Efter sidste uges fornemme W60-titel i Shenzhen forlængede Clara Tauson opholdet i Kina og fortsatte sejrs-stimen med sejr no. 27, da hun vandt årets 5. titel i træk

Siden Clara Tauson tre dage før Juleaften fyldte 16 år, har hun endnu ikke oplevet at tabe en kamp i individuelle turneringer, og søndag morgen kunne hun føje endnu en titel til samlingen, da hun med sin sejr no. 27 på stribe vandt finalen ved $15.000 turneringen 2019 ITF WTT W15 Xiamen.

Efter karrierens hidtil største titel for en uge siden i Shenzhen var Clara mærket af de mange hårde kampe mod spillere, der i flere år har været etableret i professionel tennis.

ITF Shenzhen: Tauson tæt på WTA top 400 med karrierens største titel

Derfor havde Clara måske mest brug for en tiltrængt turnerings-pause, men hun blev alligevel en uge mere i Kina for at deltage i turneringen i Xiamen.

Da kampene ved turneringen ikke blev vist på livestream, har Tennisavisens omtale været begrænset til den løbende resultatformidling i “Kampe uge 12”, men flere medier har stadig større fokus på den danske komet, og derfor har flere af dem omtalt resultaterne efter hver enkelt runde.

Som følge af de tidligere resultater kunne Clara ikke undgå, at der har været forventninger om sejr forud for hver enkelt kamp i turneringen, men selvom W15 er den laveste ITF-kategori ved alle med indsigt i international tennis, at der skal leveres tennis på et rimeligt højt niveau, hvilket uden tvivl blev illustreret i Claras første kamp i turneringen.

Studerer man SofaScore, der viser stillingen efter hver eneste bold, i kampen mod 27-årige Sebastiani Leon (MEX), der er no. 816 på WTA-ranglisten, fremgår at Clara planmæssigt vandt 1. sæt 6-1, men fra starten af 2. sæt fik mexicaneren en klart overtag, da hun brød danskerens serv rent til 2-0 og senere ved 15-40 til 4-0, hvorefter hun med et rent parti bragte sig foran 5-0, men herefter tråde Clara i karakter og vandt de næste 7 partier i træk og vandt kampen 6-1, 7-5.

I de efterfølgende kampe bevarede Clara fokus på opgaven hele vejen med overbevisende sejre i 1/8-finalen 6-4, 6-2 over 5. seedede Ye-Xin Ma (CHN), der er WTA-572/ITF-424, og i kvartfinalen 6-0, 6-3 over WTA-661/ITF282 Himeno Sakatsume (JPN), samt i semifinalen 6-2, 6-1 over 3. seedede WTA-507/ITF207 Eudice Chong (HKG).

I finalen, som på grund af uvejr var flyttet indendørs, fortæller Søren Tauson, at det var “op ad bakke” i 1. sæt, hvor intet fungerede, men Clara fandt løsningerne og sikrede sejren over WTA-627/ITF149 Meiqi Guo (CHN) 2-6, 6-3, 6-2.

Søren er især imponeret over, at Clara på tredje-ugen i Kina med mange kampe i kroppen var i stand til at finde løsningerne til sejr, hvilket han udtrykker med ordet “Chapeau!”, som oversat fra fransk betyder “Hat”, og der er da også god grund til at “lette på kasketten” efter en suveræn start på 2019.
Sørens afsluttende bemærkning lyder:
Evnen til at finde løsninger om “mandagen” er noget der kan bruges fremadrettet.

Ranglister og Entrylister: Uge 12 og fremefter – Tauson no. 407 WTA

I ovennævnte artikel er forsøgt at belyse, hvilke typer turneringer Clara har mulighed for at deltage i, samt de overvejelser der kan indgå i planlægningen.

Som det fremgår kan Clara ikke være helt sikker på, at hun automatisk kan få adgang til at deltage i W25-kategorien, og derfor kan flere muligheder fortsat være i spil.
Titlen i Xiamen indbringer yderligere 100 point til ITF-ranglisten, hvor hun fra mandag om en uge vil have 212 point, men for at være nogenlunde sikker på at få adgang til W25-kategorien via en af de 5 reserverede pladser til de højst rangerede tilmeldte på ITF-ranglisten, har Clara brug for at vinde endnu en ITF-titel.

Måske kan Clara dog helt undgå at spille flere W15-turneringer, idet ITF netop har justeret reglerne ved at udvide antallet at “Junior Exempts” (JE) fra 3 til 5 for elite junior spillere, hvilket betyder at Clara – udover JE til endnu en W60 og en W25 – får mulighed for at deltage i yderligere 2 turneringer, hvor der spilles om WTA-point.

Flere af de øvrige juniorer, der ligesom Clara forsøger at etablere sig på WTA-ranglisten, har sjældent samme udfordringer med at komme ind i de “rigtige” turneringer, og både Clara Burel (FRA), som sluttede 2018 som no. 1, samt no. 2-3 Cori Gauff (USA) og Xiyu Wang (CHN), har fået wildcards til nogle af de helt store turneringer.
Både Burel og Wang fik wildcard til Australian Open, og Cori Gauff – der netop er fyldt 15 år – fik wildcard til W100 i Midland samt til Premier Mandatory i både Indian Wells og Miami, hvor også Wang fik wildcard.

Oversigten herunder viser placeringen for de juniorer, der pt. er på WTA-ranglistens top 500, hvor Clara allerede befinder sig efter en enkelt turnering (W60 Shenzhen)
71 Anastasia Potapova (RUS) 17 år
73 Amanda Anisimova (USA) – 17 år
205 Whitney Osuigwe (USA) – 16 år
247 Marta Kostyuk (UKR) – 16 år
303 Daria Lopatetska (UKR) – 15 år
405 Leylah Fernandez (CAN) – 16 år
407 Clara Tauson (DEN) – 16 år
456 Cori Gauff (USA) – 15 år.

Sammenlignes med ATP-ranglisten bliver det tydeligt afsløret, at vejen til toppen har væsentlig længere udsigter for de mandlige juniorer, hvor der kun er to 17-årige i top 500
322 Jannik Sinner (ITA)
426 Chun Hsin Tseng (TPE)

De næste par uger skal man dog ikke forvente, at Clara spiller turneringer, da der er mere brug for en tiltrængt pause, hvor erfaringerne fra de seneste turneringer kan bruges til at have fokus på den fortsatte udvikling.

Flere fra det danske tennismiljø har givet udtryk for, at der ikke er grund til hastværk, da Clara formentlig under alle omstændigheder vil være i stand til at etablere sig på WTA-ranglisten ved i første omgang at arbejde sig op ad listen gennem turneringer i ITF-regi (W25, W60 etc.).

Forrige artikelDH slutspil: De forsvarende mestre tæt på eliminering
Næste artikelGentofte dansk mester efter finaledrama
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.