For 45. gang i karrieren står Novak Djokovic og Rafael Nadal på hver sin side af nettet, når de i morgen mødes i Beijing-finalen. Længere mod øst tager Stan Wawrinka imod Benoit Paire i Tokyo.

Beijing er Novak Djokovic’ turnering. Med en overbevisende 6-2, 6-3-sejr over David Ferrer i semifinalen, har serberen nu vundet alle 28 kampe, han har spillet i Beijing, og 25 sæt i træk.

Til gengæld var Ferrer den første, der formåede at bryde Djokovic’ serv hele ugen – og det tilmed to gange. Lige lidt hjalp det dog spanieren, for Djokovic brød selv serv hele seks gange.

De tunge, metronomiske grundslag fra side til side var for meget for Ferrer, og stort set alt, hvad han forsøgte sig med, kom retur.

I finalen venter så Rafael Nadal. Rafa spillede sig med en 7-5, 6-3-sejr over Fabio Fognini i sin første hard court-finale i halvandet år og revancherede sig samtidig mod Fognini, der har slået ham tre gange i år.

Kampen var væsentligt tættere end Djokovic-Ferrer, og begge spillere brød hinanden et par gange i første sæt, før Rafa trak fra ved 5-6 med et sidste og sætafgørende brud.

I andet sæt var det nok med et enkelt brud, og nu venter Djokovic. De to har mødt hinanden flere end nogen andre mænd i den åbne æra, og Rafa fører 23-21.

Rafa er, som sædvanlig, yderst tvivlende omkring egne chancer: “I know today Novak is not my league, is a different level of me this year. Tomorrow is a match to try to enjoy and try to play the way that I want to play, and we’ll see,” men denne gang, vil jeg faktisk give ham ret.

Djokovic er i en anden liga i år, og alt andet end en sejr til serberen i to sæt vil overraske denne skribent. I sine første fire kampe har han blot afgivet hhv. to, tre, fire og senest fem partier.

Fortsætter tendensen får Nadal seks partier i finalen – og ærligt talt, så lyder det ikke helt ved siden af.

Men, men, men – han er en mester, og helt afskrives skal han ikke. Jeg tror bare ikke, det bliver i morgen, at Djokovic’ sæt- og kampsejrsstime i Beijing stoppes.

Stan Wawrinka vs. Benoit Paire

Wawrinka mod Paire har ikke helt samme swung som Djokovic mod Nadal. Ikke desto mindre kan det meget vel blive en bedre, mere jævnbyrdig og flottere tenniskamp.

De har mødt hinanden fem gange, og der står 4-1 til Wawrinka. Men i tre af de sejre, måtte der tre sæt til at afgøre det. De står med andre ord ganske udmærket til hinanden.

Det er samtidig to af ATP-tourens absolut bedste og smukkeste baghænder, der støder sammen.

Ja Paires baghånd er så god (og hans forhånd så ‘relativt’ middelmådig), at han som én af de eneste ATP-spillere ofte vil træde rundt om sin forhånd for at slå en baghånd.

Paire spillede sig i finalen med en 1-6, 6-4, 6-2-sejr over hjemmebanefavoritten Kei Nishikori, der trods fem breakchancer i andet sæt, ikke kunne bryde Paires store serv.

På sin side gjorde Wawrinka relativt kort proces mod Gilles Müller med 6-4, 7-6 (5) i en kamp, der bød på hele fem servegennembrud på trods af, at det var to store servere overfor hinanden.

Paire spiller med en elegance og en flair, som kun få kan matche. Samtidig har han også den nødvendige power – i særdeleshed i sin førsteserv og i sin uforlignelige 2-hånds baghånd.

Wawrinka har på sin side al den power, en spiller kan ønske sig. Få, hvis nogen, kan matche hans power fra for- og baghånden bag baglinjen og med en førsteserv, der ofte rammer 210-220 km/t, er han også mere end kraftfuld på det felt.

Elegance og touch har han også, når han – lidt for sjældent – søger mod nettet bag sine store grundslag.

Erfaringen i finaler og det lidt tungere spil må give ham favoritværdigheden. Men Paire kan bestemt godt overraske, hvis ikke Stan the Man rammer dagen.

Wawrinka-Paire spilles kl. 06.00 søndag morgen dansk tid og kan ses på tennistv.com. 

Djokovic-Nadal spilles kl. 13.30 søndag eftermiddag dansk tid og kan ses på Eurosport. 

Forrige artikelITF Junior: Ingen danskere tilbage i 26th Wanarek Cheif Ministers Cup.
Næste artikelITF Antalya: Alexander Rejnhold udnyttede ikke sit wildcard
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.