Benjamin Hannestads 16-årige svenske double-makker Michael Ymer har i et Nordisk opgør mod Finlands Patrik Niklas-Salminen kvalificeret sig til juniorernes finale i single

18. januar 2012 kunne man i Sydsvenskan læse om en svensk satsning på 5 talentfulde tennisspillere i 14-18 års alderen.

Der var tale om brødrene Elias og Michael Ymer, Daniel Windahl, Jonathan Mridha og Fred Simonsson, og det var de tidligere svenske tennis-stjerner Nicklas Kulti, Magnus Norman og Mikael Tillström, der stod bag satsningen sammen med med det “medicintekniska bolaget Bactiguard”, som satsede flere millioner over en 5 års periode.

Magnus Norman, som i dag er coach for Stan Wawrinka, udtalte dengang

[quote_box_center]”Jag är helt övertygad om att det går att få två stycken topp tio i världen. Alla fem har potential, men det är ofantligt långt kvar och det krävs väldigt mycket jobb för att nå dit”[/quote_box_center]

Benjamin Hannestad er en af de danske spillere, som på egen krop har mærket, hvilket talent den yngste af disse spillere er i besiddelse af.

Da Benjamin sidste år som 17-årig fik en slags internationalt gennembrud ved en Grade 1 turnering i Berlin, hvor han efter en række glimrende kampe nåede semifinalen, var det netop dengang 15-årige Michael Ymer, der satte en stopper for Benjamin, som han i besejrede 6-3, 6-1, og efterfølgende vandt han også finalen 7-5, 6-3 over Sumit Nagal (IND).

Siden da har den unge svensker fortsat med at udvikle sit spil, og han er avanceret til en 12. plads på junior-ranglisten.

Denne placering vil uden tvivl blive forbedret efter Wimbledon, idet han fredag kvalificerede sig til juniorernes finale i single, da han i semifinalen vandt 7-6(3), 6-3 over 18-årige Patrik Niklas-Salminen (FIN) i en kamp, som kunne følges på både Viaplay og C More Tennis.

I finalen møder Michael Ymer den 17-årige Reilly Opelka (USA), som i den semifinale vandt 6-3, 7-6(13) over ranglistens no. 1, som er hans jævnaldrende landsmand Taylor Harry Fritz.

Hvad angår de 4 øvrige spillere i den svenske satsning, har de fleste uden tvivl bemærket Michael Ymers 19-årige storebror Elias, som ligeledes er godt på vej til at etablere sig på ATP-ranglisten, hvor han lige nu er no. 133 med pil opad.

De to 20-årige Fred Simonsson og Jonathan Mridha er henholdsvis no. 812 og 888 mens 18-årige Daniel Windahl er no. 1232 på ATP-ranglisten, så meget tyder på, at svensk succes i høj grad afhænger af de to Ymer-brødre.