Verdens bedste kvindelige tennisspiller Serena Williams står nu for 3. år i træk i finalen ved årets afsluttende turnering, hvor ranglistens 8 bedste spillere kæmper om titlen ved WTA Championships, der kan betegnes som  VM i tennis.

For at nå dertil kræves, at der på tennisbanen leveres præstationer af høj klasse, men nogle gange skal der også en god portion held til.
Heldet i dette tilfælde bestod først og fremmest i, at Serena overhovedet kvalificerede sig til semifinalen, idet hun efter en præstation langt under det sædvanlige tabte en af gruppekampene mod en velspillende Simona Halep, som derefter i sin sidste gruppekamp fredag tabte 1-2 i sæt til Ana Ivanovic. Var denne kamp i stedet endt 2-0 i sæt havde Serena været ude af turneringen.

I semifinalen mod Caroline Wozniacki blev Serena ligeledes tilsmilet af heldet i 3. sæts tie-break, hvor Caroline havde bragt sig foran 4-1. Heldet bestod denne gang i, at Serena vandt den næste bold på en netruller, som Caroline ikke havde en chance for at nå, så i stedet for at være afgørende bagud 1-5 holdt Serena kontakten ved 2-4, og i den sidste ende vandt hun tie-break’en på den 4. matchbold, og dermed kampen 2-6, 6-3, 7-6(6).

Caroline var således snublende tæt på at stå i en finale, hvor en sejr kunne være blevet kronen på værket efter en sæson, hvor Caroline i den sidste del af året har spillet på et imponerende højt niveau, ikke mindst i gruppe-spillet, hvor hun som den eneste gjorde rent bord ved at vinde alle 3 kampe mod Verdens no. 2, 3 og 6.

Caroline var som nævnt også tæt på at vinde over no. 1 Serena Williams, som for 3. gang i 2014 måtte bruge 3 sæt på at besejre Caroline.
Ligesom i de 2 øvrige 3-sæts opgør i Montreal og Cincinnati i august måned vandt Caroline 1. sæt, hvor Serena endnu ikke var helt oppe på sit bedste niveau.
Da Caroline fortsatte de gode takter fra de 3 gruppe-kampe, var den logiske konsekvens heraf, at Caroline vandt 1. sæt 6-2.

I 2. sæt fik Serena bedre styr på sit spil, og antallet af uprovokerede fejl blev reduceret væsentligt, og desuden servede hun gennem hele sættet på et niveau, som ikke gav Caroline mulighed for at bryde serven.
Derfor gjaldt det i denne periode primært om at holde sig inde i sættet ved at vinde sine egne servepartier og frem for alt få 1. serven ind, da Serena også havde fået gang i returneringerne.

Ved stillingen 2-2 indledte Caroline sit serveparti med en dobbeltfejl, og i den næste duel, hvor bolden gik over flere gange, endte Caroline for en sjælden gangs skyld med at sende bolden over sidelinjen med forhånden i en upresset situation.
Da 1. serven endvidere svigtede i starten af dette parti, kom hun også bagud 0-40, da Serena pressede hende til at sende den næste bold over baglinjen, hvilket var Serenas første break-chance i kampen.
Ganske vist vandt hun de 2 næste dueller, hvor 1. serven igen kom i spil, men på den næste serv, som også var 1. serven, sad Serenas returnering på baglinjen, hvilket fremprovokerede en ny fejl, og dermed et afgørende break til Serena.

Resten af sættet var der fortsat ingen sprækker i Serenas servepartier, mens Caroline til gengæld igen kom i problemer, da hun ved stillingen 3-5 30-30 sendte en 2. serv af sted med 134 km/tim. Serena slog en ren vinder på returen, hvorefter Caroline selv afsluttede sættet med en dobbeltfejl.

Caroline havde dog langt fra opgivet troen på, at hun kunne hamle op med Serena, selvom hun spillede på et højt niveau, og 3. sæt blev da også en ren gyser.
I modsætning til 2. sæt lykkedes det for Caroline at vinde sine servepartier og dermed holde sig inde i sættet i håb om, at der ville opstå chancer i Serenas servepartier.

