Et par af de mest aktive debattører på TV3 Sport Tennis' facebook side var fredag inviteret på rundvisning hos TV3 i Jenagade på Amager, hvor afviklingen af transmissionen fra Wimbledon kunne følges på nærmeste hold

TV3 Sport bruger som næsten alle andre også de sociale medier til at nå ud til seerne. For mange af sportsgrenene findes en særlig facebook-side, hvor seerne har mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatter med TV3 Sport og de øvrige brugere.

Casper Vestereng, der er ansvarlig for de sociale medier, inviterede nogle af de mest aktive ‘fans’ på TV3 Sport Tennis til at besøge TV3 Sport i lokalerne på Jenagade på Amager, hvor der efter en orientering og en god frokost samt rundvisning i lokaliteterne var mulighed for på nærmeste hold at følge med i, hvordan afviklingen af transmissionen fra Wimbledon om fredagen i første uge blev koordineret. Billedet herover stammer fra dette kontrolcenter, hvor Thomas Heiredal styrer løjerne i tæt samarbejde med folkene på Wimbledon.

4 af de mest aktive deltagere på TV3 Sport Tennis var inviteret.
Mange har formentlig lagt mærke til Jørn Hansen (som på facebook hedder Jorn), der ofte både informerer og svarer på spørgsmål. Jørn følger nøje med i det internationale Tennisforum.com og har detaljeret viden om, hvad der foregår især på WTA-området, og han er desuden skribent på Tennisavisen.dk og aktiv i flere danske tennis-grupper, hvor han bidrager med informationer i stor stil
Jørn deltog dog ikke i besøget hos TV3 Sport, hvilket måske kan hænge sammen med, at der er meget langt fra Vestjylland til Hovedstaden.

TV3 Sport havde også inviteret Claus Riis, som på TV3 Sport Tennis anvender pseudonymet Claus Per Frederiksborg, der ligesom Jørn ofte bidrager med informationer og svarer på spørgsmål, men han deltog desværre heller ikke i besøget. Jeg havde ellers håbet at hilse på Claus, som jeg tidligere har haft et par “skarpe” meningsudvekslinger med.

Dermed var besøget begrænset til 2 deltagere, hvor undertegnede (Ole Dalsgaard Jensen) er den ene, hvilket uden tvivl hænger sammen med, at jeg ofte “blander mig”, især når det drejer sig om 2 af mine “kæpheste”, som er den manglende anerkendelse af Carolines præstationer, som jeg ofte synes nedgøres urimeligt, samt min ofte kritiske holdning til den generelle TV-dækning af tennis.
Invitationen har intet at gøre med min rolle som frivillig (ulønnet) tennis-skribent på Tennisavisen, men alene mit private engagement som debattør i TV3 Sport Tennis.

Desuden deltog Morten Sylvest, som jeg “kender” i forvejen som med-debattør, som jeg desuden er facebook-ven med og ofte udveksler tennisinfo med både på facebook og via private beskeder, og derfor var besøget hos TV3 Sport den perfekte anledning til også at hilse på Morten i virkeligheden.
Morten er også en flittig debattør, og hans tennis-interesse er langt bredere end lige at omfatte Caroline Wozniacki, da han med stor interesse følger mange af de mere upåagtede spillere, der sjældent fokuseres på.

En af Mortens yndlings-turneringer er WTA-turneringen i Båstad, hvor han flere gange har været tilskuer, og han har haft mulighed for at hilse på nogle af spillerne, som han også er fotograferet sammen med, bl.a. Julia Goerges herunder.
Morten følger også med interesse de danske spillere, og i forrige uge var han i Helsingborg, hvor han fulgte Karen Barbat, som sætter stor pris på denne opbakning, da danske spillere (udover Caroline) ikke er forvænt med større opmærksomhed.

Morten Sylvest sammen med Julia Goerges
Morten Sylvest og Julia Goerges i Baastad

TV3 Sport ønsker at skabe forståelse for deres beslutninger

Et af formålene med at invitere brugere af de sociale medier på besøg er at skabe større forståelse for, hvorfor TV3 Sport nogle gange må træffe beslutninger, som ofte medfører voldsom kritik blandt brugerne.

Især da TV3 Sport 2 blev introduceret var der ofte skarp kritik af, at der ikke fortsat blev vist kampe på TV3 Sport 1, da mange endnu ikke havde adgang til den nye kanal hos hverken Yousee eller Stofa.
Svaret fra “Mere topspin” (som TV3 Sport Tennis hed dengang) var, at tennis hørte hjemme på TV3 Sport 2, og andre gange var argumentet, at man ikke kunne benytte TV3 Sport 1 på grund af sammenfald med anden live sport.
Det sidste argument blev dog ikke benyttet i situationer, hvor der faktisk ikke var sammenfald.

