådhus

Dette afholdt dog ikke en række hardcore Wozniacki-fans fra at troppe op med Dannebrog i håb om alligevel at få et glimt af deres idol.
Lilly, Inge og Connie havde derfor taget opstilling ved bagindgangen, hvor de havde fået opsnust, at Caroline og hendes far ville dukke op inden ceremonien.

Woznicaki fans
Foto: Tennisavisen – 3 ægte Wozniacki fans – Lilly, Inge og Connie – håbede, at Caroline ville stå på balkonen

Alle tre fortalte til Tennisavisens udsendte, at de altid fulgte Carolines kampe på TV, og Lilly fortalte også herom i et interview til TV2 Sport.

Wozniacki fan
Foto: Tennisavisen – Lilly bliver interviewet til TV2 Sport

Ventetiden var ikke forgæves, for kort tid efter dukkede Caroline Wozniacki op sammen med sin far Piotr Wozniacki, som ved samme lejlighed ligeledes skulle hædres på Rådhuset.

Caroline & Piotr Wozniacki
Foto: Tennisavisen – Piotr og Caroline Wozniacki ankommer til Københavns Rådhus

Kort efter ankomsten fik Caroline øje på hendes fans, og som det øverste billede viser tog hun sig tid til at få en snak med dem, og det glædede hende at høre om deres store interesse for at følge hendes kampe rundt om i Verden.

Alle tre var enige om, at denne personlige snak med Caroline var en langt bedre oplevelse, end hvis hun vinkede fra balkonen.

Nicolas Wozniacki
Foto: Tennisavisen – Lille Nicolas var sammen med sin Mor og Far mødt op for at hylde sin Faster og Farfar

Blandt de fremmødte gæster var desuden nogle nærtstående familiemedlemmer.

Patrik Wozniacki
Foto: Tennisavisen

Da alle de indbudte gæster samt repræsentanter fra pressen var samlet i Magistratssalen på Københavns Rådhus, holdt Overborgmester Frank Jensen tale for Caroline Wozniacki.
Han omtalte både de glæder, som sportsinteresserede herhjemme har oplevet gennem hendes mange titler og hendes første periode som no. 1, samt ærgrelserne da ikke lykkedes at opnå det ultimative mål at vinde det helt store Grand Slam trofæ ved US Open i både 2009 og 2014.

Frank Jensen nævnte, hvor hårdt det sled på danske seeres nerver under finalen ved Australian Open 2018, og han betegnede sejren som en fantastisk præstation af en spiller, som er et forbillede og eksempel på, at man gennem hårdt arbejde og målrettet træningsindsats kan nå store mål.

Derefter gav Overborgmesteren ordet til DTFs Formand, Henrik Thorsøe Pedersen, som takkede Caroline for at være en god ambassadør for dansk tennis og for en masse fantastiske oplevelser.
Han fortalte om, hvordan vi herhjemme havde fulgt Caroline siden hun som 11-årig udtalte til medierne, at hun ville være no. 1 i Verden, og da hun som teenager vandt Wimbledon, samt da hun som 20-årige blev no. 1 i Verden og nåede det første store mål.

Han fortsatte med at fortælle om, hvordan vi sad på det yderste af sædet – eller sengekanten ved kampe om natten – og at vi jublede sammen med hende, da Grand Slam titlen var sikret.
Formanden betegnede titlen som enestående – ikke blot i dansk tennis – men i dansk idrætshistorie, og han tilføjede at Caroline efterhånden har været med i tennis-sporten så længe, at man næsten ikke mere kan huske, da hun ikke var der.

Han sluttede sin tale til Caroline med at overrække hendes prisen som Årets Tennisspiller 2017, hvilket var 10. gang hun har modtaget denne pris.

Sidste taler var Allan Levann fra High Performance Institute, og han fortalte at High Performance Prisen er tiltænkt personer, som står bag en stor præstation, og da han fik ideen til at oprette prisen, var Piotr Wozniacki den første han havde i tankerne, da han med sin utrættelige indsats havde en stor andel i de resultater, som hans datter har opnået.
Sammen med prisen følger en check på 50.000 kr. hvoraf halvdelen er fra DTF.

Bagefter inviterede Overborgmesteren på de berømte rådhuspandekager

Rådhuspandekager
Foto: Tennisavisen

Tennisavisen har længe haft et ønske om at lave et “familie-portræt”, hvor hele familien medvirker. Ambitionen er ikke opgivet, men et første skridt på vejen var, at hele familien stillede op til fotografering – dog var der lidt for meget “sunshine” fra vinduerne.

Familien Wozniacki
Foto: Tennisavisen

Tidligere skribent på Tennisavisen, Daniel Nøjsen Fallah, var BTs udsendte ved hyldesten af far og datter.

Forrige artikelTennisavisen – Maj 2018
Næste artikelDagens kampe onsdag 2. maj: Petra Kvitova og Katerina Siniakova på TV2 Sport
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.