Efter et suverænt 1. sæt fungerede spillet ikke optimalt i hverken 2. sæt og starten af 3. sæt, hvorefter Clara Tauson genfandt sit fulde fokus og vandt efter en mentalt stærk afslutning

Da 18-årige Clara Tauson sikrede en plads i finalen ved WTA Chicago 125 var hun under størst pres i 1. sæt, hvor hun var bagud 1-4 i tiebreak, inden hun sikrede sættet, hvorefter hun var totalt dominerende i 2. sæt.

WTA 125 Chicago: Clara Tauson i finale efter comeback i tiebreak og dominans i 2. sæt

I søndagens finale mod den jævnaldrende britte no. 184 Emma Raducanu var situationen den helt omvendte, idet Clara det meste af 1. sæt havde et solidt overtag, og hun brød serven i samtlige af modstanderens servepartier, hvorved hun vandt sættet sikkert 6-1.

I 2. sæt sneg der sig væsentligt flere fejl ind i danskerens spil, og da Clara midt i sættet var bagud med et break ved 2-3, vandt Raducanu 2 rene partier i træk, og hun fulgte op ved at vinde sit næste serveparti på den 3. sætbold til 6-2.

Problemerne fortsatte i starten af 3. sæt, hvor Raducanu kom foran 2-0, og hun havde i det efterfølgende danske serveparti 2 break-muligheder til 3-0, men det lykkedes for Clara med stort besvær at reducere til 1-2 på den 3. fordel i partiet.
I denne periode af kampen var spillet præget af et stort antal fejl fra Clara, som var tydeligt frustreret – især over en manglende kendelse fra dommeren, som hun dog ikke kunne overtale til at ændre sin beslutning.

Herefter fik Clara dog omsider bedre styr på sit spil, da hun brød tilbage og udlignede til 2-2, men hun kom igen i problemer, da hun efter et par fejl kom bagud 0-30, og selvom hun fik udlignet til 30-30, fik Raducanu break-mulighed et par gange mere, hvorved Clara igen var bagud med et break, som hun dog straks tog tilbage på sin 2. break-mulighed efter 15-40 og udlignede til 3-3.

I denne fase af kampen havde Clara genfundet fuldt fokus på opgaven, og i det “psykologiske” 7. parti vandt Clara serven rent til 4-3.

Clara havde desuden en enkelt mulighed for at bryde sin modstander til 5-3, men Raducanu holdt dog serv og udlignede til 4-4.
Begge spillede på samme tid på et meget højt niveau, hvor Clara ofte måtte vinde sine point flere gange, og selvom Raducanu tilsyneladende var helt udspillet kom boldene ofte retur med god kvalitet eller med en knivskarp vinder.

Clara bevarede dog initiativet i slutfasen, og hun vandt sit serveparti til 5-4, hvorefter Raducanu blev sat under pres, da hun blev kom bagud 0-30 i sit næste serveparti, men hun fik dog udlignet til 30-30, inden en skarp cross fra Claras baghånd fremprovokerede en fejl og dermed matchbold, hvor 2. bolden efter 1. serven blev for lang, og dermed sikrede Clara sig sejren 6-1, 2-6, 6-4.

Sejren betyder, at Clara avancerer til sin hidtil højeste rangering som no. 77 på WTA-ranglisten

I den kommende uge er Clara tilmeldt WTA 250 turneringen WTA Chicago Women’s Open, hvor Clara ifølge Entry-listen skulle deltage i kvalifikationen, men WTA har trukket hendes tilmelding, da hun fortsat var med i WTA 125 turneringen samme sted, selvom Clara var villig til at spille 2 kampe samme dag, så hun kunne forsøge at kvalificere sig til WTA 250 udgaven.

Desuden var Clara 2. Alternate til hovedturneringen, hvor hun kunne have deltaget, hvis yderligere 2 spillere havde meldt fra til turneringen INDEN lodtrækningen, men både 2. seedede Elena Rybakina (KAZ) og Camila Giorgi (ITA) ventede med at melde afbud EFTER lodtrækningen, og derved erstattes de af 2 Lucky Losers fra kvalifikationen.
Havde de meldt fra inden lodtrækningen, havde Clara været inde i turneringen som Alternate, men til gengæld havde både Rybakina og Giorgi efter WTAs regler fået en større bøde for at melde afbud for sent.

Clara får heller ikke mulighed for en “Special Excempt” (SE), da hun har spillet i en lavere kategori, og hun får heller ikke wildcard, da de 4 wildcard er givet til 41-årige Venus Williams, som med sin rangering kunne have deltaget i kvalifikationen, hvis hun havde tilmeldt sig, samt til Elina Svitolina, der efter at have tabt sin første kamp i både Montreal og Cincinnati havde brug for mere kamptræning inden US Open.
De 2 sidste wildcards er givet til canadiske spillere, hvor den sportslige berettigelse er tvivlsom, men det er uden tvivl “tilbagebetaling” for, at amerikanske spillere fik wildcards i Canada.

Der er således ikke meget “goodwill” at hente for en 18-årige dansk spiller, selvom Clara er etableret i top 100 som 18-årig og har både junior Grand Slam, WTA 250 og nu WTA 125 titler på sit CV.
Teamet bag Clara er meget lidt imponeret af manglen på støtte fra WTA.

Clara er dog med i double i Chicago, hvor hun spiller sammen med Marta Kostyuk (UKR).

Forrige artikelChallenger Verona: Holger Rune vinder 10. sejr på stribe og sikrer sin 3. ATP Challenger titel
Næste artikelHRT vandt suverænt holdmesterskabet
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.