Caroline Wozniacki har for nylig udtalt, at hun på det seneste har fået opbygget større selvtillid, og at hun derfor er blevet bedre til at vinde de afgørende bolde, hvilket hun da også har demonstreret i flere af de seneste  kampe, hvor hun tilsyneladende har været på vej til at tabe.

Kampen ved Premier Mandatory turneringen China Open Beijing mod no. 20 Samantha Stosur (AUS) var dog et oplagt eksempel på, at nerverne stadig kan spille med, når der er mest brug for at udnytte de chancer, Caroline får i en svær kamp mod en velspillende modstander.

Kampens afgørelse faldt i 2. sæts tie-break, hvor Caroline tilspillede sig 5 sæt-bolde, som alle blev misbrugt, hvorefter Stosur vandt på sin første matchbold på en dobbeltfejl fra en tydelig nervøs modstander.

Forinden havde kampen været en jævnbyrdig affære, hvor Stosur som forventet var den mest offensive, mens Caroline spillede mere på det sikre.
Indtil stillingen 3-3 i 1. sæt havde begge holdt deres serv uden problemer, men i det (psykologiske) 7. parti fik Stosur 2 chancer for at bryde ved 15-40 efter et par vellykkede net-angreb og en forhånds vinder på en kort bold fra Caroline, som dog afværgede begge break-muligheder med en god 1. serv, og hun fik desuden selv fordel efter den næste duel, som hun afsluttede med en flot vinder fra forhånden.
En direkte retur vinder på en kort 2. serv efterfulgt af endnu en vinder, gav Stosur endnu en break-chance, som hun udnyttede på en af Carolines få uprovokerede fejl i sættet.
Dette break afgjorde 1. sæt, som Stosur vandt 6-4, da Caroline fortsat ikke kunne stille meget op i Stosurs servepartier.

I 2. sæt blev Caroline brudt ved stillingen 2-2, da en dobbeltfejl til 15-40 blev efterfulgt af en provokeret fejl fra forhånden, men allerede i det næste parti fik Caroline brudt tilbage efter flere velspillede bolde, herunder en følt stopbold, som ifølge kommentatoren på Tennistv.com er hentet fra Radwanskas bog, og en dykkende retur ned i fødderne på Stosur, som angreb ved nettet.

Herefter fulgte kampen mønstret fra 1. sæt, hvor begge holdt serven, så sættet måtte afgøre i tie-break.

Tie-breaken var på alle måder atypisk for kampen, hvor begge spillere med få undtagelser havde haft godt styr på deres egne servepartier, men i tie-breaken var ingen af dem i stand til at vinde en eneste bold i deres egen serv indtil stillingen 4-3 til Caroline.

Caroline havde initiativet i Stosurs server og afgjorde selv boldene bortset fra et enkelt tilfælde, da Caroline kom foran 4-3 på en uprovokeret fejl fra Stosur. Til gengæld afsluttede Caroline duellerne i sine egne server med uprovokerede fejl.
Ved 4-3 lykkedes det omsider Caroline at vinde sin serv, da Stosur uprovokeret sendte bolden i nettet, og på den næste bold bragte Caroline sig på 5-3 ved igen at tage initiativet og presse Stosur til en fejl.

Da Caroline herefter skulle forsøge at serve sig afgørende foran  6-3, begyndte nerverne tilsyneladende for alvor at spille med i kampen, idet 2. serven førte til en dobbeltfejl, hvor bolden var et pænt stykke bag servelinjen.
Stosur var stadig ikke i stand til at holde sin serv, da en uprovokeret fejl i næste duel førte til 6-4 og 2 sætbolde til Caroline.

For første gang i tie-breaken lykkedes det Stosur at vinde sin serv, da Caroline ikke kunne returnere en velplaceret 1. serv.
På Carolines 2. sætbold, som var i egen serv, blev 2. bolden fra Caroline alt for kort, og Stosur afværgede sætbolden ved at presse Caroline dybt i baghånden.
Caroline fik igen chancen for at afgøre sættet, da hun afsluttede den næste flot opbyggede duel med en flot vinder fra baghånden.
Caroline sendte dog 2. serven fra Stosur direkte ud over baglinjen, men en ny fejl fra Stosur på den næste bold gav Caroline en ny mulighed for at serve sættet hjem på den 4. sætbold, men igen kunne Carolines nerver ikke stå for presset, og 2. serven endte i nettet med hendes 7. dobbeltfejl i kampen.

Endnu en uprovokeret fejl fra Stosur, som bestemt heller ikke var upåvirket af situationen, førte til Carolines 5. sætbold ved stillingen 9-8.
Caroline fik sat en god returnering på Stosurs 1. serv, og der fulgte en længere slagudveksling, hvor Caroline på intet tidspunkt var i defensiven, men duellen endte med en uprovokeret fejl fra Carolines ellers sikre baghånd.

En ny uprovokeret fejl fra samme baghånd i den næste duel, førte til Stosurs første matchbold.
Det voldsomme mentale pres efter at have misbrugt 5 sætbolde blev lidt for overvældende, og hun afsluttede selv kampen til Stosurs fordel med endnu en dobbeltfejl til slutresultatet 4-6, 6-7(9)

Med det ærgerlige nederlag er billetten til WTA-slutspillet i Singapore stadig i fare, specielt hvis Angelique Kerber formår at nå langt i Beijing.

Forrige artikelRibe Tennisklub: Når tennis er meget mere end stjernedrømme
Næste artikelITF Sharm El Sheik: Martine Ditlev fuldender dansk uge med 1. runde exits
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.