Den danske holdturnering holder højt niveau og holdene som i weekenden stod i slutspillet havde alle mulighed for at løbe med guldet. I den ene semifinale vandt KB godt nok med 4-0 over Lyngby, men det kunne være gået meget anderledes, såfremt de tre MTBs havde tippet til den anden side. I den anden semifinale blev der budt på lokalopgør mellem Gentofte og HIK, og det opgør blev først afgjort i en utrolig spændende Golden MTB med HIKs Holger Rune som vinder med 12-10 over Christian Sigsgaard. Således var det budt på et nyt opgør mellem KB og HIK, en nyklassiker som altid har stor spænding og intensitet.

Guldkampen:

KB – HIK 4-3

Opgøret var på forhånd ret åbent, men KBs hold måtte ændres fra morgenstunden, da Benjamin Hannestad måtte melde fra pga. rygsmerter. Det gjorde HIK til svag favorit, og holdet vandt da også tre af de fire singler, omend sejren på fjerdesinglen mellem HIKs Christoffer Kønigsfeldt og KBs erstatning for Benjamin, Martin Linnet Killemose, først blev afgjort med to point i MTB. Dermed lignede det en sejr til HIK, som altid har kompetente double-konstellationer. KB derimod måtte grundet afbud og skader spille med en helt ny sammensætning i 2. doublen, hvor Carl Emil Overbeck og Jonas Zacho Larsen, skulle hente point hjem til KB. Begge doubler gik i MTB, og de endte med overraskende sejre til KB i begge, og således stod der 3-3 i holdkampen; nu skulle guldet afgøres i en Golden MTB. HIK, som havde den bedste sætscore, havde fordelen af at kunne vælge mellem to kampe til sidst og valgte at spille fjerdesinglen, hvor KB havde byttet en træt Martin Killemose ud med Jonas Zacho Larsen, som dermed fik lidt af en debut som singlespiller i årets turnering. Jonas stod overfor HIKs Christoffer Kønigsfeldt, men selvom debutanten var klar underdog, så havde Christoffer været igennem to hårde kampe forinden, og måtte være mærket af det og her lå KBerens chance. Desuden er Match Tiebreaks ofte ret uforudsigelige, og det var gårsdagens Golden også. Jonas gik uimponeret til værks og var aggressiv i sit spil, mens Christoffer var mere afventende, men i går blev den aggressive spiller belønnet. Efter at have overlevet to matchbolde så vandt Jonas med 12-10, og straks efter den sidste bold blev han omfavnet af resten af KB-holdet. Reserven blev dagens helt store helt, og KB vandt sit 6. holdmesterskab for herrer.

Kampens resultater:
1. HS Søren Hess-Olesen – Holger Rune 4-6 3-6
2. HS Johannes Ingildsen – Rafa Enrique Miralles 6-2 6-2
3. HS Carl Emil Overbeck – Thomas Kromann 4-6 2-6
4. HS Martin Linnet Killemose – Christoffer Kønigsfeldt 6-4 6-7 8-10
1. HD Ingildsen/Hess-Olesen – Rune/C. Kønigsfeldt 6-4 2-6 10-7
2. HD Overbeck/Jonas Zacho Larsen – Kromann/Alexander Kønigsfeldt 6-1 3-6 10-5
Golden Jonas Zacho Larsen – Christoffer Kønigsfeldt 12-10

Bronzekampen:

Lyngby – Gentofte 0-4

Lyngby havde ikke Frederik Løchte Nielsen med i opstillingen til søndagens bronze-kamp, og så var Gentofte klare favoritter. Den favoritværdighed levede holdet til fulde op til og vandt en særdeles komfortabel 4-0 sejr, og tog dermed bronzemedaljerne.

Kampens resultater:
1. HS Simon Freund – Christian Sigsgaard 1-6 4-6
2. HS Philip Hjorth – August Holmgren 2-6 2-6
3. HS Nicolai Ferrigno – Jesper Andi Jørgensen 5-7 6-4 7-10
4. HS Frederik Myhre – Oskar Brostrøm Poulsen 4-6 5-7

Forrige artikelGentofte vandt suverænt det danske holdmesterskab
Næste artikelUS Open: Kvartfinalerne banker på døren
Avatar photo
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.