Det blev alle gode gange 3, da Eric Vanshelboim for tredje gang i træk vandt en Category 3 U16-turnering under Tennis Europa

For 4 uger siden indledte KB’s 15-årige ukrainske spiller, Eric Vanshelboim en mission, hvis formål bl.a. var at opnå endnu mere international kamprutine, end han hidtil havde opnået i de 2 seneste Grade 4 ITF-turneringer i Finland, hvor han blot fik en enkelt kamp i både Vierumaki og Tampere.

Et andet formål var samtidig at sikre sig point til at opnå en top 10 placering på Tennis Europe’s rangliste ved årsskiftet, når årgangene skifter.
Begge planer har fungeret perfekt, idet Eric efter turneringssejrene i Israel for 3 uger siden og sidste uge på Malta vandt den tredje titel på stribe, da han lørdag vandt finalen i endnu en Category 3 turnering, VLTC Nexia BT European Tournament U16 i Paola på Malta, hvilket samtidig betyder avancement til no. 23 hos Tennis Europe, hvor han fra Nytår vil være no. 6 på ranglisten.

Eric indledte med sejr i 1. runde over Thibault Verdier (FRA) 6-2, 6-0, og det blev en ny sikker sejr 6-1, 6-2 i 1/8-finalen mod Alex Ganchev (BUL), og i kvartfinalen blev det 6-2, 6-2 mod Stefan Popovic (SRB).
Specielt i semifinalen og finalen mødte Eric bedre modstand end i de to tidligere turneringer, men selvom hans modstander i semifinalen, Aymeric Bruno (FRA) efter KB-træner Rune Thomsens vurdering har niveau til en ITF-rangering, vandt Eric med de overbevisende cifre 6-2, 6-1 efter at have spillet bedre end set længe.

I finalen blev Eric for alvor udfordret, da den 3. seedede modstander Matas Vasiliauskas (LTU) havde 4 matchbolde i 3. sæt, inden Eric sikrede sig titlen med cifrene 2-6, 6-2, 7-6(5).

Rune finder det værd at løfte hatten for de seneste uges resultater, og selvom han erkender, at han som træner i KB måske er lidt farvet, og det trods alt “kun” er en TE Category 3 turnering, er det alligevel ret vildt at vinde alle 3 turneringer.

Også for Tennisavisen er det “ret vildt” at kunne berette om succes for en hjemlig spiller, selvom Eric ikke er dansk statsborger, men han er opvokset og har altid spillet i Danmark.

Til gengæld kan der også berettes om en dansk spiller, som har bopæl i udlandet, og har deltaget i den samme turnering.
Det er 15-årige Oscar Toft Bjelsdorf, som de færreste i dansk tennis formentlig kender ret meget til, da han hidtil kun har spillet meget få internationale turneringer.
Det eneste undertegnede har fået opsnust er, at familien har tilknytning til Risskov Bilrejser, så transport til turneringer er næppe et problem.

Oscar blev i sidste uge slået ud i kvalifikationen på Malta, men i denne uge gik det bedre, da han som oversidder gik direkte i kvalfinalen, hvor han vandt over Sasha Mamo (Malta) 6-1, 6-0.
I 1. runde af hovedturneringen mødte han 15. seedede Wojciech Kasperski (POL), der vandt 6-3, 6-2.

Forrige artikelAdam Blicher bliver “Gæste-coach” hos Euroelite Tennis
Næste artikelTennisviden: Afsnit 10 – Vind roen og tab kampen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.