I weekenden blev medaljerne i årets DH-turnering fordelt, og nu kan klubberne så forberede sig på udendørsturneringen som starter om ca. 2 måneder.

Selvom overgangen til udendørs-turneringen ikke er lang, så er det vel på sin plads at lave en evaluering af holdturneringen, og eventuelt få debatteret og måske ændret ting som ikke fungerer så godt; og dem er der en række af. Og herfra skal lyde en opfordring til at se på nedenstående

Stor forskel på øst og vest
Den niveaumæssige forskel mellem øst og vest er voldsom stor, og de jysk-fynske hold har derfor svært ved at klare sig i landets bedste række, Elitedivisionen. Men DH-strukturen med en øst- og en vestrække i 1. division sørger for at der altid kommer et vesthold op i Elitedivisionen, selvom holdene i vest ikke har styrke til at spille i Elitedivisionen, og derfor ofte rykker umiddelbart ned igen.

I Elitedivisionen skal landets bedste hold spille, uanset om de er fra øst eller vest, og derfor bør det alvorligt overvejes at lægge de to 1. divisioner sammen til en landsdækkende division. Ved at samle landets otte næstbedste hold i en landsdækkende 1. division, opnår man at konkurrenceniveauet i divisionen hæves, og sandsynligheden for at oprykker-holdene kan begå sig i landets øverste række øges betragteligt.

Den nuværende struktur, hvor Vestdanmark er sikret en plads i Elitedivisionen, har eksisteret i mange år og til trods for at de jysk-fynske klubber næsten altid har haft det svært i landets øverste række, så har man ikke ændret på dette. På trods af den styrkemæssige store forskel mellem øst og vest, så har man anset det som vigtigt at vest var repræsenteret i Elitedivisionen, men man må bare konstatere at det ikke har gavnet jysk-fynsk tennis, for den sportslige skævvridning landsdelene imellem er kun blevet større.

For vestklubberne vil en landsdækkende 1. division kunne udvikle sig til noget særdeles positivt, for kampene i en sådan division vil være meget mere sportsligt udfordrende, i modsætning til nu hvor der reelt kun er to-tre klubber i vest som kan mønstre hold som er sportsligt berettiget til at spille i 1. division.

Forrige artikelGalleri: 116 billeder fra DH Medaljespillet Inde 2023
Næste artikelIndian Wells: Holger fastholder offensiv tilgang selvom et stabilt højt niveau i 2023 er udeblevet
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.