I denne artikelserie vil jeg fokusere på, hvilke fysiske komponenter der er væsentlige for din præstation på tennisbanen, samt få dig til at reflektere over, hvad det rent praktisk kan betyde for udformningen af din træning.

Hvad end du er motionist- eller elitespiller, så er det en klar fordel at være din modstander overlegen i så mange af følgende færdigheder: Hurtighed, behændighed, styrke, eksplosiv kraftudvikling, kondition, udholdenhed, smidighed og reaktion. Derfor må du træne dine svagheder, så de ikke kan bruges imod dig i kamp.

Tenniskampen

Grunden at en tennisspiller bør være så fysisk alsidig, ligger i hvordan en kamp (bedst af 3 hele sæt) kan variere og udforme sig. Den gennemsnitlige duel varer <10 sek, men en hel kamp har mulighed for at vare >3 timer. Arbejds:pause-forholdet ligger hos eliten oftest mellem 1:3 og 1:5, men afhænger bl.a. af underlag, spillestil og niveau, hvilket giver god information til at sammensætte et effektivt træningsprogram.

Hurtighed

Evnen til at bevæge sig hurtigt på banen kommer ikke kun af at bevæge benene hurtigt, men det afhænger i høj grad også af, hvor meget kraft du kan lægge i hvert skridt. Den evne kommer primært fra muskelfibrenes egenskaber.

Hvor verdensklasse sprintere primært har hurtige muskelfibre (arbejder uden ilt), så har langdistance løbere en større andel af langsomme muskelfibre (arbejder med ilt). Tennisspilleres muskelfibre varierer til gengæld meget fra spiller til spiller. Oftest er man enten disponeret primært for hurtighed eller udholdenhed (Mero og medarbejdere, 1991).

Nedenstående video er fra et blogindlæg af Thomas Cortebeeck vedrørende retningsskift, og illustrerer meget godt, hvorfor hurtige bevægelser ikke giver mening, hvis du ikke lægger kraft bag dine skridt.

[quote_box_center]”Videoen viser to forsøg i retningsskiftøvelsen både i fuld hastighed og slowmotion. Første forsøg er udført uden nogen form for instruktion… Andet forsøg i videoen viser den samme spiller, som har fået nogle helt simple fokuspunkter. Læg mærke til, at han nu tager 5 i stedet for 7 skridt fra yderposition til yderposition.” – Thomas Cortebeeck [/quote_box_center]

Behændighed

Som tennisspiller er det vigtigt, at du hurtigt kan ændre retning som reaktion på modstanderens slag. Under et retningsskift skal hele kroppen kontrolleres effektivt, og hvor god din balance er imens du bevæger dig, kan betyde om du mister et skridt eller ej, og dermed afgøre om du når ud til bolden i tide til at udføre dit næste slag.

Balancetræning er også væsentligt at inkorporere i dit program. Træthed forringer din balance, og dårlig balance her er skyld i mange skader på bentøjet (Barber-Westin og medarbejdere, 2010).

Nedenstående øvelse er fra en hjemmeside af Brent Brookbush, hvor præstationsforbedrende og skadesforbyggende træning er i fokus. Det er en meget simpel måde at træne din balance på og dermed forbedre din behændighed.

Forrige artikelFED Cup: 16-årig fra Algeriet vandt single mod Norge
Næste artikelATP Monte Carlo: Favoritterne brager derudaf
Anders Lagerberg er 32 år og spiller til dagligt i Kløvermarken Tennisklub. Han har en kandidat i idræt, og har været tennistræner i flere klubber i Danmark. Derudover har Anders i praksis arbejdet med fysisk træning af tennisspillere både på og udenfor banen.