2. runde i kvindernes DH blev spillet i weekenden

KB – Gentofte 4-2
Der var topopgør mellem to af de absolut stærkeste hold i rækken, og de alt for få tilskuere fik masser af god tennis og spænding. Gentofte var på forhånd svag favorit, men Frederiksberg-holdet havde på dagen en stærk evne til at kæmpe sig tilbage i kampene, og få resultatet vendt. Alle fire singler var uhyre tætte; Mai Grage vandt 10/7 i MTB mod Emilie Francati, Karina Ildor Jacobsgaard vandt med 2 x 7/6 over Maria Jespersen, Julie Noe slog Helena Francati med 10/6 i MTB og Karoline Laursen tog endnu et point hjem ved at slå Divine Nweke med 10/6 i MTB; det kunne ikke være mere jævnbyrdigt. 4-0 efter singlerne til KB, men Gentofte tog ret enkelt førstedoublen og andendoublen med 10/6 i MTB, og fik dermed to point ud af det spændende og tætte opgør.

HIK – Lyngby 6-0
Det var en formsag for HIK at vinde mod Lyngby; gæsterne fik blot 12 partier i de seks kampe, og må nok indstille sig på en plads i bunden af rækken.

Roskilde – B 93 4-2
Et opgør som sikkert får betydning i nedrykningskampen. 2-2 efter singlerne, og så tog Roskilde begge doubler, hvilket nok må tilskrives at holdet råder over stor rutine i truppen, og disse erfarne kræfter blev afgørende i doublerne.

HRT – Birkerød 4-3

Gentagelse af forrige sæsons indendørsfinale, og igen trak pigerne fra Hørsholm sejren hjem, men det holdt hårdt. Birkerød vandt de to første singler og HRT de to næste, dermed 2-2 og doublerne blev delt til 3-3. Men med de nye regler kan en holdkamp ikke ende uafgjort, og således skulle dysten finde sin vinder i en Golden MTB.
Hverken referee eller klubber var helt sikre på reglerne herfor, men en MTB blev sat i gang, mens HRT kontaktede DTFs Tom Gustavsen, som gav HRT medhold i at forløbet omkring kampvalget i Golden MTB ikke var sket korrekt. Derfor måtte referee stoppe den igangsatte Golden MTB ved stillingen 9-2 til Birkerød! En ny og korrekt kamp blev herefter spillet og den vandt HRT og fik således et ekstra point.

Kommentar:
Ingen tvivl om at Golden MTB skaber mere intensitet og spænding, men hvorfor kan en grundspilskamp ikke slutte uafgjort. I slutspillet giver Golden MTB god mening, men nok ikke i grundspillet, for i ovenstående tilfælde ender HRT med at få ligeså mange point som KB og Roskilde, som trods alt vinder deres kampe regulært.

Forrige artikelKampe uge 45: Next Gen ATP Finals fra tirsdag og Fed Cup finale i weekenden
Næste artikelMesterholdet fik klø
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.