Ved Premier turneringen Toray Pan Pacific Open i Tokyo måtte Caroline bruge alle sine fighter egenskaber for at nå frem til finalen, fordi spillet aldrig helt nåede de samme højder, som i de foregående turneringer.
Finalemodstanderen 3. seedede Ana Ivanovic (SRB) havde derimod kvalificeret sig med flotte 2-sæts sejre over klassespillere som Victoria Azarenka (BLR), Lucie Safarova (CZE), Angelique Kerber (GER).

Det samme billede fortsatte i finalen, hvor Caroline kom i problemer fra starten af kampen, hvor Ivanovic tog taktstokken, og med offensivt tempofyldt spil blev Caroline presset i defensiven, så hun måtte kæmpe hårdt for hvert eneste point.

Allerede i Carolines første serveparti blev hun brudt, selvom hun førte 40-15, men en bold fra Ivanovic, som sad på det yderste af linjen, og en fra Caroline få millimeter udenfor var medvirkende til, at partiet gik til Ivanovic, som derefter bragte sig på 2-0. Caroline fik dog brudt tilbage og udlignede  til 2-2.

I Carolines næste serveparti førte hun igen 40-15 og havde senere i partiet yderligere 3 fordele i et langt parti, hvor Caroline lavede uvanligt mange uprovokerede fejl, og derved blev hun atter brudt.
Efter denne medgang for Ivanovic kom en periode, hvor hun befandt sig i en boble af selvtillid, hvor alt lykkedes for hende, og i resten af 1. sæt blev Caroline udspillet gang på gang, og Ivanovic vandt de næste 3 partier blankt og dermed sættet 6-2.

Det er dog sjældent, at en spiller kan fortsætte med at spille fejlfrit i længden, og Caroline var da også langt bedre med i kampen i 2. sæt, hvor hun vandt sit første serveparti efter at have overlevet 2 break-bolde.
Caroline var langt bedre med i duellerne, da Ivanovic ikke havde det samme massive overtag som i 1. sæt, og det lykkedes Caroline at bringe sig foran 3-1 efter flere jævnbyrdige partier, hvor begge spillere havde fordel.

Ivanovic brød dog straks tilbage, da hun afsluttede Carolines næste serveparti med yderligere et par vindere helt ude ved linjerne. Caroline brød derefter igen serven til 4-2, men endnu en gang brød Ivanovic tilbage
Caroline havde også break-mulighed til 5-3, men en uprovokeret fejl lige bag baglinjen forhindrede dette, og i stedet blev det 4-4, hvorefter begge holdt serv indtil 6-6.

Ivanovic havde overtaget gennem hele tie-breaken, som hun vandt 7-2, og dermed vandt hun fortjent 6-2, 7-6(2) i en kamp, hvor Caroline dog havde sine chancer for at bringe kampen i 3. sæt.

Forrige artikelNapa Valley Challenger: Løchte godt fra start
Næste artikelWTA International: Karolina Pliskova og Monica Niculescu vinder begge deres 2. WTA-titel
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.