Det er dog forståeligt – ud fra et kommercielt synspunkt – hvis TV3 Sport ikke ville “indrømme” officielt, at tennis-interesserede formentlig ville være mere tilbøjelige til at lægge pres på deres TV-leverandør om at få TV3 Sport 2 med i pakken, eller selv at vælge Viasat som leverandør og få kanalen ad den vej, når man ikke havde mulighed for at se Carolines kampe.

Et andet ofte fremført kritik-punkt har været, når TV3 Sport 2 undlader at vise kampe, selvom der reelt var både tid og mulighed herfor.
Forklaringen har for det meste været, at man principielt ønsker at undgå at påbegynde en kamp, hvis der er risiko for at måtte afbryde transmissionen, fordi der er planlagt anden live sport.
I tilfælde af sammenfald vil det skabe utilfredshed, hvis man afbryder transmissionen, og det vil også skabe utilfredshed hos tilhængerne af den anden sportsgren, hvis man går glip af den første del af transmissionen derfra.

Seertal afgørende for prioritering

Når sådanne dilemmaer opstår, hvilket ofte er tilfældet i weekenden, hvor semifinaler og finaler ofte afvikles samtidig med, at der også afvikles andre idrætsgrene, især fodboldkampe, vil den altafgørende faktor som regel være hensynet til seertallene.

Når Caroline Wozniacki deltager, er der markant større seer-interesse, og derfor vil TV3 Sport bestræbe sig ekstraordinært for at kunne vise hendes kampe live, og der har været eksempler på, at man har skaffet TV-billeder fra en bane, hvor der oprindeligt ikke var planlagt TV-produktion.

I særlige vigtige kampe kan der nogle gange også afviges fra det før omtalte princip om, at WTA tennis kun vises på TV3 Sport 2, idet tenniskampe faktisk er vist på TV3 Sport 1 – sågar på TV3+ – trods førnævnte argument, hvilket viser at der ofte er en vej, når viljen er tilstede. For at TV3 Sport kan benytte andre af TV3s kanaler kræver det dog accept højere oppe i organisationen.

Tennis-interesserede “natteravne” har ofte kritiseret TV3 Sport, når de har undladt at vise kampe, som spilles om natten dansk tid, hvilket ofte er tilfældet ved turneringer i Østen og USA.
Også her skelnes til seertallene, som kan være så lave, at det ikke kan betale sig for TV3 Sport at vise kampene.

Irriterende reklame-afbrydelser under kampene

For de fleste seere er reklame-afbrydelser temmelig irriterende, ikke mindst hvis man derved går glip af afgørende dueller i en tenniskamp.

TV3 Sport tilstræber dog at placere de reklamer, som de kontraktligt har forpligtet sig til at vise i et aftalt omfang, hvor det er til mindst gene, og man undlader så vidt muligt at sende reklamer ved sidebytte, men det kan dog være nødvendigt for at få plads til det antal minutter, som er aftalt med annoncørerne.

Da man aldrig kan vide, hvor længe tenniskampe varer, kan det være en udfordring for den ansvarlige for afviklingen at holde styr på tidspunkt og omfang for reklamerne.
Typisk placeres reklamerne dog mellem sættene og efter færdig-spillede kampe, inden næste kamp påbegyndes.
I nogle tilfælde skiftes efter en kamp til en igangværende kamp på en anden bane, hvor man så venter med at hoppe på efter reklamerne.
I sådanne situationer kunne man måske overveje at hoppe på med det samme, hvis et sæt er i en afgørende fase, f.eks. på vej mod tiebreak, og vise det færdigt, inden man viser de obligatoriske reklamer. Hellere gå glip af starten af 2. sæt end afgørelsen på 1. sæt, når tidspunktet for reklame-blokken besluttes.

Ingen tennis-studie i forbindelse med WTA turneringer på TV3 Sport 2

Under afviklingen af Wimbledon, som er Verdens mest prestigefyldte tennis-turnering, har TV3 Sport kørt det store skyts i stilling med studieværter og eksperter, som giver deres vurdering både før og efter kampene, og der har desuden været en lang række interviews og indslag undervejs.
På Viaplay har der denne gang været mulighed for, at seerne selv kunne vælge mellem flere baner, hvilket undertegnede næsten opfatter som en personlig sejr efter denne artikel i Tennisavisen – TV-dækning: Wimbledon eneste Grand Slam, hvor danske seere ikke kan vælge baner

Udover dækningen fra Wimbledon dækker TV3 Sport 2 de fleste WTA-turneringer på Premier niveau, men i disse turneringer er der ingen optakt eller tennis-studie, som vi kender det fra andre sportsgrene, hvor der kan være flere timers studie-snak som optakt og efterfølgende nedtakt i TV3 Sports studie.

Den simple forklaring på, at der ikke er et tilsvarende setup i forbindelse med tennis transmissioner, er igen baseret på seerinteressen, som ikke skønnes at være stor nok til, at det kan svare sig at lave det nødvendige setup.

