Flere norske medier udviste interesse for U14 Category 3 turnering med dansk-norsk titel i Drenge-double og britisk sejr i Single hos både piger og drenge

Som tidligere omtalt i Tennisavisen vandt Oskar Brostrøm Poulsen sammen med sin norske makker Jakob Krefting double-titlen ved Paradis Open TE 14 i Bergen. Tennisavisen har fulgt turneringen i disse 4 omtaler, hvor Paradis Tennisklub og Tennis Rivera i Bergen har stillet nogle af billederne til rådighed

TE U14 Bergen: Fire danskere videre i Paradis
TE U14 Bergen: Oskar B. Poulsen videre i single og double
TE U14 Bergen: Oskar i doublefinale – semi mod Leo Borg glippede
TE U14 Bergen: Double-titel til Oskar B. Poulsen. Leo Borg i singlefinale

Den førstnævnte omtale af spillere, hvor flere af dem endnu er relativt upåagtede, blev ugens mest læste i Tennisavisen, indtil den dog blev overhalet indenom af omtalen af 10-årige Chili, som vandt U10-rækken ved Fair Play Cup i Malmø, og siden da har både 9-årige Lucas Christmas-Møllers 2. plads i U10 hos drengene og den rent danske finale i U12 med Anna Tang og Emilie Just-Bomholt også presset sig ind i top 3.

At det netop er sådanne historier, som hitter mest hos Tennisavisens læsere bekræfter måske i virkeligheden blot, at dansk tennis har “gode historier”, og at der også er et interesseret publikum dertil.
Trørød Tennisklubs initiativ til at skabe en “Event” omkring hjemmekampe blev ligeledes et hit hos læserne, så den nyansatte direktør i DTF, Klaus Nørby Jakobsen har uden tvivl ret, når han i forbindelse med sin udnævnelse har udtalt, at dansk tennis skal blive bedre til at fortælle de “gode historier”.

Hvis man med afsæt i førnævnte turnering i Bergen foretager en sammenligning med Norge, lykkedes det ganske fint for de norske arrangører at få medie-opmærksomhed ved turneringen, selvom der er tale om den relativt beskedne Category 3 under Tennis Europe (TE).

En medvirkende årsag er uden tvivl, at en af deltagerne var 13-årige Leo Borg, som er søn af en af tennissportens allerstørste stjerner gennem tiderne, legendariske Bjørn Borg, som til arrangørernes overraskelse dukkede op, da sønnen havde spillet sig frem til kvartfinalen.
Leo nåede desuden helt frem til finalen, hvor han tabte 2-6, 6-4, 5-7 til 2. seedede Toby Samuel (GBR).

Det blev også britisk sejr hos pigerne, hvor 2. seedede Matilda Mutavdzic vandt over 3. seedede Bente Spee (FRA), der også blev no. 2 i double, da hun sammen med Jessica Dhome-Casanova (GBR) tabte finalen 4-6, 2-6 til det 2. seedede franske par Emma Aucagne/Isabelle Bassi.
Som nævnt blev det dansk-norsk sejr i double hos drengene.

Paradis Tennisklubb har efter turneringen tilføjet en række billeder, som kan ses i klubbens omtale herunder, hvor det bl.a. nævnes, at både i Bergens Tidende, Aftenposten og Expressen har omtalt turneringen.

Har Norge virkelig større bredde end i Danmark?

I et interview med Bergens Tidende fremhæver Bjørn Borg, at Norge har mange dygtige juniorer, som spiller ude i Europa, hvilket en optælling på ranglisterne hos både ITF og TE er med til at understrege.

I betragtning af at der ifølge Tennisavisens oplysninger er ca. 26.000 aktive tennis spillere i Norge, hvilket er langt under halvdelen af de danske tal, kan man kun imponeres af denne sammenligning, hvor det fremgår, at Norge har 18 drenge og 17 piger på ITFs junior-rangliste, hvor de tilsvarende danske tal er 9 drenge og 14 piger.

Hos Finland er tallene 14 drenge og 14 piger, mens svenskerne fortsat er langt foran de øvrige nordiske lande med 52 drenge og 35 piger på ITF-ranglisten.

Der kan dog spores dansk optimisme, når man også kigger på U14-ranglisten hos TE, hvor Danmark ligger side om side med Norge, idet listen hos Danmark omfatter 25 drenge og 19 piger, hvilket totalt er en enkelt mere end Norges 23 drenge  og 20 piger.

Her er tallene for Finland 13 drenge og 16 piger, mens Sverige også her er langt foran med 53 drenge og 34 piger.

Studerer man de enkelte årgange springer det især i øjnene, at Danmark med Holger Rune og Elmer Møller i årgang 2003, Clara Tauson 2002 og Sebastian Grundtvig 2001 har 4 absolutte topnavne, som alle er et godt stykke foran deres nordiske konkurrenter.

De kommende år må opgaven både være at støtte op om disse åbenlyse talenters videre udvikling og samtidig sikre, at endnu flere får mulighederne for at gøre sig gældende internationalt, og mange initiativer rundt om i flere danske klubber tyder på, at der er blevet større bevidsthed om, at tingene skal gribes professionelt an, men der er stadig god plads til forbedringer, hvad angår større offentlig interesse for dansk tennis.

Derfor er det positivt at konstatere, at der tilsyneladende foregår mere debat blandt tennisfolket om, hvordan man bliver bedre til at skabe de ofte omtalte “Events”, som kan få flere medier og dermed flere sponsorer til at støtte op om dansk tennis, så medierne ikke fortsat kun vil skrive om Caroline Wozniacki, som måske i virkeligheden er med til at fjerne fokus fra dansk tennis, fordi al opmærksomheden handler om “personen” Caroline, hvor den norske fokus på Casper Ruud måske tværtimod øger den generelle interesse for norsk tennis, hvilket deres TV-aftale med Eurosport kan være et eksempel på.

Kan Norge bane vejen for TV-dækning ved danske mesterskaber?

 

Forrige artikelWTA – Årets top 30 – del 4
Næste artikelJan Leschly Legatet
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.