Efter 4 måneder uden sejre fik Olga Helmi vendt skuden, da hun nåede semifinalen i både single og double i Thailand

19-årige Olga Helmi har gennem flere år været en af de aller-flittigste danske deltagere i internationale junior-turneringer, og inden junior-tiden sluttede ved udgangen af 2018, var Olga allerede for et par år siden begyndt at mikse junior-turneringerne op med professionelle turneringer, som primært har været i $15.000 kategorien.

Bortset fra 2 junior-turneringer i starten af 2018, har Olga udelukkende koncentreret sig om professionelle turneringer, og ved slutningen af året opnåede hun sin hidtil højeste rangering som no. 830 på WTA-ranglisten, hvilket en finale i Don Benito i Spanien i juli 2018 og semifinale i Hua Hin i Thailand i december var medvirkende til.

I 2019 har Olga fortsat været flittig deltager i en række $15.000 (W15) turneringer, men bortset fra en kvartfinale i Gimcheon i Sydkorea samt få sejre derudover, har Olga i de fleste turneringer blot fået en enkelt kamp, og i de seneste 7 turneringer havde hun ikke vundet en eneste kamp.  inden denne uges W15 turnering Cal-Comp and XYZ Printing ITF World Tennis Tour 2019 i Hua Hin, hvor Olga for en uge siden var yderst uheldig med sin lodtrækning, da hun i 1. runde mødte 1. seedede no. 495 YeXin Ma (CHN), der vandt 6-3, 6-0.

En sådan stime ville formentlig få mange til at tvivle på sig selv, men en ukuelig vilje og tro på sig selv fik den ønskede effekt, da Olga i denne uge fik vendt udviklingen, idet hun omsider igen mærkede sejrens sødme, da hun i kvalfinalen i Hua Hin vandt 6-2, 6-3 over 22-årige Kanako Osafune (JPN).

Sejren blev fulgt op med endnu en sejr, da Olga i 1. runde (R32) af hovedturneringen vandt 6-3, 6-4 over 26-årige Haine Ogata (JPN), der er no. 1099 på WTA-ranglisten og no. 435 på den sideløbende ITF-rangliste.

Selvom disse sejre på papiret ikke hører til de største sejre i Olga’s karriere, har de uden tvivl haft stor betydning, idet det er velkendt blandt sportsudøvere, at sejre giver selvtillid, hvilket lagde grunden til, at Olga i 1/8-finalen mod 7. seedede Aunchisa Chanta (THA), der no. 635 på WTA-ranglisten, kunne sikre endnu en sejr, da hun vandt 6-3, 6-4 over den 17-årige modstander.

I kvartfinalen mødte Olga 17-årige Jiangxue Han (CHN), der var med i turneringen på en af de pladser, som reserveres til de højst rangerede tilmeldte juniorer, idet Han er no. 77 på ITFs junior-rangliste, og Olga fortsatte sejrs-stimen med endnu en 2-sæts sejr 6-3, 6-4.

Udover de 4 sejre i single havde Olga også succes sammen med 17-årige Mananchaya Sawangkaew (THA) i double, da de i 1/8-finalen vandt 6-2, 6-3 over 1. seedede Kwan Yau NG (HKG) og Moyuka Uchijima (JPN), og i en jævnbyrdig kvartfinale vandt de 7-5, 7-6(5) over Sakura Hosogi (JPN) og Yu-Ting Hsieh (TPE).

Dermed havde Olga vundet 6 sejre under turneringen, men sejrs-rækken blev brudt få timer efter, at Olga havde kvalificeret sig til semifinalen i single, da det dansk-thailandske par i semifinalen blev besejret 6-1, 6-3 af Zhuoma Ni Ma (CHN) og Patcharin Cheapchandej (THA).

Lørdag mødte Olga sin double-makker i semifinalen i single, hvor Sawangkaew, der er no. 627 på WTA-ranglisten og seedet 5, vandt en overbevisende sejr 6-2, 6-1.

Næste opgave for Olga bliver W15-turneringen Women Oslo Open i næste uge, hvor både Elena Jamshidi og Hannah Viller Møller ifølge Acceptancelisten er med i kvalifikationen, hvorimod Olga er direkte i hovedturneringen, hvor Elena dog også er direkte med, hvis der indløber et par afbud inden turneringen.

En lokal fotograf – Burankhun – har taget en række billeder, som Tennisavisen har fået lov til at bringe.

Forrige artikelW100 Suzhou: Clara Tauson etableret i top 300 efter stor skalp mod tidl. no. 32
Næste artikelITF Junior Thailand: Oskar snupper ny double-titel i Østen sammen med Carl Emil
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.