Selvom Benjamin Hannestad gjorde en god figur i sin ATP Challenger single debut, rakte det ikke til sejr over ranglistens no. 263

På sin 20 års fødselsdag debuterede Benjamin Hannestad i single i en ATP Challenger turnering i Tempe i Arizona.
Efter juniortiden har Benjamin deltaget i en enkelt $25.000 turnering, hvor han tabte i kvalfinalen, men derudover har han ikke spillet i højere kategorier end $10.000 med en semifinale i Castelo Branco, Portugal som bedste resultat.

Hvis nogen af den grund frygtede, at Benjamin ville blive fejet ud af banen, da han fik mulighed for at prøve kræfter med langt højere rangerede spillere i kraft af et wildcard til både single og double i Tempe Challenger, viste en sådan eventuel frygt at være helt ubegrundet, idet danskeren både i mandagens double og tirsdagens single fik vist, at han kan spille på et tilsvarende niveau.

Ganske vist blev det ikke til nogen sejr, idet Benjamin som tidligere nævnt tabte 6-7(6), 2-6 i mandagens 1. runde i double sammen med Michael Geerts (BEL) til 4. seedede  Luis David Martinez (VEN)/Caio Zampieri (BRA).

Tirsdag var danskeren på sin 20-års fødselsdag for første gang i aktion i single på ATP Challenger niveau, da han i 1. runde mødte no. 263 Jose Hernandez-Fernandez (DOM), som vandt 6-4, 6-4.
Benjamin var allerede i sit første parti nede med 30-40 i egen serv, men han reddede partiet, og næste gang holdt han sin serv rent til 2-1, og han fulgte med til 40-40 i dominikanerens næste parti, som han dog ikke fik fat i.

Ved 2-2 blev Benjamin brudt til 2-3, men han tog straks sit break tilbage til 3-3, men ved 4-4 blev danskeren brudt igen, og denne gang kunne han ikke bryde tilbage, og han tabte derfor sættet 4-6.

I 2. sæt lykkedes det derimod for Benjamin, at få et break til 3-1, efter at han selv ved 1-1 havde afværget en break-mulighed, men dominikaneren brød tilbage til 2-3 med det samme, og han holdt derefter serv til 3-3 i sit næste serveparti, hvor danskeren havde en enkelt break-mulighed.

Efter et rent serveparti fra hver til 4-4 blev Benjamin brudt ved 30-40, hvorefter dominikaneren servede kampen hjem på sin 2. matchbold, efter at Benjamin havde afværget den første ved 40-30.

Kampen kan genses herunder

Forrige artikelWTA Doha 2017: Caroline ordnede Kiki
Næste artikelITF Junior KB: Sebastian Grundtvig “overlevede” aggressiv italiener. Seedede danske piger videre
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.