I Danmark snakkes der om at talenterne har svært ved at finansiere livet som professionel tennisspiller. I Storbritanien står forbundet klar med store tilskud. For store hvis man spørger folk i tennisverdenen.

Blot to spillere udover Andy Murray kunne de millioner af tennispassionerede briter følge i anden runde af Wimbledon. Selvom turneringen råder over et dusin Wild Cards til nationens ypperste tennistalenter, så har disse store kvaler med at træde i karakter, når de har muligheden for at vise at timevis af benhård træning på tennisforbundets moderne træningsanlæg har betalt sig.

Moderne er måske netop et fyord i denne henseende, da det også kan være for godt og for behageligt at være tennisspiller i Storbritannien. Den debat har huseret de seneste årtier. Udover Tim Henman, Andy Murray og importerede Greg Rusedski har millioner af pund ikke skabt stabile spillere på ATP/WTA-niveau.

“Daniel Evans har et enormt potentiale, han burde være top-60 spiller. Men han har på intet tidspunkt ofret noget af sig selv i forhold til tennis. For ham er sporten bare en behagelig ting i livet” – Julien Hoferlein

En af dem man ved årets udgave af Wimbledon havde sat store forhåbninger til var Daniel Evans, der før turneringen rangerede som nummer 143 på verdensranglisten i herresingle. Det blev dog kun til en enkelt kamp og nederlag til Andrey Kuznetsov.

Det fik den anerkendte belgiske træner Julien Hoferlein på banen. Hoferlein er netop vendt hjem til Belgien efter seks år som træner i det britiske forbund, blandt andet har han arbejdet som personlig træner for Daniel Evans.

[quote_box_center]”Overgangen fra junior til senior virker til at være ekstra hård for britiske spillere, se bare hvor mange dygtige juniorspillere landet har. Gang på gang bliver de overhalet af deres jævnaldrende konkurrenter, det er som om de stagnerer, når der skal spilles om de store trofæer,” forklarer Hoferlein.[/quote_box_center]

Han er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor dette sker. For Daniel Evans er et perfekt eksempel på den kultur, der er skabt i britisk tennis. En kultur der er så fasttømret, at den er svær at få ændret på selvom den tydeligvis ikke gavner hverken sport eller talenter.

[quote_box_center]”Der er så mange interessenter i det her, så mange der gerne vil skabe gode spillere. Daniel Evans har et enormt potentiale, han burde være top-60 spiller. Men han har på intet tidspunkt ofret noget af sig selv i forhold til tennis. For ham er sporten bare en behagelig ting i livet, den bliver slet ikke prioriteret nok. Så længe du fodrer talenterne med penge og luksuriøse forhold, hvordan kan du så forvente de er sultne efter sejr?,” spørger Julien Hoferlein.[/quote_box_center]

Sulten forsvinder

Satsningspillere i det britiske talentsystem skal slet ikke bekymre sig om det økonomiske aspekt. Således kom det under Wimbledon frem, hvordan den tidligere satsningspiller Naomi Broady årligt modtog omkring 200.000 kroner i støtte fra det britiske forbund, LTA.

Ydermere havde Broady mulighed for at træne på et elitecenter, deltidstræner tilknyttet betalt af forbundet. Og uden at forklejne Broady, der i de senere år selv har betalt for livet som tennisspiller efter en uoverensstemmelse med forbundet, så er hun på ingen måde et unikt talent.

493862111MW00805_Day_Three_
Naomi Broady har tidligere modtaget store beløb fra for- bundet, men må i dag finansiere sig selv. Foto: Getty Images 2014.

Judy Murray, mor til Andy Murray, der ikke kan tilskrives at være et produkt af LTA, arbejder i dag med de britiske FED-Cup kvinder. Hun er overrasket over manglen på forståelse fra systemets top.

[quote_box_center]”Det er et stort dilemma for britisk tennis. De mere end 30 millioner pund der årligt flyder ind i talentarbejdet fra Wimbledon og andre steder er en kæmpe bonus. Problemet er bare, at hvis du putter disse penge ned i lommerne på talentfulde spillere røver du deres sult og deres motivation for at blive endnu bedre. Jeg er klar over, at det er vigtigt at have ressourcer til at give spillerne gode betingelser. Når det er sagt, så føler jeg faktisk, at vi for tiden har for mange penge. Havde vi færre, så tror jeg vi ville lave smartere beslutninger,” forklarer Judy Murray.[/quote_box_center]

493862961MW00211_Day_Nine_T
På billedet ses Andy Muray ved Wimbledon 2014. Foto: Getty Images 2014.

Kigger man på, hvordan talentkronerne bliver anvendt i Danmark, så er vi noget nær kontrasten til det britiske system. Andreas Moltke-Leth, en af få spillere i dansk tennis der i disse år forsøger sig som spiller på internationalt seniorniveau, modtager ikke en krone i støtte fra forbund eller Team Danmark.

Forbundet har ikke midler til at give økonomisk støtte til seniorspillere, Team Danmark gør det ikke medmindre talentet er unikt.

Udfordringen er bare, at når man som 19-årig tennisspiller i dag satser, så kan produktet af den hårde satsning meget vel først ses om 4-5 år. Garanti er der dog ingen af, derfor holder sponsorer også igen, når Andreas Moltke-Leth kontakter dem.

250.000 kroner poster mor og far årligt i sønnens karriere, der i øjeblikket er på futures-niveau, langt fra lukrative præmiepenge og tv-eksponering, der kan sikre store sponsorkontrakter.

Så når vi i Danmark taler om manglen på støtte til talenter, så har vi fat i noget. Tro dog ikke, at penge er løsningen på alle problemerne. Det handler i langt højere grad om trænere og forældres evne til at hjælpe talenterne til at opbygge sult efter succes.

For uden at denne kommer helt inde fra det inderste hos talentet selv, så vil man aldrig blive en succes i en kold og kynisk sportsverden.