Hej alle,

Beklager mine manglende indlæg. Det har ikke været med overlæg. Året 2014 er ved at være omme, og jeg kan se tilbage på et lidt random år.

Rangering

Rent ranglistemæssigt glæder jeg mig over, at jeg har fået vendt min trend, og har fået kurven opad igen. Min afsluttende placering på ranglisten som 342 +/- er et par få pladser bedre, end den var i 2012 og 2013, og når jeg tænker på, at jeg kun tog 12 point i den første halvdel er året, var der ikke noget, der tydede på, at det skulle ændre sig radikalt.

Spillet

Mit spil har også været et par rutsjeture igennem. Slutningen af 2013 og starten af 2014 sendte mig ud på et sidespor rent spillemæssigt. Det var ikke tilfældigt, da jeg bevidst søgte derhen, men efter et par måneder med dårlig effektivitet og manglende resultater stod det tydeligere klart for mig, at jeg måtte gøre noget.

Den drejning, jeg havde taget var, at jeg var blevet så aggressiv, at jeg holdt duellerne meget korte – næsten for enhver pris. Min ide var hele tiden at være spilstyrende, og stresse modstanderne, men nu var det blevet så vildt, at jeg var blevet uhyggelig nem at spille mod – og jeg kunne fornemme det. De skulle bare holde hovedet koldt, blive ved med at slide boldene tilbage og så skulle jeg nok gøre resten for dem.

“De sejre jeg fik var når sol, måne og stjerner stod perfekt – men der kan enhver vinde.”

Mine returer var magiske de få gange de sad, men befriere alle andre gange. Jeg formåede ikke at udnytte den mulighed, jeg havde for at gøre en forskel med mine returer. De sejre jeg fik var når sol, måne og stjerner stod perfekt (men der kan enhver vinde), eller når niveauforskellen var så stor, at jeg ikke kunne smide kampen.

Det er ikke den slags match spoiler, jeg skal være. Det er sådan en spiller, der ikke vil spille fra baglinjen, vil spille. Jeg har altid haft evnen og tilliden til at spille fra baglinjen, men nu var det slet ikke en del af mit spil længere.

Den første reaktion var, at blive mere defensiv og gøre duellerne længere. I starten kom jeg til at overdrive det, og så var jeg ikke på bolden overhovedet. Det kulminerede lidt i Davis Cup kampen mod Luxembourg, hvor jeg simpelthen var så ringe. Det var meget frustrerende for mig, fordi det ovenikøbet var “forkert” ringe.

Det er er altid de momenter, jeg bliver mest frustreret i. Jeg vil (og det er noget jeg bliver stærkere og stærkere i) ikke tillade mig at blive sur eller irriteret over negative udfald rent tennismæssigt, så længe intentionen og intensiteten er rigtig.

For hvis den er det, handler det om niveau, og det er uden for min kontrol. Jeg må acceptere, at hvis jeg gør tingene rigtigt, så spiller jeg til mit niveau, og det er, hvad det så er på dagen. Det har jeg lettere ved at acceptere, men når jeg ikke er på det rigtige spor, kan jeg mærke, at jeg ikke har fred i mit sind til at konkurrere, selvom jeg tror, jeg gør tingene rigtigt.

Det er noget, jeg virkeligt har lært meget om mig selv de sidste par år. Jeg kan ikke narre min indre fred – den reagerer kraftigt, når jeg ikke er tro mod den – hvadenten det er bevidst eller ubevidst.

“Endelig fandt jeg ro i at slå en baghånd. Den havde været på ferie, siden min skade i håndleddet i 2012.”

Langsomt begyndte spillet at komme – godt hjulpet på vej af, at jeg endelig fandt ro i at slå en baghånd. Den havde været på ferie, siden min skade i håndleddet i 2012. Jeg fik en god oplevelse af at vinde en future i Spanien, der viste vejen til, hvordan jeg skulle spille. Jeg spillede mere tålmodigt og anvendte mine returer meget smartere og lagde et konstant pres på mine modstandere, der meget tydeligt viste deres frustrationer over det.

Vendepunktet

Det reele vendepunkt kom, da jeg spillede futures i Canada midt i sommeren. Turneringen inden havde jeg fået et forfærdeligt nederlag i en future i Irland. Rent spillemæssigt var jeg stadig på nogenlunde rette spor, så nu var det tid til at tage fat på den mentale approach.

Efter at have spillet så lang tid med tjubang tennis, kunne jeg mærke, hvor meget min mentale toughness blev udfordret, når ikke spillet åbnede sig for mig. Det gjorde mig febrilsk i mit spil, og dermed havde det en effekt på mit spil (naturligvis).

Den kamp havde jeg svært ved at få ud af systemet, og jeg gik og grublede over den i lang tid. Ikke fordi jeg var specielt knækket, men mere som jeg ville gruble over en sudoko. Det var en mig en gåde, og jeg ville løse den. Jeg fattede ikke, hvordan jeg kunne være så ineffektiv. Men de her momenter er også gode. Jeg åbner meget op for nye tiltag og er villig til at tage endnu mere til mig, end jeg normalt ville være.

“Jeg spillede sådan set af helvedes til, men det var den følelse, jeg fik at kampene, jeg reagerede godt på.”

Så efter den turnering havde jeg en masse gode træningspas og dialoger med mine trænere, Patrik Langvardt og Christian Engell, og en engelsk spiller, Ed Corrie, der boede hos mig under den danske future på KB. Han har nogenlunde den samme indgangsvinkel til tennis, som jeg har, og vi udvekslede erfaringer og råd, og det fungerede suverænt for mig.

