De kommende 3 uger forsøger Caroline Wozniacki at forsvare sin position i top 10, og samtidig jagtes kvalifikation til WTA-slutspillet

Selvom Caroline Wozniacki ikke fik særlig gode resultater i hardcourt sæsonen i Canada og USA, hvor 1300 point fra finalen ved US Open blev erstattet med sølle 70 point, har hun alligevel bevaret en rangering som no. 6 med 3.385 point på den seneste rangliste – også selvom 305 point fra sidste års finale i Premier 700 turneringen i Tokyo er trukket fra, fordi turneringen sidste år blev spillet en uge tidligere end i år.

En væsentlig del af årsagen til den gode rangering er hendes gode resultater fra den sidste del af sidste sæson, hvor hun fik 350 point for semifinalen ved Premier 5 turneringen i Wuhan og ikke mindst 690 point fra WTA-slutspillet, hvor hun vandt samtlige puljekampe med sejre over Maria Sharapova, Agnieszka Radwanska og Petra Kvitova, og efterfølgende et “mulehår” fra at vinde semifinalen mod Serena Williams efter 4-1 føring i 3. sæts tiebreak.

Disse point tæller ikke til racelisten, som alene omfatter point optjent i indeværende sæson, og på den liste er Caroline no. 14 med 2.437 point efter 19 turneringer, hvoraf 16 af dem tæller til listen.

For at deltage i WTA-slutspillet i Singapore uge 44 skal Caroline forsøge at skrabe flest mulige point sammen, så hun bliver blandt de 8 bedste på racelisten, hvor no. 7 på nuværende tidspunkt er Angelique Kerber (GER) med 2.970 foran no. 8 Carla Suarez-Navarro (ESP) med 2.906 point et enkelt point foran no. 9 Karoline Pliskova (CZE).

Caroline er således 469 point efter no. 8. De nærmeste bagved liggende konkurrenter til at nå slutspillet er udover de førnævnte
no. 10 Garbine Muguruza (ESP) 2.829 point
no. 11 Agnieszka Radwanska (POL) 2.585 point
no. 12 Belinda Bencic (SUI) 2.560 point
no. 13 Timea Bacsinzky (SUI) 2.483 point

No. 6 på racelisten er US Open vinderen Flavia Pennetta (ITA), som har proklameret at indstille karrieren, så muligvis er der 1 konkurrent færre i kapløbet.
Hun er dog tilmeldt både næste uges Premier 5 turnering i Wuhan og den efterfølgende Premier Mandatory i Beijing, så mon ikke hun tager slutspillet med også, hvis hun kvalificerer sig.

Foran Pennetta findes de 2 tjekkiske spillere no. 5 Lucie Safarova og no. 4 Petra Kvitova med hhv. 3.222 og 3.378 point.
no. 3 Maria Sharapova (RUS) med 4.321 point må betragtes som rimelig sikker, mens hverken Serena Williams (USA) eller Simona Halep (ROU) er i farezonen.

Caroline har 4 turneringer til at hente point til WTA-slutspillet

Caroline er tilmeldt turneringer i de kommende 4 uger, hvor hun efter denne uges Premier 700 turnering Toray Pan Pacific Open i Tokyo i de kommende uger er tilmeldt Premier 5 turneringen i Wuhan, hvor der er 900 til vinderen, 585 for finalen og 350 for semifinalen.
Til sammenligning er der i Tokyo 450 til vinderen, 305 for finale og 185 for semifinalen.

Ugen derefter er hun tilmeldt Premier Mandatory turneringen China Open i Beijing, hvor de største point er i spil med 1000 til vinderen, 650 for finalen og 390 for semifinalen.

Ugen inden WTA-slutspillet er Caroline desuden tilmeldt International turneringen i Linz, hvor der er beskedne 280 point til vinderen, 180 for finalen og 110 for semifinale, hvilket måske lige kan sikre de sidste nødvendige point for at få adgang til slutspillet.
Erfaringsmæssigt melder spillere, som har kvalificeret sig til slutspillet, dog altid afbud til en turnering, som ligger lige før slutspillet, så de kan forberede sig optimalt og få plejet nogle af de små-skavanker, som de altid slæber rundt med og kan bruge som begrundelse for afbud i en fysisk krævende sport.

Første skridt kan tages med ny finale i Tokyo

Caroline Wozniacki kan tage det første vigtige skridt mod WTA-slutspillet og forsvaret af sin top 10 status med et godt resultat i Tokyo, hvor hun sidste år tabte finalen til Ana Ivanovic (SRB).
Det bliver dog langt fra nogen let opgave at nå ligeså langt denne gang, da lodtrækningen har sørget for et par alvorlige hindringer undervejs.