Ved stillingen 4-4 kom Serena omsider under pres i sin egen serv, da Caroline vandt den første bold efter en flot vinder, hvorefter Serena lavede dobbeltfejl, men med 2 gode server, hvor den ene var et es, fik hun udlignet til 30-30.
På den næste bold havde Caroline nettet med sig, da hendes retur rullede over på den rigtige side, men fordelen blev ikke udnyttet, da Caroline afsluttede den næste duel med en af de sjældne uprovokerede fejl.
Caroline fik en ny chance, da hun derefter returnerede Serenas 2. serv med en ren baghånds vinder, som sad helt nede i hjørnet ved baglinjen.
Efter en længere slagudveksling på den næste duel forsøgte Serena at overrumple Caroline med en stopbold, som hun dog løb op og lagde så præcist, at Serena blev presset til at slå bolden ud.

Caroline havde dermed chancen for at serve kampen hjem, men Serena tog initiativet og fik sit bedste spil frem, og hun brød tilbage på sin 2. break-chance, efter at Caroline havde reddet den første ved 15-40.

Da Caroline servede ved 5-6 blev en 40-15 føring sat overstyr, og Serena spillede sig frem til sin første matchbold, men efter kampens bedste duel, hvor Caroline måtte vinde bolden flere gange, da Serena mirakuløst fik returneret nogle umulige bolde, blev matchbolden afværget, og Caroline vandt derefter partiet.

Kampen måtte derfor afgøres i tie-break. som Caroline indledte med at bringe sig foran 1-0, da hun i en presset situation sendte en sublim vinder ned langs linjen med baghånden.
Serena fik udlignet, da Caroline i den næste duel, hvor hun havde tilspillet sig et solidt overtag, i stedet for at spille bolden på tværs valgte at spille bolden modsat og direkte hen til Serena, som kunne sende en vinder forbi Caroline.

Caroline vandt de 2 næste bolde, som Serena i begge tilfælde satte lige ved siden af linjen, og på en dobbeltfejl fra Serena kom Caroline desuden foran 4-1, inden Serena fik reduceret til 2-4 på den famøse netruller, som blev nævnt i indledningen.
På de næste bolde spillede Serena med stor autoritet, og hun vandt de næste 5 bolde i træk, hvilket betød 2 nye matchbolde.

På den første af dem viste Caroline stort mod ved at gå til nettet og levere en stop-flugtning, som Serena ikke kunne returnere, og på den næste fik Caroline sat en dyb returnering, som Serena sendte i nettet, så der var fortsat håb for Caroline, da de igen byttede side ved stillingen 6-6 efter at Caroline havde vundet 91 bolde mod Serenas 85.

I tennis er det dog ikke antal vundne bolde, der er afgørende, men udelukkende hvem der vinder den sidste bold, og efter at Serena havde servet sit 12. es i kampen, havde hun matchbold for 4. gang.
Selvom Caroline fik sin 1. serv ind, sad Serenas retur dybt nede i forhånds hjørnet, hvorved Caroline blev presset til at sætte returneringen lige udenfor linjen.

Caroline fortjener stor anerkendelse for sin indsats i både denne kamp og i turneringen som helhed, og Serena viste sin anerkendelse af modstanderens præstation, da hun i stedet for at juble over sejren viste både medfølelse og respekt, da hun gav Caroline et kram efter kampen.

Revanche-opgør mellem Serena og Halep i finalen

Dermed er Serena som nævnt i finalen for 3. år i træk.
Modstanderen blev fundet i den næste semifinale mellem Simona Halep og Agnieszka Radwanska, som med Caroline Wozniackis sejr over Petra Kvitova, var gået videre til semifinalen med en enkelt sejr over Kvitova.

Halep havde i sin 2. kamp i Rød Gruppe vundet 6-0, 6-2 over Serena Williams, og hun har under turneringen vist spil af høj klasse.
Det samme var tilfældet i semifinalen, hvor hun besejrede Radwanska overbevisende 6-2, 6-2.

Finalen bliver således et revanche-opgør mellem Serena og Halep, som nok skal forvente, at det denne gang bliver en smule sværere at besejre Serena, som uden tvivl vil være opsat på at gøre det bedre end i det første opgør.

Forrige artikelITF Macon: Julia Boserup tabte 1/8-finale til “genfødt” Bondarenko
Næste artikelATP Basel: Goffin måtte bøje sig for mægtige Federer
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.