Kombineret med de input Patrik og Christian gav, følte jeg virkelig, at der var noget at tage fat på. Christian, Patrik og jeg satte os ned og lavede nogle rigtigt gode aftaler og forventningsafstemninger for resten af året.

De første turneringer derefter var to futures i Canada, og da jeg var færdig der, vidste jeg, at vi havde fat i det rigtige. Ikke fordi jeg fik gode resultater – tværtimod. Jeg spillede sådan set af helvedes til, men det var den følelse, jeg fik at kampene, jeg reagerede godt på.

Jeg var så glad for den måde, jeg konkurrerede på. Mine intentioner og intensitet, var præcis det, jeg søgte efter, og det vil altid være det vigtigste for mig. Så selvom jeg tog fra Canada med 2,5 sejr, var jeg virkelig pumped over, hvor jeg stod. Jeg havde en god træningsuge under US Open, hvor jeg var som alternate, der gav mig yderligere et par småting, og fulgte det op med en gd turneringssejr og to virkelig gode kampe i DC.

Efteråret

Det er klart, at jeg ikke bare går ind og zoner med drømmeresultater efter så lang tids jammer. Jeg havde forventet mig bedre resultater, men må også være fair overfor mig selv, og se på, hvor jeg kom fra. Det var jeg måske ikke helt forberedt på, og jeg havde forventet mig lidt bedre resultater, end jeg lavede i de tre udendørs challengers, jeg spillede i Californien – specielt efter jeg spillede godt og kvalede ind i den første uge.

Det gav dog endnu en mulighed for reflektion i de to uger inden årets sidste tre indendørs challengers. Jeg fattede ikke, at jeg ikke kunne gøre det bedre. Bevares, det var udmærkede spillere, jeg tabte til, men jeg havde selv spillet godt og haft muligheder i kampene for mere.

“Jeg havde fået skibet på rette kurs og styr på basen, så nu kunne jeg give mig hen til endnu skarpere detaljer.”

Jeg kom frem til, at det var tid til at blive endnu mere specifik i min approach. Jeg havde fået skibet på rette kurs og styr på basen, så nu kunne jeg give mig hen til endnu skarpere detaljer. Jeg ville prøve at eliminere endnu flere af de spørgsmål, jeg kunne få under kampene, så de allerede var belevet besvaret, og jeg kunne bruge min energi på at eksekvere.

Desuden er det også lettere at forblive rationel udenfor banen, end i kampens hede, og jeg kunne ligeså godt bruge den rationalitet effektivt. Det generelle formål med mit spil har såden set ikke ændret sig – mit spil skal være bygget op om, at jeg skal afgøre pointne ved nettet.

Det har altid været det samme, men tidligere har jeg udgået lidt for meget fra de sidste to slag i duellen og forceret dem frem. Det har betydet vilde angreb og skæv tennis. Det vigtige for mig er at identificere de måder, jeg gerne vil til nettet på, og så fremprovokere dem.

Det betyder at have meget mere fokus på de første par slag i duellen, have tålmodighed og overlade meget mere tillid til mit grundspil. Det samme er tilfældet i mine server og returer. Jeg tænker på, hvordan jeg bedst muligt giver mig selv chancen for at komme til nettet. Det giver mig en helt anden balance i mit spil, og jeg er i stand lægge pres på mine modstandere på en helt anden måde.

Kombineret med fremskridtene i den ro jeg fandt i at konkurrere på en god måde, begyndte jeg at spille virkelig god tennis. Endelig begyndte effektiviteten at vise sig, og jeg kunne vinde kampene klart – både spillemæssigt, men også ciffermæssigt.

“Det var virkelig en god oplevelse at mærke for mig selv, hvordan al det gode arbejde trænerne og jeg havde gjort ikke bare bar frugt, men også var rigtigt.”

Det kulminerede i min bedste tennis til dato i den sidste turnering på året i Champaign. Jeg slog gode spillere, og spillede igennem hele turneringen på det niveau og måde, vi igennem hele året havde arbejdet hen mod.

Det var virkelig en god oplevelse at mærke for mig selv, hvordan al det gode arbejde trænerne og jeg havde gjort ikke bare bar frugt, men også var rigtigt. At vi var i stand til at analysere siuationen, og tage beslutninger og gå veje, der var spot on!

Jeg kunne mærke, det var på vej, og var derfor ikke decideret overrasket over mit spil i Champaign, men jeg var virkelig glad for, jeg fik oplevelsen, inden året var omme.

2015

Det er sådan set, hvor jeg står nu. Jeg har fortsat arbejdet, så jeg er klar til at angribe 2015 på samme måde, som jeg sluttede 2014.

Jeg har netop afsluttet en to ugers træningslejr i Luxembourg med Gilles Muller, og den har været kanon. Tennisen har været med høj kvalitet og intensitet, og jeg har kunnet give den en skalle med det fysiske.

Jeg er virkelig spændt på det nye år, og glæder mig så meget til at komme i kamp igen! Jeg vil i det nye år forsøge at være endnu smartere med min planlægning, så jeg virkelig kan optimere de turneringer, jeg spiller.

Det er en lille trøst, som min lave rangering i double bringer, idet jeg ikke er i stand til at spille Grand Slamsne længere. Det er klart, at jeg ville foretrække at spille Grand Slamsne, men når nu det ikke skal være, kan jeg lige så godt forsøge at udnytte de muligheder, det trods alt giver ikke at spille.

Det første højdepunkt bliver Davis Cup i Rusland!

YNWA