Holmvangs forrygende tennisuge krones med deltagelse i både single- og doublefinalerne

Med fredagens imponerende 2 sæts sejr 6/3 6/2 over Niels Heise Korsgaard (Fruens Bøge) er Århus 1900 spilleren Noah Svenningsen Holmvang finaleklar. I finalen venter topseedede Eric Vanshelboim (KB), der efter fredagens semifinalesejr over Emil Okkels Jensen (Fruens Bøge) 6/2 6/2 fortsat er favorit til at vinde mesterskabet. Men Holmvang har vist sig som en farlig outsider, en favoritdræber, så Vanshelboim skal hive sit storspil frem, hvis han vil forhindre Holmvang i at vinde mesterskabet.

Også i herredoublen har Holmvang sammen med sin klubkammerat Mads Tagesen haft stor succes. Århus-duoen overraskede i semifinalen ved at slå mesterskabsfavoritterne Vanshelboim/Oliversen i en tæt gyser 4/6 6/3 (10-2) og er i lørdagens finale oppe imod 2. seedede Korsgaard/Jensen (Fruens Bøge), som i semifinalen besejrede Theilgaard/Overbeck 6/4 6/2.

I finalen i mixdouble er de topseedede HIKére Martha-Elisa Stemann og Carl Emil Overbeck oppe imod Ida Hasselbalch (HRT) og Lucas Oliversen (Lyngby).