Et par ubekendte faktorer gør det ikke muligt at give et kvalificeret bud på Carolines Wozniackis chancer for et godt resultat i Eastbourne

Traditionen tro forsøger undertegnede sig med en forhånds-vurdering, inden Caroline søndag spiller sin første kamp ved WTA Premier turneringen Aegon International i Eastbourne, hvor hun vandt sin WTA-titel no. 5 i 2009.

Flere eksperter har efter Carolines to første turneringer i Nottingham og Birmingham, hvor det blev til en enkelt sejr og 2 nederlag, dæmpet forventningerne til hendes muligheder ved den forestående Grand Slam turnering i Wimbledon.

Ser man isoleret på hendes præstationer ved de tre kampe, er det da også svært at bevare den helt store optimisme forud for turneringen i Eastbourne, selvom det ikke er helt rimeligt at forvente sprudlende spil umiddelbart efter en længere skades-pause.

Alligevel vil jeg mene, at den seneste kamp mod Yanina Wickmayer (BEL) var en af de kampe, som Caroline SKAL vinde, hvis man skal tro på, at hun nærmer sig et niveau, hvor hun for alvor kan gøre sig gældende igen.

Der er efter min vurdering 2 væsentlige faktorer, som er afgørende for, at Caroline igen kan top-præstere, nemlig at hun rent mentalt finder den fornødne udstråling og selvtillid, og at hendes skade er helt overstået.

I kampen mod Wickmayer var der flere eksempler på, at Caroline tilsyneladende opgav at forsøge på at nå bolde, der blev spillet modsat på banen, og hun var lidt for nem at fange med stopbolde.
Måske indikerer dette, at hendes ankelskade stadig ligger i baghovedet og – bevidst eller ubevidst – får hende til at holde igen, hvilket uden tvivl også har betydning for det mentale.

Det kan formentlig heller ikke helt afvises, at hendes resultater i 2015 og starten af 2016 inden ankelskaden har bidraget til, at selvtilliden ikke er helt i top.

Når Caroline i sin første kamp i Eastbourne møder no. 58 Alize Cornet (FRA), er det ligesom kampen mod Wickmayer en kamp, som SKAL vindes, hvis Caroline er “konkurrence-dygtig”.
Caroline tabte sit første møde mod franskmanden i 2007, men siden da har hun vundet 6 kampe i træk, og kun i et enkelt tilfælde ved Indian Wells 2013 måtte hun bruge mere end 2 sæt, og hun har desuden uddelt æg et par gange mod Cornet, som ikke har de våben, der skal til mod en kampklar Wozniacki.

Alligevel tvivler jeg af førnævnte årsager på, at det bliver dansk sejr, men hvis skaden ikke spiller ind – hverken fysisk eller mentalt – bør der ikke være tvivl om, at det bliver dansk sejr.

I tilfælde af sejr til Caroline møder hun i 2. runde 7. seedede Samantha Stosur (AUS), som Caroline fører mod 5-4 indbyrdes, og derfor vil udfaldet meget afhænge af, om Caroline efter kampen mod Cornet har fundet et højt niveau.

Jeg har dog ikke de helt store forventninger til, at Caroline vinder begge disse kampe, hvorved hun eventuelt kan møde 9. seedede Madison Keys i 1/8-finalen.
Der er dog stor sandsynlighed for, at Caroline må forudse endnu et fald på ranglisten, idet hun sidste år opnåede 185 point, da hun i semifinalen måtte trække sig bagud 0-3 i 1. sæt mod Belinda Bencic (SUI)

Lykkes det mod forventning at nå flere runder i Eastbourne, kan der være grobund for større optimisme inden Wimbledon, hvor Caroline stadig har til gode at nå forbi 1/8-finalen.

Selvom Caroline spiller på Centrecourt, er der ikke TV-dækning fra kampen.
På Tennistv.com kan man følge kampene på Court 1, og fra mandag vil der også være dækning fra turneringen på TV3 Sport 2.

Forrige artikelSkal OL være sekundært?
Næste artikelTE U14 Riga: Elmer Møller igen titelvinder i suveræn stil
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.