Som 1. seedet er Caroline oversidder i 1. runde, og i 2. runde møder hun vinderen af (28) Kristina Mladenovic (FRA) vs. (Q) (67) Ana Konjuh (CRO), som mødes natten til tirsdag dansk tid.
22-årige Mladenovic klarede sig glimrende ved US Open, hvor hun tabte knebent 3-6, 7-5, 4-6 til Roberta Vinci (ITA), der som bekendt nåede finalen med sejr over Serena Williams (USA) i semifinalen.
Caroline har vundet begge indbyrdes opgør i 2 sæt mod Mladenovic i 2014, hvor hun også vandt sikkert over 17-årige Konjuh 6-0, 6-3 ved Wimbledon.

Hvis Caroline lever op til favorit-værdigheden kan hun få alvorlige problemer i kvartfinalen, hvor modstanderen med stor sandsynlighed bliver 5. seedede (11) Angelique Kerber (GER), som Caroline de seneste år har haft mange jævnbyrdige kamp mod.
Kerber vandt det seneste opgør med 7-5 i 3. sæt i Stuttgart, og hun fører 6-4 i indbyrdes opgør.

Mulige modstandere i en eventuel semifinale er 3. seedede (9) Garbine Muguruza (ESP), 8. seedede (15) Belinda Bencic (SUI) med (22) Samantha Stosur (AUS) som outsider.

På forhånd forekommer det at være umuligt at “analysere” sig frem til, om Caroline igen kan spille sig til finalen i Tokyo, da det i høj grad afhænger af, om hun efter de manglende resultater i USA, hvor hun desuden fik optakten delvis spoleret af en læg-skade, fra start finder frem til et højt niveau, hvilket måske endda ikke vil være tilstrækkeligt i en kvartfinale mod Kerber, hvis hun også rammer sit bedste niveau.

Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at der bliver en ny finale mellem 1. seedede Caroline og 2. seedede (7) Ana Ivanovic, hvis sidstnævnte kan klare sig igennem i nederste halvdel, hvor de største trusler umiddelbart vil være 4. seedede (10) Karoline Pliskova (CZE), 7. seedede (14) Agnieszka Radwanska (POL), som allerede har vundet 1. runde 6-3, 6-3 over (44) Coco Vandeweghe (USA)

6. seedede (12) Carla Suarez-Navarro (ESP) er også i nederste halvdel, og hun bør måske tælles med i feltet af finale-kandidater, selvom hun vil være i overhængende fare allerede i 1. runde, hvor hun møder (85) Kateryna Bondarenko (UKR), der har spillet sig igennem kvalifikationen og så sent som i sidste uge vandt 6-4, 6-4 over spanieren, som hun også besejrede 6-2, 6-1 i 2011.

Tennistv.com dækker 2 baner - TV3 Sport 2 viser fra torsdag

Turneringen i Tokyo kan følges hele ugen på Tennistv.com, som viser kampe fra både Centrecourt og Court 1. Tirsdag vises følgende kampe

50   Riske, Alison USA vs.   22   Stosur, Samantha AUS tir 0400cet CC
  67 Q Konjuh, Ana CRO vs.   28   Mladenovic, Kristina FRA tir 0400cet C1
  37   Gavrilova, Daria RUS vs. [5] 11   Kerber, Angelique GER tir 2. match CC
  43   Diyas, Zarina KAZ vs.   42   Brengle, Madison USA tir 2. match C1
  78   Nara, Kurumi JPN vs.   83 WC Doi, Misaki JPN tir 3. match CC
[6] 12   Suárez Navarro, Carla ESP vs.   85 Q Bondarenko, Kateryna UKR tir 3. match C1
  183 Q Xu, Yi-Fan CHN vs. [8] 15   Bencic, Belinda SUI tir 1000cet CC
  215 Q Savchuk, Olga UKR vs.   16   Svitolina, Elina UKR tir 4. match C1
  104   Lucic-Baroni, Mirjana CRO vs.   47   Cibulkova, Dominika SVK tir 5. match CC

TV3 sport 2 sender fra turneringen fra torsdag, og af hensyn til seer-interessen må vi håbe at Caroline ikke allerede bliver slået ud, når hun formentlig spiller sin første kamp onsdag.

 

Forrige artikelDavis Cup: Danmark møder Sverige i nedrykningskamp
Næste artikelITF Antalya: Invasion fuldført med et enkelt tab
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.