Den danske tennisspiller sikrede sig sejren i sæsonfinalen i Singapore via en række imponerende sejre over spillere hun historisk set har haft det svært mod. Resultater der peger pilen direkte mod en triumf i Grand Slamregi i næste sæson.

For godt to år siden sad jeg i udkanten af den østrigske provinsby Linz og fik Caroline Wozniackis egne ord på sæsonen. En af den slags der, set historisk over karrieren, var af den mindre gode slags med en rangering udenfor den gruppe, der kvalificerer sig til sæsonfinalen. Hun tudede ikke over den mindre gode sæson, det gør Caroline Wozniacki nu sjældent, hun er professionel hele vejen igennem, når det handler om hendes sport. Til gengæld havde hun en anderledes tilgang en sædvanligt til mine spørgsmål om udviklingen i hendes spil. Her havde hun, mod sædvanen, flere referencer og analyser af, hvad hun de kommende sæsoner havde øje på, der skulle arbejdes med. Særligt bed jeg mærke i, hvordan hun intenst fortalte om, hvordan hun havde studeret Novak Djokovic. Serberens evne til at tilpasse sig modstanderens spillestil og anvende offensiv eller defensiv alt efter behov inspirerede danskeren. Det var den stil hun gerne ville forsøge at udvikle, for på den måde at blive en mere uforudsigelig modstander at stå overfor.

Det er godt 10 år siden Caroline Wozniacki vandt sin første WTA-turnering i Stockholm, derfra er resten historie, så at sige. For i en lang årrække både før og efter den titel var der stort set ikke modgang for danskeren, der gik fra den ene succesoplevelse til den anden. En nærmest unaturlig lang periode, men også en periode, der kan gøre det svært at blive ved at tilføje nye elementer i spillet. For hvorfor egentlig ikke bare bygge videre på de byggesten, der allerede har bidraget til mange succesoplevelser?

Det er måske også derfor, at hammeren, i hvert fald udefra, rammer ekstra hårdt i sæsonerne 2012 og 2013, hvor danskeren mister førstepladsen og ranglistemæssigt forsvinder fra den absolutte top. Det var tydeligt, at Caroline Wozniacki gerne ville tilføje nye elementer til sit spil, der igen kunne bringe hende op i toppen. Det er bare ikke sådan lige, for hvilke elementer er det, der skal til? Er det en anden træner, der skal til? Der var mange spørgsmål, der skulle besvares før præstationerne igen kunne blive af den stabile kaliber.

Finalepladsen ved US Open i 2014 kom ud af det blå. Måden den kom på indikerede mere end kraftigt, at noget nyt og andet var i gære. En Wozniacki der, i perioder, agerede anderledes offensivt end tidligere set. En stil der til dels gik på kompromis med den solide og sikre stil bygget op bag baglinjen. En stil det dog i sæsonerne inden virkede til var blevet afkodet af rivalerne og til dels havde spillet fallit.

Tålmodighed er en dyd

Finalepladsen mod Serena Williams fik mange eksperter til at byde Wozniacki velkommen tilbage til toppen af international tennis. Sådan gik det ikke, endnu. For selvom det var tydeligt, at danskeren havde dedikeret sig til at tilføje nye elementer til sit spil, så var disse stadig så nye set i forhold til den stil hun var vokset op med og blevet tryg ved over mere end 10 år. Derfor krævede det mange mystiske præstationer på banen og utvivlsomt endnu flere frustrerende øjeblikke på træningsbanen før det hele igen blev af den mere stabile slags. Stabilt ikke på den måde, der i sæsonerne 2010 og 2011 gjorde Wozniacki til verdens bedste tennisspiller, men i den optik danskeren igen selv kunne kontrollere de elementer hun ønskede at have i sin værktøjskasse for at vinde tenniskampe. Det lyder elementært, men elementerne der i dag kræves for at spille med blandt verdens bedste er skrappere end nogensinde, det tvinger spillerne til at udfordre sig selv udover tryghedszonen.

Smilet i Singapore

At der skulle to år fra Wozniacki i egen bevidsthed var afklaret med, hvilken stil og udtryk hun ønskede i sit spil til det spil var implementeret kan ikke være nogen overraskelse. At danskeren har evnet transitionen til en spillestil med andre elementer siger meget om karakterstyrken, da det uden tvivl har krævet stor selverkendelse at udforske nye elementer og ændre eksisterende, der tidligere var selve årsagen til succes.

I Singapore fremstod Caroline Wozniacki som en mere komplet spiller end nogensinde før. Ikke fordi hun vandt turneringen og dermed rykkede tilbage ind i top-3. Det var måden hun gjorde det på. Med en stil, hvor hun konstant forsøgte at diktere kampene. Det lykkedes, næsten, hele vejen igennem. Danskeren vandt kampene, det var ikke modstanderen der tabte dem. Det lyder som en kliche, er det måske også, men i dette tilfælde passer den. For indtrykket modstandere, eksperter og Wozniacki selv forlod Singapore med var, at danskeren er i stand til på få dage at besejre hele verdenstoppen med midler fra egen værktøjskasse, uden hjælp fra manglende evner fra modstanderens ditto.

Det er lige præcis den stil der kræves, hvis man skal vinde en Grand Slam. Her vil altid komme en modstander undervejs, der spiller over evne og uden for kategori. Den har Wozniacki tidligere haft svært ved at kapere, det har hun bedre forudsætninger for at kunne klare nu end nogensinde før. Derfor vinder Wozniacki en Grand Slamturnering i 2018.