Caroline Wozniacki fik næsten optimal lodtrækning. Azarenka vs. Sharapova i R32. Julia Boserups kvalfinale kan ses på Unibet

For at vinde en turnering, skal man slå spillerne i den rækkefølge, man møder dem, er et ofte anvendt udtryk, som er svær at argumentere imod.
Hvis man i stedet fokuserer på optjening af point til ranglisten, kan lodtræknings held eller uheld dog være temmelig afgørende, hvilket formentlig har kostet Caroline Wozniacki en del point, da hun ved Australian Open allerede i 2. runde mødte Victoria Azarenka, som er godt på vej tilbage til fordums styrke, hvor hun var den eneste, der reelt kunne udfordre Serena Williams på toppen.

Azarenka er på grund af sin skade raslet ned ad ranglisten, og derfor vil hun på sin vej tilbage mod en top-rangering altid være en “bombe” ved lodtrækningen, og bomben har 2 gange i træk slået ned tæt på Caroline, som ikke har været i stand til forhindre bombens “skadevirkninger”, som i begge tilfælde betød nederlag mod en velspillende Azarenka.

Da der sent mandag blev trukket lod til WTA Premier Mandatory turneringen BNP Paribas Open i Indian Wells var det derfor spændende at se, hvor bomben faldt ned  denne gang.
Ganske vist er Azarenka seedet 32, men da alle 32 seedede er oversiddere i 1. runde, vil Azarenka som 25-32 seedet allerede i sin 2. kamp ramme ind i en af de 1-8 seedede.

Heldigvis for Caroline, der er seedet 4, gik hun denne gang ram forbi, idet Azarenkas bombe ramte ned lige ved siden af 2. seedede Maria Sharapova, hvilket godt kan opfattes som en “katastrofe” for turneringen, at de 2 spillere, som formentlig må betragtes som de største favoritter – udover Serena Williams – allerede mødes så tidligt i en Premier Mandatory turnering, som rangerer lige under Grand Slam.

Optimal lodtrækning for Caroline Wozniacki

Denne overskrift må ikke opfattes som en påstand om, at Caroline har fået en lodtrækning, som betyder at hun kan vade problemfrit frem mod en semifinale i turneringen, da det generelle niveau på WTA touren er så højt, at både Caroline og de øvrige topspillere kan tabe til de fleste, som rammer deres top-niveau, hvis de selv falder en smule i niveau.

Caroline møder som oversidder i 1. runde enten (50) Kaia Kanepi (EST) eller en kval-spiller.
Kanepi har tidligere besejret Caroline 2 gange, og hun kan på sine bedste dage slå de fleste topspillere, men hun er tilsyneladende ikke mentalt stærk nok til at præstere stabile resultater, og hun har ofte været ramt af skader.

Det vil være en stor overraskelse, hvis Caroline ikke klarer sig igennem til 3. runde, hvor hun ifølge seedningen kan møde 31. seedede Belinda Bencic (SUI), som er fyldt 18 år, og som mange forventer får en glorværdig karriere.
Bencic har endnu ikke været i stand til at indfri de høje forventninger, og Caroline har selv på brutal vis mindet det unge talent om, at det kræver mere end blot talent at klare sig mod de etablerede stjerner, da Caroline i deres hidtil eneste indbyrdes opgør gav hende en regulær tennis-lektion med sejr 6-0, 6-0 i 1. runde i Istanbul 2014, hvor Caroline også vandt turneringen.
Bencic var undervejs så rådvild og fortvivlet, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage under sidebytte i 2. sæt.

Caroline bør måske være mere bekymret, hvis modstanderen i stedet for Bencic bliver (63) Bojana Jovanovski (SRB), som har besejret Caroline 2 gange i 2013, hvilket ganske vist var på grus i Rom og Paris.
Caroline har vundet de 4 øvrige opgør, senest netop i Indian Wells 2014 med 6-1, 6-3

Madison Keys kan blive “nøglen” til kvartfinale mod Eugenie Bouchard

Det må betragtes som en pæn overraskelse, hvis Caroline ikke klarer sig igennem til 1/8-finalen, men de 2 næste runder kan også blive opgør mod den næste generations stjerner.

20-årige Madison Keys (USA), der er seedet 16, fik noget af et gennembrud ved Australian Open, hvor hun nåede semifinalen efter sejre over så store navne som Petra Kvitova og Venus Williams, og i semifinalen gav hun Serena Williams kamp til stregen i 1. sæt, som hun tabte 5-7 i tiebreak, hvorefter hun tabte 2. sæt 2-6.

