Olga Helmi viste gode takter, da hun udnyttede et wildcard med sejr over no. 453 Rosa Vicens Mas, inden hun blev besejret knebent af top 10 junior

Det begrænsede udbud af turneringer i en periode præget af corona har ofte medført, at deltagerne i de få turneringer på ITF World Tennis Tour generelt har været væsentligt højere rangeret end tidligere.

Inden corona-nedlukningen i marts 2020 kunne 20-årige Olga Helmi uden problemer få adgang til hovedturneringen i næsten alle W15-turneringer med sin rangering lige under top 1000, men i alle turneringer efter corona-nedlukningen har Olga været nødt til at deltage i kvalifikationen for at slippe ind i hovedturneringen.

I de seneste 2 uger lykkedes det ikke for Olga at slippe igennem kvalifikationen ved de W15-turneringer, der blev afviklet i Manacor på Mallorca, idet hun i begge tilfælde mødte spillere, som er rangeret væsentligt højere end Olga.
For 2 uger siden nåede Olga efter 2 sejre kvalfinalen, hvor hun mødte no. 647 Lucia Cortez Llorca (ESP), der vandt 6-2, 6-4, og ugen efter blev Olga sendt ud i 2. kvalrunde af no. 605 Lisa Pigato (ITA), der vandt 6-3, 7-6(4).

I den tredje udgave af turneringen i Manacor slap Olga dog for at spille kvalifikation, hvilket ikke skyldes hendes rangering, men at hun fik tildelt et wildcard til turneringen, hvor 17-årige dansk-hollandske Clarine Lerby i øvrigt blev besejret i 1. kvalrunde af no. 631 Karman Thandi (IND), der efter match-tiebreak vandt knebent 3-6, 6-2, [10-8].

Olga mødte i 1. runde 5. seedede no. 453 Rosa Vicens Mas (ESP) på Center Court, og kampen kunne følges på livestream, hvor det kunne konstateres, at Olga sagtens kan følge med i tempoet mod en spiller fra top 500, og efter en både fokuseret og stabil indsats sikrede Olga sejren 6-4, 7-5.

Herunder et kort uddrag fra kampen.

Torsdag mødte Olga i 1/8-finalen 18-årige Oksana Selekhmeteva (RUS), der er no. 611 på WTA-ranglisten, men hun var direkte i hovedturneringen på en “Junior Reserved” (JR) adgang, da hun er no. 7 på junior-ranglisten.

Kampen blev spillet på Court 3, hvor der ikke er livestream, men det fremgår af stillingen undervejs i kampen, brød Olga modstanderens serv til 0-2, men russeren brød straks tilbage og udlignede derefter til 2-2 i egen serv.
Efter et break til hver blev Olga brudt for 3. gang til 3-4, men begge holdt derefter serv, hvorved russeren sikrede sig sættet 6-4.

I 2. sæt brød Olga sin modstander 2 gange i træk, og ved 4-0 40-15 var sættet næsten hjemme, men efter 3 danske fordele, som ikke blev udnyttet, brød russeren til 1-4 på sin hidtil eneste break-mulighed i sættet, og hun tog også det andet break tilbage og reducerede til 3-4.

Olga havde derefter 2 break-muligheder for at holde fast i forspringet, men russeren holdt i stedet serv og udlignede til 4-4 i kampens længste parti.
Efter et break til hver blev stillingen 5-5, hvorefter Olga blev brudt til 5-6, og da hun ikke fik udnyttet en mulighed til at bryde tilbage til 6-6, kunne russeren sikre sig sættet og sejren 6-4, 7-5.

Oksana Selekhmeteva møder i kvartfinalen junior-ranglistens no. 2, 15-årige Alexandra Eala (PHI), der ligeledes er med i turneringen på en JR.
Eala vandt turneringen i Manacor for 2 uger siden.
De to unge spillere kan følges fredag ved 1230-tiden på livestream – https://live.itftennis.com/en/live-streams

Alexandra Eala
© 2020 Jimmie48 Tennis Photography This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net Una – Alexandra Eala 
Forrige artikelITF Villena: Efter et fejlbehæftet 1. sæt bevarede Holger Rune fokus resten af kampen mod 5. seedet
Næste artikelDH damer: Klare favoritter i lørdagens kampe
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.