Da Frederik Løchte Nielsen ikke som planlagt fik billet til double-rækken i Chennai, blev planerne i hast ændret, og onsdag møder han i 2. runde sin succes-makker Johan Brunstrom

Forud for 2016 sæsonen fortalte Frederik Løchte Nielsen, at han vil satse på at deltage i nogle ATP double-turneringer i håb om at skaffe de nødvendige point til både French Open og Wimbledon.
Han har tidligere fortalt til Tennisavisen, at han ikke umiddelbart havde planer om at spille fast sammen med Johan Brunstrom, da de begge skulle forbedre deres double-rangering markant for at være aktuelle for Grand Slam.

Første trin i Løchtes plan om at skaffe dyrebare point i double skulle være taget ved denne uges ATP 250 turnering i Chennai, hvor han desuden deltog i kvalifikationen i single med nederlag i 1. runde til følge.
Deltagelse i double blev dog ikke aktuelt, hvilket Løchte selv forklarer således til Tennisavisen

“Meningen var at jeg skulle spille double – det var derfor, jeg tog til Chennai. Turneringen blev dog toughere, end ventet, så det gik ikke.
Nu da jeg så tabte kvalen i single, tager jeg til Bangkok og spiller double der i næste uge.”

Som sagt – så gjort. Løchte blev sammen med Marcelo Demoliner (BRA) tilmeldt i double-rækken ved ATP Challenger Bangkok Open 2016, hvor de er seedet 2.
Onsdag morgen dansk tid vandt de 6-3, 7-6(3) over Kimmer Coppejans (BEL)/Mark Vervoort (NED), hvilket kunne følges på Livestream samtidig med, at Caroline Wozniacki “rundbarberede” Christina McHale i Sydney.

Kampen kan genses herunder

Løchtes succes-makker i flere turneringer i den sidste del af 2015 var svenske Johan Brunstrom, som tidligere har givet udtryk for, at han gerne ville spille fast sammen med Løchte, men på grund af ovennævnte planer bliver makker-skabet formentlig af mere “on-off” karakter, og i denne uge er det således “off”.

I stedet spiller Brunstrom i denne uge sammen med landsmanden Andreas Siljestrom i samme turnering, og de fik en flyvende start, da de i 1. runde vandt 7-5, 6-1 over Punn Bodhidatta/Suthinan Tanthaseraneewat (THA), der havde wildcard.
Denne kamp kan ligeledes genses på Livestream herunder

Lodtrækningen magede det således, at det svenske par i 2. runde møder netop Løchte og Marcelo Demoliner, og dermed står de to makkere igen på hver side af nettet, som det nogle gange har været tilfældet ved Davis Cup opgør mellem Danmark og Sverige.
Kampen kan følges på Livestream herunder som 3. kamp efter kl. 0500 torsdag morgen.

Løchte og Brunstrom forventes atter at være “on” igen på samme side af nettet ved ATP Challenger turneringen i Manila om 2 uger, da Løchtes rangering ikke er høj nok til at deltage ved Australian Open, som påbegyndes samme uge.

Forrige artikelITF Salk Open: Kasper Elsvad og Olga Helmi stadig med i doublerne.
Næste artikelWTA: Auckland 2015 – WOW-zniacki gør det igen!
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.