Når Tom Gustavsen ser tilbage på sit liv, er det svært at skille person fra profession. Tennis har ikke bare været et arbejde eller en fritidsinteresse – det har været en livsform.
Som 11-årig dreng i Trørød begyndte han at slå de første bolde over nettet, og siden har han aldrig rigtig forladt banen. Mere end 50 år senere står han tilbage med tusindvis af timer som spiller, træner, referee og organisator – og stadig med en ukuelig lyst til at ramme bolden én gang til.
“Jeg har et indre behov for tennis,” siger han. “Det er en trang, en lyst, en drift. Som dreng, når jeg kom hjem fra ferie, kunne jeg ikke engang pakke ud, før jeg måtte ned på banerne. Sådan har det egentlig været lige siden.”
Barndommen formede retningen
Tom voksede op i et hjem, hvor livet hurtigt lærte ham selvstændighed. Hans far havde skifteholdsarbejde med mange aften- og nattevagter, som faktor på Politiken. Toms mor døde af kræft, da han var bare 10 år gammel. En midlertidig løsning blev, at Tom og hans lillebror Steen ofte overnattede hos deres faster i Trørød. Heldigvis kom nabohuset til salg, så faderen slog til og således flyttede familien til Trørød I 1971.
Selvom Tom nu var tæt på faster, onkel og træ ældre kusiner, så blev han selvstændig i en ung alder og påtog sig mange daglige pligter.
“Vi klarede meget selv,” som Tom selv udtrykker det.
Selvom livet artede sig anderledes, så husker Tom den dag i dag tilbage på de mange sene hyggestunder han havde med sin far, når han kom hjem fra aftenvagten lidt før midnat.
I tennis fandt han et sted at høre til. Klubben blev et fællesskab og en ramme, der ikke bare udviklede ham som spiller, men også som menneske. Rejserne, relationerne og det ansvar, han hurtigt fik som træner, blev en vigtig del af hans almene dannelse.
Da han i 1990 stod over for valget mellem en sikker økonomkarriere eller livet som tennistræner, valgte han med hjertet. “Jeg kunne lide det aktive liv. At være omkring de unge, lære med dem og selv spille. Selvom jeg var bange for, om jeg kunne leve af det, var det mere mig end kontoret.”
Som landsholdscoach fulgte Tom i 1980’erne og 90’erne et hav af danske juniorer ud i verden.
“De rejser har givet mig utroligt meget – ikke bare tennisfagligt, men også menneskeligt. Vi boede privat rundt omkring i verden, og det gav et fantastisk indblik i andre kulturer. Jeg lærte lige så meget af turene, som spillerne gjorde,” fortæller han.
Selv med mange store oplevelser fra hele Verden er det noget langt mere jordnært, der stadig kan give ham gåsehud: “Højdepunktet hvert år er stadig foråret, når banemanden står og gør grusbanerne klar. Den første dag på udendørsbanen efter en lang vinter – det er fantastisk.”
Fascinationen af sporten er aldrig forsvundet. “Tennis er komplekst. Du kan altid lære noget nyt – teknisk, taktisk eller mentalt. Der findes ikke én lige vej til målet. Og det er netop det, der gør sporten så spændende.”
Fra referee til HIK – et livslangt aftryk
Parallelt med trænergerningen fandt Tom vej ind i organisation og turneringsledelse. Som referee ved DM, internationale turneringer og i Dansk Tennis Forbund fik han brugt både sin sans for struktur og sin økonomiske baggrund.
“Som referee skulle jeg hele tiden være på forkant. Tjekke radaren for regn, finde løsninger, lave kampprogrammer med 500 kampe på en uge. Jeg kunne bruge min viden om tennis i praksis, og det var en kæmpe tilfredsstillelse at få tingene til at gå op,” siger han.
Han oplevede også forskellen på kontor og virkelighed. “Det var fint at sidde på kontoret i Idrættens Hus, men det var ude på banerne, at jeg virkelig kunne mærke, hvorfor jeg gjorde det. Når der var et stort arrangement i gang, summede det af energi – det var det, der drev mig.”
I dag, som 66-årig, er Tom officielt pensionist – men langt fra tennis-pensionist. Han underviser stadig motionister i HIK og bliver overrasket over, hvor meget glæde det giver.
“Jeg er blevet bedre til at møde spillerne præcis, hvor de står. Og det er overraskende sjovt at se, hvor meget de faktisk udvikler sig. Det havde jeg ikke regnet med, men det giver mig virkelig energi,” fortæller han.
Portrættet af Tom Gustavsen kunne nemt ende i de store linjer: landsholdsrejser, mesterskaber og tusindvis af timer i sporten. Men i virkeligheden slutter det et mere hverdagsnært sted. Et par formiddagstimer i HIK, hvor han ser motionister rykke sig uge for uge – og selv finder glæden i det.
For uanset titler og roller, er tennis stadig drivkraften. Og Tom Gustavsen slipper næppe sporten helt. Ikke nu, og sandsynligvis aldrig.
