Wimbledon 2017 er lige om hjørnet. Duften fra det grønne nyklippede græs kan manipulere ethvert næsebor hos alle tennisfans på kloden. I år kan uden sensationslyst i mælet postuleres, at det er det mest åbne mesterskab i flere år.

Serena gravid

Hos kvinderne har Serena Williams orlov pga. fødsel i nærmeste fremtid. Selvom en gravid Williams stadig vil være farlig for enhver, så bliver amerikaneren på orlov, og overlader dermed chancerne til et stort felt af bejlere.

Vores egen Wozniacki er en dark horse til titlen efter en stærk præstation på gruset i Paris, der absolut ikke hører til hendes favoritunderlag. Ellers er der en stor spredning af favoritter såsom de tjekkiske piger; Karolina Pliskova og Petra Kvitova. Sidstnævnte har gang i et comeback efter et knivoverfald i eget hjem i begyndelsen af 2017.

Ellers kan man kigge mod Tyskland, hvor Angelique Kerber måske kan finde momentum igen. Det momentum, der fik hende i hele tre Grand Slam finaler i 2016. Simona Halep fra Rumænien plejer nok stadig sårene efter nederlaget i French Open finalen men skal heller ikke afskrives, selvom græsunderlaget aldrig har været hendes mest meritterende underlag.

Federer og de andre

Hos mændene er ”the big four” (Federer, Murray, Djokovic og Nadal) for første gang i tre år seedet 1 til 4 ved en Grand Slam turnering. Federer er dog den overskyggende favorit. Schweizeren har holdt pause under grussæsonen, og selvom dåbsattesten siger 35 år, så er han frisk som en vårhare, når der skal jongleres på græsset i London på mandag.

Federer vandt opvarmningsturneringen i Halle, Tyskland og har Wimbledon som den ultimative favoritturnering. Han vandt Australian Open i januar og fulgte op med titler i Miami og Indian Wells i marts inden, at han tog en velfortjent pause.

Djokovic og Murray i krise

Murray er som forsvarende mester den måske farligste udfordrer til Federer. Den iltre skotte har dog siden erobreringen af 1.pladsen på verdensranglisten lignet en skygge af sig selv. Mange mener, at han ikke har kunne stå for det pres, der følger med en 1.plads på verdensranglisten.

En anden teori er, at han igennem flere sæsoner har haft et massivt pres på sine skuldre med flere meritter til følge: To Wimbledontitler, Davis Cup titel (verdensmesterskabet for hold), et OL guld og vinder af sæsonafslutningen i London – og simpelthen har ramt muren mentalt og fysisk.

Denne diagnose kunne man også fristes til at give serbiske Novak Djokovic. Sidste år på dette tidspunkt stod han som forsvarende mester i alle fire Grand Slams inden derouten begyndte med nederlaget mod Sam Querrey fra USA netop her i London.

Djokovic havde i mange år jagtet French Open trofæet, der som det eneste manglede i et ,alt andet lige, oversize pokalskab. Det lykkedes og det virker som om, at der opstod et tomrum for Djokovic efter cirklen med Grand Slam titler blev fuldendt i Paris.

Siden dengang har der også været spekulationer om der er uro på privatfronten hos Djokovic. Den tidligere verdensetter har også skilt sig af med sit team og legenden Boris Becker.

Nu er han begyndt på et samarbejde med en anden legende; André Agassi. Den flamboyante amerikaner skal forsøge at tænde en glød i den serbiske kriger.

Gruskongen på græs

Den sidste i den eksklusive big four og ubetinget mest formstærke er Rafael Nadal. Spanieren har fået gang i det frygtede maskineri igen.

Hele grusartilleriet var fremme i foråret, og det hele kulminerede med ”Le Decima”; den 10. French Open titel. Nadal har to gange før gået hele vejen, men har de seneste år skuffet flere gange med exit tidligt i turneringen.

En lille kuriositet er, at Nadal har vundet French Open i Paris to gange uden sættab, og begge gange har han efterfølgende gået hele vejen i London.

I gruppen bagved disse eksklusive spillere findes storservere såsom Milos Raonic, Nick Kyrgios og Marin Cilic. Tre spillere, der på dagen med topniveau kan true alle medlemmer af big four.

Regntøjet, paraplyen og tålmodigheden til regnvejrspauserne er fundet frem i en optimistisk kombination med shorts, sommerhat og den eksklusive kulinariske kombination af champagne og jordbær.

London kalder fra i dag mandag kl. 13, hvor den første gule bold sniger sig nænsomt over netkanten på den perfekt anrettede rektangulære græsbane.

Artikel skrevet af: Klaus R. Fuglgaard