Kampene i morgen afgør hvilke hold der spiller om medaljer om fjorten dage

Sidste runde i de to mellemspilspuljer afgør de fire hold der skal spille slutspillet, samt hvordan semifinalerne parres.

I pulje 1 er både KB og HIK sikret en plads i slutspillet, men der er stadig meget på spil når de to hold mødes i puljefinalen på HIKs anlæg på Hartmannsvej; der spilles nemlig også om retten til at vælge semifinalemodstander. Den puljevinder som opnår flest point af de to mellemspilspuljer får retten til at vælge mellem de to 2ere.

Lige nu har KB 11 point mod HIKs 9, hvilket betyder at KB med uafgjort i morgen vil være puljevinder. KB er dog klar favorit i morgendagens kamp og alt andet end en klar KB-sejr vil være en overraskelse. Den anden kamp mellem Fruens Bøge – Esbjerg er uden betydning for slutspillet.

I pulje 2 har alle fire hold stadig chance for at nå slutspillet. Gentofte som i morgen møder Hvidovre på udebane ligger dog bedst til; Gentofte har 10 point og er da også favorit mod Hvidovre, som med 6 point er tvunget til et godt resultat, såfremt holdet skal spille om medaljer om 14 dage. Hvidovre har mulighed for at forstærke holdet med svenske spillere, og det er nok nødvendigt hvis drømmen om slutspil skal bevares.

I den anden kamp mødes HRT med 3 point og Birkerød med 6 point. HRTs chance for slutspil kræver en stor sejr i morgen, og da Birkerød formodes at have Danmarks næstbedste spiller, Karen Barbat, på holdet, så bliver det nok svært for HRT. Birkerød skal vinde kampen for at være nogenlunde sikker på slutspil.Gentofte kan med en klar sejr også opnå retten til førstevalg af semifinalemodstander i slutspillet; det kræver dog at KB taber kampe mod HIK.

Tennisavisen tipper at KB slåt HIK og dermed får retten til valg af semifinalemodstander. Gentofte vinder i Hvidovre og vinder dermed puljen, og Birkerød slår HRT og kommer i slutspillet.

Forrige artikelWTA: Cincinnati – Halep to sejre fra andenpladsen
Næste artikelChallenger Vancouver: Løchte double på Livestream kl. 20 på centrecourt
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.