Flere og flere unge tennisspillere vover pelsen og tager det store spring fra de trygge gymnasierammer i Danmark til en college-tilværelse i USA i jagten på drømmen om at blive professionelle. Om collegetennis er den gyldne vej til succes, er der dog delte meninger om.

De seneste par år er interessen for amerikansk collegetennis steget markant i Danmark, hvor stadig flere danske spillere vælger at gå collegevejen i håbet om at kunne realisere drømmen om en professionel karriere. Det bliver bakket op af DTFs næstformand og ITF-repræsentant, Thomas Kønigsfeldt, der i høj grad er positivt stemt over for collegetennis, og ser det som et springbræt til en mulig professionel karriere.

– Jeg har selv tre børn, der har været igennem systemet, så det er helt klart anbefalelsesværdigt, ikke kun for elitespillere, men for alle, der går med en drøm i maven om at blive top 100-spiller, siger Thomas Kønigsfeldt.

I USA er kombinationen af en universitetsuddannelse og sport på eliteplan struktureret og organiseret således, at intet er overladt til tilfældighederne, men i stedet sat fuldstændig i system, så de unge spillere bliver klædt bedre på til en eventuel professionel karriere.

– Al undervisning, tøj, udstyr, rejser og lignende er organiseret i forhold til træning, så det eneste man som spiller skal gøre, er at møde op og gøre sit bedste. Collegetennis er derfor så at sige en gulerod for de tennisspillere, der har ambitioner om at blive den nye Federer, siger Kønigsfeldt.

Svært at skabe college-kultur i Danmark
Selvom Thomas Kønigsfeldt kun ser fordele ved, at de unge tennisspillere vælger at gå college-vejen, er han knap så optimistisk, når det kommer til muligheden for at skabe et amerikansk-inspireret tennismiljø herhjemme.

– Det er svært at etablere en college-kultur i Danmark, fordi vi har en anden tradition og struktur. Vi er simpelthen for små og har ikke nok universiteter til at kunne lave turneringerne, siger han.

Derudover kan man ifølge Kønigsfeldt ikke komme udenom, at der heller ikke vil være politisk opbakning til et sådant projekt, fordi de midler staten sætter af til universiteterne udelukkende skal gå til uddannelse.

– Der er ikke interesse i at bruge økonomi på at etablere sport på universiteterne i dette format, siger han.

Ikke desto mindre understreger Kønigsfeldt vigtigheden af at udbrede kendskabet til college-tennis i Danmark, og det er her klubberne kommer ind i billedet.

– Klubberne bør informere de unge spillere om, at de har muligheden for at gå college-vejen, for der er flere spillere, der går med et mål om at komme i top 100, og collegetennis kan altså være et udmærket springbræt til en professionel karriere, siger Kønigsfeldt.

Bedre vilkår for professionel dansk tennis
Begejstringen omkring collegetennis er dog ikke til stede hos alle, og KB’s sportschef, Mikkel Nørby, ærgrer sig over, at flere unge spillere efter juniortiden vælger at kaste sig ud i collegetennis, i stedet for at drage nytte af uddannelserne og træningsforholdene herhjemme, som kan være på linje med de amerikanske colleges.

– Hvis flere spillere som virkelig VIL satse på tennis, vælger at blive herhjemme, er der basis for at arrangere både morgen – og eftermiddagstræning samt fysisk træning hjemme i klubben sammen med træningsmakkere, der har samme ønske, siger Nørby.

Jens Anker Buus Andersen, sportschef i DTF (Dansk Tennis Forbund), hælder til, at college kan være det helt rigtige for mange spillere, men samtidig er der også en del, som ikke har gavn af det.

– Der er mange, der har stor fornøjelse af det og kommer hjem og bidrager forhåbentlig til dansk tennis, men hvis jeg kigger på professionelle tennisspillere og på de absolut bedste herhjemme, så synes jeg umiddelbart ikke, at det er det rigtige for dem, siger Jens Anker Buus Andersen.

Når det så er sagt, har både Nørby og Andersen alligevel fuld forståelse for, at spillere som Benjamin Hannestad, Simon Friis Søndergaard, Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard og Mikael Torpegaard har valgt at tage på college. De mener dog begge i modsætning til Kønigsfeldt, at det godt kan lade sig gøre at skabe et tilsvarende miljø herhjemme.

– Vi har store klubber som har mange gode spillere, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre at lave et miljø, hvor de kan komme og træne med hinanden på tværs af klubberne, siger Jens Anker Buus Andersen.

Også Nørby stemmer i, og fremhæver betydningen af etableringen af flere turneringer på internationalt niveau.

– Danmark burde have mindst fire Futures hvert år, og hvis spillerne kunne supplere deltagelse i disse turneringer med Futures i Sverige og Norge, kan de stadig deltage i et antal turneringer, som kan sikre det fornødne antal kampe på højt niveau, siger Nørby.

Udover at klubberne mister dygtige spillere, understreger Mikkel Nørby desuden, at endnu en ulempe ved collegetennis er, at spillere, der har været på college, er blevet gode til at studere, men mange af dem er blevet så trætte af tennis undervejs i forløbet, at de ofte tager en længere pause, når de kommer hjem, men kommer sjældent i gang igen. Det er Kønigsfeldt dog ikke enig i.

– Det er en skrøne, for ser man på elitedivisionen, består den af mange tidligere collegespillere, så det er en misforståelse, at de stopper med at spille, når de kommer tilbage. Andreas Laulund er bare ét eksempel, og mange andre er stadigvæk aktive herhjemme i dansk tennis, siger Kønigsfeldt.

For højt ambitionsniveau
Set ud fra Nørbys perspektiv er problemet i dansk tennis, at klubberne er for højtflyvende i deres målsætning om at skabe top 100 spillere. Der er større chance for, at de danske talenter kravler op ad rangstigen, hvis listen hedder top 500 i stedet.

– Bedre turneringstilbud og træning i klubberne skal være mere rettet ind på målet om at skabe top 500-spillere, hvilket også kan betyde, at de største talenter blandt de unge i deres udvikling skal arbejde sig forbi flere, hvilket vil presse dem til at blive endnu bedre, siger Nørby.

Jens Anker Buus Andersen ser også, at det kan være en for stor mundfuld, hvis klubberne udelukkende går efter at skabe top 100-spillere.

– Der er meget lang vej fra at ligge nummer et i college til at ligge i top 100. Mange spillere kommer hjem og har tit været halvskadede og haft et års pause, siger Buus Andersen.

Ikke desto mindre er alle parter enige i, at uanset, om de unge spillere vælger college eller ej, når de står på tærsklen til en seniorkarriere, bestræber både DTF og de respektive klubber sig på at udvikle og varetage spillernes interesser. Og det er en investering, der på lang sigt må gavne dansk tennis.