Efter 2 sejre i kvalifikationen er Karen Barbat klar til at deltage i hovedturneringen ved $25.000 turneringen Engie Open Clermont-Auvergne i Frankrig.

Første skridt blev taget søndag, da Karen vanen tro uddelte et æg i 1. runde af kvalifikationen, da hun vandt over Teresia Londol (USA) 6-0, 6-1.

Mandag formiddag spillede Karen kval-finale mod Michaela Honcova (SVK), der er seedet 6 i kvalen, da hun på WTA-ranglisten var no. 471, hvor Karen var no. 494.
På den netop offentliggjorte WTA-rangliste er der dog byttet om på de 2 spillere, da slovakken er faldet ned som no. 503, mens Karen nu er no. 497.

Kvalfinalen tyder da også på, at Karen bør være foran, idet hun vandt kampen 7-5, 6-3.
Karen var ellers bagud tidligt 1. sæt på den eneste break-mulighed, som modstanderen havde i hele sættet.
Karen fik dog brudt tilbage, og de fulgtes ad til 5-5, hvor Karen med en smule besvær holdt serv til 6-5, og derefter vandt hun sættet, da hun udnyttede sin 1. break-mulighed.

Karen indledte 2. sæt med at holde sin serv trods 2 break-muligheder til slovakken, og ved 1-1 afværgede Karen yderligere 2 break-muligheder.
Til gengæld behøvede Karen selv kun en enkelt mulighed, da hun selv brød til 3-1 ved 15-40.

Karen kom derefter foran 4-1 uden at være i alvorlige problemer, og hun havde en enkelt chance for at bryde til 5-1, men slovakken holdt serv, hvorefter Karen afværgede yderligere 2 break-muligheder og bragte sig på 5-2.

Slovakken holdt derefter serv til 3-5, men i Karens efterfølgende serveparti var der ingen vaklen, og hun vandt kampen på sin første matchbold ved 40-15, og dermed er hun klar til hovedturneringen.