Clara Tauson indledte en ny stime med sejre, og hun havde næsten titlen i hånden mod 18-årige Yuki Naito, som havde fejet al modstand til side inden finalen

Siden 16-årige Clara Tauson i starten af april afsluttede en lang og ubrudt stime af sejre med to vundne kampe i kvalifikationen til WTA-international turneringen i Lugano i Schweiz, hvor hun i 1. runde af hovedturneringen tabte knebent 7-6(2), 2-6, 5-7 til Evgeniya Rodina (RUS), havde Clara indtil starten af den forløbne uge ikke tilføjet nye sejre til sit CV.

I slutningen af april blev hun besejret i 1. runde ved $60.000 turneringen i Wiesbaden i Tyskland, og kort tid før French Open blev hun uventet besejret i 1. runde ved en junior Grade A turnering i Milan.
Desuden havde Clara flere gange været nødsaget til at melde afbud til et par turneringer, senest ved juniorernes French Open.

Derfor var det næppe en Clara Tauson i samme kampform som tidligere, der stillede op i $15.000 turneringen Future Nord i Kaltenkirchen i Tyskland, men det hindrede dog ikke, at Clara alligevel formåede at spille sig frem til semifinalen efter 3 relativt sikre sejre.

I første runde (R32) vandt Clara 6-1, 6-1 over 16-årige Sapfo Sakellaridi (GRE), og i 1/8-finalen mod 21-årige Nina Kruijer (NED) var cifrene 6-1, 6-2, hvorefter hun i kvartfinalen vandt 6-3, 6-4 over 22-årige Chiara Grim (SUI).
Begge de to sidstnævnte havde forinden været igennem kvalifikationen.

Første alvorlige hindring opstod i semifinalen, hvor Clara tabte 1. sæt 5-7 i tiebreak til 16-årige Natsumi Kawaguchi (JPN), der sidste år var no. 11 på junior-ranglisten.
Clara tog sig derefter af de næste to sæt, og med cifrene 6-7(5), 6-4, 6-2 spillede hun sig frem til sin 4. finale på ITF World Tennis Tour, hvilket er hendes 6. finale i 2019, når både Grade 1 i Traralgon og Australian Open medregnes.

Det blev dog ikke til endnu en titel, idet Clara for første gang i 2019 ikke stod som vinder efter en finale, men det var de berømte små marginaler, som forhindrede dansk sejr i 2 sæt, idet Clara i finalen mod 18-årige Yuki Naito (JPN) ved stillingen 4-3 havde 3 break-muligheder til en afgørende 5-3 føring.

I stedet blev stillingen 4-4, hvorefter Clara blev brudt til japansk føring 5-4, men Clara havde chancerne til at bryde tilbage i japanerens serv ved 15-40, men begge muligheder blev afværget, så kampen måtte afgøres i 3 sæt.

Clara havde ellers fået en besværlig start på kampen, da hun kom bagud 0-4 i 1. sæt, men hun fik arbejdet sig ind i kampen, og efter 6 partier på stribe sikrede hun 1. sæt 6-4.

I 3. sæt blev Clara brudt fra start i et tæt parti, hvorefter japaneren holdt serv ved 40-15 til 2-0, og efter endnu et break holdt japaneren også serv til 4-0, men denne gang var Clara ikke i stand til at levere et tilsvarende comeback som i 1. sæt, og kampen endte med japansk sejr 4-6, 6-4, 6-0.

I flere forskellige facebook-grupper udtrykkes undren over, at Clara kan tabe 0-6 i 3. sæt, men det er dog langt fra noget særsyn, at en spiller – efter at sejren næsten var i hus – taber stort i 3. sæt, og det hører med i billedet, at japaneren på sin vej til finalen højst afgav 2 partier i en kamp, og at Clara sidste år tabte 2 gange til japaneren, som i 2019 har været i finalen 4 gange i W15-turneringer og vundet den ene, samt i en enkelt W60 turnering.
Derfor kan Clara tage det positive med fra turneringen, at hun reelt kunne have vundet den, hvis de små marginaler var faldet rigtigt ud.

Tennisavisen har forgæves forsøgt at få et præmiebillede eller en kommentar til turneringen som helhed.
Clara spiller ifølge Acceptancelisten kvalifikation til en $25.000 turnering i Darmstadt i Tyskland om en uge.

Forrige artikelBREAKING NEWS!!! – Holger Rune får wildcard til ATP Challenger i næste uge
Næste artikelKampe uge 25: Challenger wildcard til Holger Rune. Clara pludselig i Ystad
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.