Kan større fokus på tennis øge interessen for tennis-transmissioner?

Spørgsmålet er dog, om der trods alt kan trækkes flere tennis-seere, hvis TV3 Sport gør mere ud af forhåndsomtalen og opfølgningen ved de turneringer, der vises på TV3 Sport 2, ligesom man eksempelvis har fået skabt en væsentlig større interesse for NFL og NBA ved at gøre brug af nogle entusiastiske studieværter, som har bidraget dertil.

Det er nogle gange sket, at det end ikke er nævnt på TV3 Sport Tennis, at der vises en turnering på TV3 Sport 2.
Selvom Caroline Wozniacki ikke deltager i hovedparten af de turneringer, som vises på kanalen, er der alligevel mange spændende spillere, ikke mindst upcoming unge talenter, som kan være på vej til at udfordre  de etablerede stjerner.

Hvis en større offentlighed får mere at vide om sådanne spillere ved at gøre mere ud af optakten til selve turneringen samt forud for de daglige transmissioner, vil der formentlig også være flere seere til kampene.

Dansk tennis er også andre end Caroline Wozniacki

Når man følger med i de danske mediers tennis-omtaler, får man nemt det indtryk, at 95% handler om Caroline Wozniacki, både om hendes præstationer på banen og – ikke mindst – alt muligt andet, som hun foretager sig eller udtaler sig om.
En tur i byen med en mandlig sportsudøver kan i Ekstra Bladet føre til 2 historier, først om en potentiel kæreste, hvis egne bedrifter pludselig bliver interessante, og dagen efter et dementi af historien efter et interview med Carolines bror.
Et “tweet” fra Caroline om Serenas “anatomi” kan føre til en online afstemning på Metro Express om, hvem af de 2, der har den flotteste bagdel.

Da TV3 Sport Tennis er et “tennis-site”, vil opfordringen herfra være, at det i højere grad også kommer til at handle om tennis i lidt bredere forstand, blandt andet ved også at have større fokus på andre spillere, samt at gøre mere ud af også at omtale danske tennis-spillere, hvoraf mange yder en kæmpe indsats i bestræbelserne på at udvikle sig, så de kan skabe grundlag for at begå sig internationalt.

Omtale af nogle af disse spillere bør være oplagt at nævne på et tennis-site, og derfor skal der herfra lyde en opfordring til at formidle informationer om danske spillere, når de præsterer bemærkelsesværdige resultater, hvilket sker jævnligt.
Eksempelvis har Danmark i den yngste U12 aldersgruppe nogle af de absolut bedste drenge, som har vundet flere internationale turneringer og desuden er regerende europamestre for hold.
Danmarks næste store tennisstjerne: Holger og drømmen om Roger Federer

Holger Vitus Nødskov Rune
Holger Vitus Nødskov Rune

God debattone efterlyses på sociale medier

Under besøget hos TV3 Sport hørte vi på vejen til frokost navnet “Kevin” blive nævnt, hvilket ganske rigtigt var nogle af Formel 1 folkene, der stod og talte sammen.
Jeg nævnte, at det er mit bestemte indtryk, at Kevin Magnusson efter et år i Formel 1, ikke er blevet udsat for negative kommentar i samme omfang, som det er sket for Caroline Wozniacki, hvis præstationer aldrig er blevet “anerkendt” af et stort antal danskere, som benytter enhver lejlighed til at nedgøre hendes præstationer.
Værst er det formentlig på “Nationen”, hvor der efter alle artikler om Caroline følger en stribe nedladende kommentarer, men også på TV3 Sport Tennis forekommer påstande om, at hun aldrig har gjort sig fortjent til at være no. 1, og kun har klaret sig på modstandernes fejl og de gode spilleres fravær i små turneringer og lignende.

Under snakken herom var det generelle indtryk, at debattonen var rimelig fornuftig blandt badminton-folket, mens der stadig var noget tilbage at ønske hos nogle i tennis-gruppen.
Forklaringen kan muligvis være, at mange af deltagerne reelt ikke interesserer sig særlig meget for tennis som sport, men primært for “kendissen” Caroline Wozniacki, og derved bliver nogle af de mest primitive kommentarer ofte udtryk for, om man bryder sig om personen eller ej.

I enkelte tilfælde havde redaktørerne af TV3 Sport Tennis set sig nødsaget til at udelukke debatdeltagere, som vedblivende overtrådte reglerne for god adfærd eller trods påtale fortsatte med at oprette henvisninger til ulovlige streaming-sider.
Ved anvendelse af hjælpe-værktøjer, kan redaktørerne relativt nemt gennemskue, hvilke brugere der også andre steder udviser tilsvarende uønsket adfærd.
Under besøget mødte vi foruden Casper også Janni og Stine fra TV3 Sport Tennis.

Forrige artikelWimbledon: 4 rigtig gode kvartfinaler overstået – én overraskelse
Næste artikelWimbledon: Damernes semifinaler
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.