Keys har ikke spillet WTA turneringer siden Australian Open. For at nå frem til 1/8-finalen kan hun forinden møde (46) Daniela Hantuchova (SVK) eller (92) Klara Koukalova (CZE), som begge har haft svært ved at finde top-niveauet.
Den største udfordring for Keys bliver formentlig R32, hvor modstanderen kan blive 18. seedede Jelena Jankovic (SRB), som ikke har været i stand til at holde fast i den opblomstring, som hun havde for 1-2 år siden.
Jankovic møder i sin første kamp (56) Anna Schmiedlova (SVK) eller (54) Lauren Davis (USA), og det er langt fra sikkert, at Jankovic går videre.

Hvis Caroline får afværget “ungdomsoprøret” fra både Bencic og Keys, kan modstanderen i kvartfinalen blive en ny ung udfordrer, som allerede er etableret top 10 spiller.
4. seedede Eugenie Bouchard (CAN), som er 21 år, møder i 2. runde (67) Jana Cepelova (SVK) eller en kval-spiller, og derefter formentlig 30. seedede Coco Vandeweghe (USA) eller (49) Tsvetana Pironkova (BUL).
1/8-finalen bliver formentlig mod 9. seedede Andrea Petkovic (GER) eller 20. seedede Alizé Cornet (FRA)

Bouchard vandt 6-2, 6-3 over Caroline i deres hidtil eneste opgør i semifinalen i Wuhan 2014 på et tidspunkt, hvor Caroline tydeligvis var slidt efter mange kampe efter en for kort pause efter US Open.
Til gengæld viste Caroline ved WTA-slutspillet, at hun var i fuldt vigør, hvor kun Serena kunne besejre hende, mens Bouchard under samme turnering tabte samtlige 3 kampe i 2 sæt, hvor hendes højeste sæt-score var 3 point.
Det viser blot, at dagsformen er altafgørende for udfaldet, og derfor er det umuligt inden turneringen at forudsige, hvem der vinder, selvom Serena Williams altid vil være et godt bud.

Caroline slap for at komme i halvdel med Serena Williams

Caroline er ikke uvant med at nå langt ved Indian Wells, og derfor giver det god mening at prøve at se frem imod en eventuel modstander i semifinalen.

I 2014 havde Serena Williams fået den uvane, at hun ofte stillede sig i vejen for Caroline, som gang på gang løb ind i Serena, som ofte skulle bruge 3 sæt på at bremse Carolines fremmarch tilbage mod toppen.

De seneste mange år har Serena boykottet Indian Wells, men i år har hun forsonet sig med turneringen, hvor hun har fået wildcard.
Det bliver dog tidligst i finalen, at hun kan blokere for Carolines vej til en eventuel ny succes i turneringen, som Caroline vandt i 2011 med finalesejr 6-1, 2-6, 6-3 over Marion Bartoli (FRA) efter 6-1, 6-2 over Maria Sharapova (RUS) i semifinalen.
Sharapova fik revanche i 2013, da hun vandt 6-2, 6-2 over Caroline i finalen.
Caroline var også i finalen i 2010, hvor hun tabte 2-6, 4-6 til Jelena Jankovic (SRB).

I 2015 kan det blive til et nyt opgør mod Sharapova, som Caroline tidligst kan møde i semifinalen. Kommer det dertil har Caroline i flere af de store turneringer vist, at hun kan slå Sharapova, som hun i 2014 besejrede i både US Open og WTA-slutspillet.

Det er dog langt fra sikkert, at det bliver til et opgør mellem Caroline og Sharapova, da Caroline som nævnt har flere forhindringer undervejs, og Sharapovas største forhindring bliver uden tvivl i den 2. kamp, hvor hun som omtalt kan møde Victoria Azarenka, som derfor også er en seriøs kandidat til semifinalen.

Udover Sharapova og Azarenka er 5. seedede Ana Ivanovic (SRB) også et bud på en semifinale.

Julia Boserups kvalfinale kan følges på Unibet

Når hovedturneringen ved Indian Wells påbegyndes onsdag, kan danske TV-seere følge flere af WTA-kampene  på TV3 Sport 2, mens Canal8 Sport viser kampe fra ATP-turneringen samme sted

Tennistv.com har TV-dækning på flere baner, hvilket giver mulighed for, at man selv kan vælge, hvilke kampe man ønsker at følge.
ATP-kampe kan desuden følges på C More Tennis og WTA-kampe på C More Extreme.

Når de sidste kval-kampe spilles, kan nogle af dem følges på Unibet – og formentlig også på Bet365.
En af de kampe, som kan følges på Unibet, er kvalfinalen mellem dansk-amerikanske (199) Julia Boserup og (126) Ons Jabeur (TUN).
Kampen spilles tirsdag kl. 1900cet.

Teoretisk set kan Caroline Wozniacki i sin første kamp møde Julia Boserup, men der skal først falde flere brikker på plads, hvis det skal blive til noget.

Forrige artikelITF Junior Brasilien: Glad Benjamin Hannestad vinder “fed kamp”
Næste artikelTennispsykologi: Lær at lukke kampen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.