Boldsikker franskmand modstod trykket fra både vinden og Holger Runes pres-bolde, da han med en kneben sejr illustrerede, at vejen fra top junior til pro tennis er lang

Hvis man studerer ATP ranglisten nærmere for at finde ud af, hvordan juniorer markerer sig i verdens-toppen, finder man på den aktuelle ranglistes top 350 blot en enkelt junior, 18-årige Jannick Sinner (ITA), der er no. 131 og tilhører den ældste junior-årgang 2001, hvor de nærmeste på ranglisten fra samme årgang er no. 352 Jack Draper (GBR) og no. 360 Chun Hsin Tseng (TPE), der er dobbelt junior Grand Slam vinder og tidligere no. 1 på junior-ranglisten.

Sinner kan i modsætning til Tseng ikke fremvise bemærkelsesværdige resultater som junior, men han har vist stadig større stabilitet i sine præstationer, hvilket i 2019 har resulteret i 2 M25 titler og 2 ATP Challengers – senest $54.160 i Lexington.

Den næste årgang 2002 har hidtil være domineret af 17-årige Lorenzo Musetti (ITA), der i januar 2019 vandt Australian Open i Boys singles, og han var no. 1 på junior-ranglisten, da han stoppede med junior-tennis for udelukkende at spille professionelle turneringer.

Musetti har fået god hjælp af wildcards til en række turneringer i både $25.000 (M25) og ATP Challenger, og sågar til kvalifikationen til ATP 1000 i Rom, hvor Casper Ruud (NOR) i 1. kvalrunde vandt 6-1, 6-4.
I hovedparten af de 16 turneringer, som Musetti hidtil har deltaget i, er han besejret i enten første eller anden runde, og kun i en enkelt turnering er han nået længere end 1/8-finalen, da han ved en €46.600 ATP Challenger i Milan nåede semifinalen, hvor han blev besejret 6-2, 6-4 af no. 94 Hugo Dellien (BOL).

Italienerens resultater betyder, at han som den højst rangerede i årgang 2002 er no. 490 på ATP-ranglisten.

Selvom Tseng sidste år var dominerende som junior med 1. pladsen på ranglisten og Grand Slam titler ved både French Open og Wimbledon, samt finalist ved Australian Open og Junior Masters slutspillet, har han også måttet sande, at der er lang vej fra junior tennis til ATP-toppen.
Tseng er dog kommet tættere på at få hul på bylden, da han for en måned siden var i finalen ved en €46.600 ATP Challenger i Prag, hvor no. 269 Mario Vilella Martinez (ESP) vandt finalen 6-4, 6-2.

Da 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune gennem hele sin junior-karriere har været blandt de absolut bedste – hvis ikke den bedste – i årgang 2003, er der med rette skabt store forventninger til en stor karriere, da han – måske som den yngste nogensinde – vandt titlen ved French Open.

SPT-FO-2019-D14-0806-HOLGER-VITUS-NODSKOV-RUNE-WINS-14013.JPG
ISF LTD

Førnævnte erfaringer med både Musetti og Tseng, hvis situation på flere punkter kan sammenlignes med Holger, kan formentlig bidrage til at dæmpe forventningerne til, at Holger allerede på nuværende tidspunkt når langt eller vinder titler i de professionelle turneringer, som han primært forventes at deltage i fremover.

Efter de første 4 turneringer – 3 ATP Challengers og 1 M25 – har Holger vundet 1. runde i de to første turneringer, og i alle turneringerne er han blevet besejret af spillere, som han egentlig tennismæssigt er fuld på højde med, men trods nogle jævnbyrdige opgør, har modstandernes større rutine og evne til at holde fokus hele vejen været afgørende for udfaldet.

I denne uge deltog Holger i M15-turneringen BTA Futures II i Sintra i Portugal, hvor han i 1. runde mødte 25-årige 5. seedede Maxime Tchoutakian (FRA), der er no. 620 på ATP-ranglisten, og Holger fik god opbakning af en flok KB-drenge, der var på træningslejr med deres klub.

Kampen blev spillet i en strid blæst, som franskmanden var bedst til at håndtere, idet han holdt antallet af fejl på et minimum, og selvom Holger havde større tryk i boldene, opstod meget få sprækker i defensiven hos franskmanden, der sendte næsten det hele retur med kvalitet og omtanke uden dog at gå efter vindere.

Derfor var der brug for, at Holger ikke blev for ivrig efter at afgøre boldene, men derimod udviste tålmodighed og vilje til lange dueller.
Mentalt var der fremskridt at spore sammenlignet med nogle af de tidligere kampe i de førnævnte turneringer, ikke mindst da Holger – efter at franskmanden havde vundet 1. sæt 6-3 – først afværgede 2 matchbolde ved 5-6 15-40 i 2. sæt, og yderligere en matchbold i den efterfølgende tiebreak, som Holger vandt 10-8.

Holger bevarede koncentrationen i 3. sæt, hvor han med både et rent serveparti og efterfølgende rent break kom foran 4-3, og ved 5-4 kunne han serve for kampen, som han ved 30-30 var 2 bolde fra at hive hjem, men frankmanden brød tilbage, hvorefter han holdt serv til 6-5, og selvom Holger førte 40-15 i sit næste serveparti, blev han alligevel brudt til fransk sejr 6-3, 6-7(8), 7-5 efter 3 timer 10 minutter.

En af de efterfølgende konklusioner er, at Holger må indse, at det kræver mere end en enkelt eller få bolde med pres for at afgøre duellerne mod garvede modstandere, som sender det meste retur, og derfor skal der være vilje til at bygge op til den rette mulighed i form af “leverpostej-tennis” med opslidende dueller, hvilket kræver en fysik, som en 16-årige krop måske ikke helt besidder endnu.

De næste uger er fokus dog rettet mod junior Grand Slam turneringen US Open, og som forberedelse hertil træner Holger i de kommende dage på Mouratoglou akademiet i Nice, inden han fra mandag træner videre på John McEnroe Tennis Academy i New York i ugen inden selve turneringen, hvor der også kan blive brug for “leverpostej-tennis” i nogle af kampene, hvis Holger skal gøre sig håb om at indfri målsætningen om at vinde endnu en Grand Slam titel i Boys singles.

Forrige artikelKvindernes medaljespil: KB er favorit
Næste artikelNæstved Tennis Klub fylder 125 år
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.