Den ikoniske Wimbledonfinale fra 1980 skal genskabes i filmformat. Shia LaBeouf skal spille John McEnroe mens danske Janus Metz Pedersen skal instruere filmen, der efter planen skal ramme biograferne i 2017.

Wimbledon. Så enkel var titlen på filmen jeg for et årti siden gik i biografen for at se med min gode kammerat. Uden på nogen måde at have læst anmeldelser af filmen købte vi billet i den sikre tro, at indholdet naturligvis måtte relatere sig til den turnering man som tennisnørd har en ganske særligt forhold til. Naturligvis indgik turneringen, men allerede ved et hurtigt kig rundt i biografsalen erkendte vi, at lidt mere forundersøgelse havde været på sin plads.

En kærlighedsfilm var hvad Wimbledon var. Forklædt i en halvdårlig fortælling og et, fra et tennismæssigt synspunkt, pinligt gengivet forløb af tenniskampe. Kvinderne i biografen kiggede ganske meget på os, da vi kom ind i biografen. De kiggede heldigvis ikke, da vi gik ud efter filmen, måske fordi vi nærmest løb ud efter to timers fornærmende fortælling.

Fortællingen skulle efter planen blive en ganske anden, når jeg og mange andre tennisentutiaster i 2017 løser billet til biografen for at opleve en tennisfilm igen. Denne gang med en historie der tager udgangspunkt i en af de mest mytiske finaler mellem to særlige personligheder. Den flamboyante gadedreng fra New York, John McEnroe og den stilrene og indadvendte smukke svensker Bjørn Borg. Gengivelsen af finalen ved Wimbledon fra 1980 er udgangspunktet i fortællingen om de to personligheder, der via deres intense dyster på banen udviklede et særligt forhold til hinanden. Et forhold de senere har beskrevet som et venskab, der dog på ingen måde foldede sig ud under de mange intense kampe.

Endnu er det ikke meget der er blevet offenliggjort omkring den film, der uden tvivl vil kunne få millioner af tennisfans verden over til at løse billet til biografen. Superstjernen Shia LaBeouf er ifølge flere medier udset til at skulle spille en af hovedpersoneren, amerikaneren John McEnroe. LaBeouf skal instrueres af den danske instruktør Jonas Metz Pedersen. Det er i øvrigt ikke første gang den respekterede skuespiller skal lade sig instruere af en dansker. I filmen Nymphomaniac fra 2013 arbejdede LaBeouf sammen med Lars Von Trier. Her var en anden af skuespillerne Stellan Skarsgaard, der spillede en mindre rolle. Mindre rolle er han dog ingenlunde udset til i tennisfilmen, der endnu ikke har en kendt titel. Skarsgaard er nemlig udset til at spille rollen som sin kendte landsmand Björn Borg, manden der som den eneste har vundet Wimbledon fem år i træk. En præstation Pete Sampras ikke opnåede at tangere, men som Roger Federer i 2007 via sit femte trofæ på Wimbledons Center Court præsterede at tangere.

De to skal nu instrueres af den danske instruktør Janus Metz Pedersen. En mand, der har flere produktioner bag sig, der understreger hans unikke evne til at levere et produkt med fortællingen i fokus. I 2006 debuterede han med dokumentarfilmen Township Boys, der følger en gruppe unge drenge i et fattigt kvarter i en sydafrikansk storby. I 2008 stod han bag dokumentarfilmene på DR 1 “Thailand til Thy og fra Thy til Thailand”, der fortæller historien om en gruppe thailandske kvinders arrangerede ægteskaber i Nordjylland.

I 2010 blev Jonas Metz Pedersen landskendt, da han instruerede filmen Armadillo, hvor han følger danske soldaters oplevelser i Helmandprovinsen. En film der i 2010 modtog kritikerprisen på filmfestivallen i Cannes. I 2011 modtog Armadillo en Robert for årets lange dokumentarfilm, den blev ydermere nomineret til fire Emmy Awards i 2012.

Jonas Metz Pedersen er udannet Cand. Comm. på Roskilde Universitetscenter med sidefag i Internationale Studier. Og netop det internationale udsyn har i karrieren som filminstruktør haft hans interesse. En interesse han vil få rig lejlighed til at dyrke, når han dykker ned i historien om to af tennissportens største legender.

Op- og nedture

Historien om finalen i 1980 mellem John McEnroe og Björn Borg er en unik historie i sig selv. De to hovedpersoner i den kommende film har levereret avisforsider i form af deres ageren både på og udenfor banen. Derfor virker det naturligt, at finalen tager udgangspunkt i en fortælling om to menneskeres særlige tilgang til livet. Den rapkæftede John McEnroe, der både som aktiv og pensioneret tennisspiller blander sig i alle emner han kan komme i nærheden af. Senest som tennissportens ambassadør i et tv-program, hvor han mener at komme med sandheden om, hvad der er bedst for sporten. Udenfor banen har Big Mac, som han kaldes blandt venner grundet sin rapkæftede facon, også været involveret i flere uheldige episoder. Et ægteskab gik fløjten grundet et massivt misbrug af narkotika og i det hele taget minder John McEnroe mest af alt om en person ramt af ADHD. I en alder, hvor 50 års fødselsdagen efterhånden er et stykke væk farer amerikaneren stadig verden rundt som ekspert, foredragsholder og tennisspiller ved de store turneringer. Mens kvinder er kommet og gået i McEnroes liv, så er og bliver tennis det der har været hans bedste ven, det ændrer sig næppe nogensinde.

En skærende kontrast til den livsstil var Björn Borg i mange år. Under sine succesfulde år med titlerne i Wimbledon fra 1976-1980 havde svenskeren en unik arbejdsmentalitet. Talentet til sporten var på ingen måde stort, men evnen til at arbejde og udvikle sig er sjældent set siden. Han var alle modsætningen til det rablende gale stortalent John McEnroe. Det var også derfor alle elskede at opleve kampene mellem de to. Det var så meget mere end opgøret mellem to tennisspillere, det var opgøret mellem to typer af mennesker. Det var det der gjorde opgørene legendariske, det var det der fik folk helt uden interesse for tennis til at kigge med, også den sommerdag i 1980, da de mødtes på Wimbledons Center Court.
Efter en målrettet og intens karriere, hvor Björn Borg stoppede som 27-årig i 1983, gik det anderledes skidt for svenskeren. Al den fest og farver han holdt ude af sit liv i sin aktive tid skulle indhentes og et massivt misbrug af alkohol og stoffer kostede hele formuen samt to ægteskaber. Forretningsfolk fandt det interessant at bruge Björn Borgs navn som tøjmærke, hvilket har sikret han i dag har en stabil indkomst, præcist som hans nuværende kone Patricia Östfeldt har hjulpet ham tilbage på rette spor. Borg er i dag også tit at finde ved de store turneringer, men lever ellers en tilbagetrukket tilværelse.
Filmen har premiere i 2017, mon ikke både Björn Borg og John McEnroe er at finde, når filmen for første gang skal vises. Og mon ikke den amerikanske hovedperson har en hurtig kommentar i retning af “You cannot be serious”.

Forrige artikelITF Palma Del Rio: Løchte & O’Hare i ny doublefinale
Næste artikelITF Junior Nonthaburi: Philip Hjorth stoppet af effektiv thailænder
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.