Damernes Elitedivision har aldrig været så tæt og spændende som i år, hvilket vel fint illustreres ved at i denne 6. runde tabte rækkens tophold til bundholdet. To hold synes ret sikre på en slutspilsplads, mens de øvrige seks hold både spiller om to pladser i slutspillet og nedrykningen. Sidste runde spilles næste lørdag d. 29. august.

Lyngby – Birkerød 2-4

Begge hold er i spil til slutspillet, men Birkerød kunne kun bruge en sejr, og den blev sikret i et jævnbyrdigt opgør. Lyngbys to sejre kom begge i MTB, og havde holdet ikke fået de to sejre, så var drømmen om slutspil blevet slukket. Lyngby har nu 20 point er lige indenfor alutspilsgrænsen, men har en svær kamp mod Gentofte i sidste runde, mens Birkerød med 19 point, skal op mod HIK i en drabelig dyst som både har slutspilsmuligheder, men som også kan betyde nedrykning.

Resultater:
1. DS Elena Jamshidi – Karen Barritza 0-6 6-2 6-10
2. DS Jessica Crivelletto – Theresa Piontek 2-6 1-6
3. DS Natascha Schou – Alisha Ali Hussain 2-6 4-6
4. DS Charlotte Ellegaard – Sarafina Olivia Hansen 5-7 6-2 10-4
1. DD Jamshidi/Schou – Barritza/Hussain 2-6 4-6
2. DD Malene Stripp/Emma Tranberg – Piontek/Hansen 7-5 2-6 10-8

KB – HRT 4-3

Det holdt hårdt for hjemmeholdet, som var forhåndsfavorit til at vinde, men HRT havde også slutspillet at kæmpe for og det gjorde de. Singlerne gik ret enkelt med to til hver og da doublerne også blev delt så skulle der en Golden MTB til for at finde vinderen. Det blev de to holds 1. double som igen skulle på banen, og den vandt KB-parret knebent, faktisk førte HRT med 7-3 inden KB-pigerne sikrede sig de næste syv point. KB er næsten sikker på slutspillet, men kan holdet hente to point mod Holte i sidste runde, så er pladsen sikret. HRT skal have en sejr i sidste runde mod Fruens Bøge, men en kneben sejr er måske ikke nok.

Resultater:
1. DS Mai Grage – Julita Saner 3-6 3-6
2. DS Karin I. Jacobsgaard – Johanne Christine Svendsen 4-6 3-6
3. DS Julie Noe – Ida Hasselbalch 6-1 6-0
4. DS Rebecca Munk Mortensen – Mille Johanna Mørk 6-3 6-2
1. DD Grage/Karoline Laursen – Saner/Mørk 6-2 6-3
2. DD Noe/Mortensen – Hasselbalch/Svendsen 6-7 6-3 8-10
Golden Grage/Laursen – Saner/Mørk 10-7

Holte – Fruens Bøge 3-4

Hjemmeholdet var uden sine svenske topspillere, og gjorde opgøret helt åbent. Holdkampens afgørelse skulle da også findes i en Golden MTB, som udeholdet vandt. Nederlaget hjalp ikke på Holtes slutspilsdrømme, som dog stadig lever, men til gengæld sikrede det nok holdet mod nedrykning. Men hvad bliver udfaldet af protestsagen i HIK kampen? For bliver Holte frataget point i det opgør, så kan holdet meget vel være i fare for nedrykning. For Fruens Bøge er det mest sandsynlige scenarie nok nedrykning, men en sejr i sidste runde mod HRT vil lægge pres på flere hold.

Resultater:
1. DS Sodia Nami Samavati – Anastasia Yakimova 6-3 1-6 10-5
2. DS Laura Alsing Juul – Camilla Flintholm Jensen 2-6 0-6
3. DS Camilla Smith Müller – Vanessa Timm 4-6 2-6
4. DS Laura Baagøre Brunkel – Bjørg Fogh Nielsen 6-0 6-3
1. DD Samavati/Brunkel – Yakimova/Timm 2-6 6-7
2. DD Juul/Müller – Jensen/Nielsen 6-4 2-6 10-7
Golden ??

Gentofte – HIK 3-4

Lokalopgør lever deres eget liv hører man ofte, og således også i tennis. Lokalopgøret mellem Gentofte og HIK havde hjemmeholdet som stor favorit, men HIK havde ikke til sinds at lade det påvirke kampen. Det hjalp nu også gevaldigt at udeholdet for første gang i denne sæson kunne stille med sit bedste kort på førstesinglen, Hanna Viller Møller. Øjensynligt er det ændrede amerikanske college regler der betyder at Hannah, som inden længe fortsætter karrieren på amerikansk college, igen kan stille op. Efter singlerne førte HIK overraskende med 3-1, men hjemmeholdet vandt begge doubler og så var det Golden MTB tid. Det var førstesinglen som afgjorde og her vandt Hannah igen og dermed sejren til HIK. Gentofte er trods nederlaget sikker på slutspillet, man skal blot undgå at tabe 0-6 til Lyngby i sidste runde. For HIK er sejren måske en livline, for får man en klar sejr mod Birkerød i sidste runde samt et eller to point fra opgøret mod Holte (protestsag som endnu ikke er afgjort af DTF), ja så kan holdet måske klare sig fri af nedrykning.

Resultater:
1. DS Emilie Francati – Hannah Viller Møller 0-6 3-6
2. DS Maria Jespersen – Martha-Elisa Stemann 6-2 6-0
3. DS Helena Francati – Berta Passola 3-6 5-7
4. DS Alice Widell – Cirkeline Lynge Lundberg 6-7 2-6
1. DD E. Francati/Jespersen – Møller/Passola 6-0 6-3
2. DD H. Francati/Widell – Stemann/Lundberg 7-5 0-6 10-5
Golden Hannah Viller Møller – Emilie Francati 10-6

Stillingen i Elitedivisionen efter 6 runder:

Gentofte 23 point
KB 23 point
Lyngby 20 point
Birkerød 19 point
HRT 19 point
Holte 19 point
Fruens Bøge 16 point
HIK 14 point