Fire års intensivt arbejde kulminerer for de danske sejlsportsfolk, atletikudøvere og skytter, når der i august afvikles OL i Rio. En skærende kontrast til tennissportens superstjerner, hvor OL er presset ind i et i forvejen stramt sommerprogram med tre Grand Slams.

Forleden havde jeg fornøjelsen af at tale med roeren Anne Lolk. Sammen med Juliane Elander skal hun til sommer for anden gang deltage ved de Olympiske Lege. At det sker er dog lidt af et mirakel. Der sker kun grundet minutiøs planlægning. Siden legene i London i 2012, hvor det blev til en finaleplads, er begge kvinder blevet mødre, men er altså nu tilbage i båden. At planlægge en graviditet var en tvingende nødvendighed, hvis drømmen om en OL-medalje skulle kunne indfries. I øjeblikket er hvert sekund i deres hverdag planlagt for at få plads til træning, børnepasning og kærestetid. Al planlægning af enkelt årsag, drømmen om en topplacering ved OL.
En drøm der har levet siden de sluttede lige udenfor medaljerne i London. Fire år er der nu gået siden.

I Paris render superstjernen Novak Djokovic rundt og jagter sejre. Ikke sejre der skal kvalificere ham til OL, ikke sejre der skal skabe topform hos verdens nummer 1. Nej, det er sejre der skal sikre ham French Open, den eneste Grand Slam han mangler i samlingen. Efter turneringen er der pause, inden spillerne i verdenseliten drager mod London for at dyste i den uden sammenligning mest traditionsrige turnering, Wimbledon.

Først herefter retter sporten sit blik på Rio og OL. En turnering der afvikles i midten af august, hvor der spilles om Guld, sølv og bronze i alle tennissportens kategorier. Desuden er der værdifulde ranglistepoint på spil, dog må de store tennisnationer erkende, at de ikke kan spille samme rolle ved OL, som de kan ved alle andre turneringer. Frankrig og Spanien, der uden problemer kan stille med 10 mand hver i herresingle ved en Grand Slam i herresingle, kan ved OL kun få fire spillere med i hver singlerække. Den regel skal sikre, at er et repræsentativt felt af nationer fra hele kloden. I modsætning til alle andre turneringer på den internationale tennisscene er OL således ikke der, hvor den samlede verdenseliten dyster.

Ydermere har en spiller som eksempelvis Novak Djokovic ikke mulighed for at stille til start ved OL på samme måde, som han kan ved alle andre turneringer. Her er Novak Djokovic som verdensranglistens nummer 1 direkte kvalificeret, da man tager udgangspunkt i de resultater serberen har leveret de seneste 52 uger. Sådan er det ikke ved OL.

Forbund med modsatrettede interesser

Her har det internationale tennisforbund, ITF, indført strenge regler for at kunne kvalificere sig. En spiller skal i perioden mellem to Olympiske Lege have repræsenteret sit land i Fed-Cup eller Davis Cup. De to turneringer, hvor nationer dyster mod hinanden i tennissporten. Både Fed-Cup og Davis Cup organiseres, præcis som OL, af ITF. At samtlige spillere føler, de hver dag på WTA- og ATP-touren udover sig selv også repræsenterer deres land, vægter intet i OL-udtagelseskriterierne.

Et regelsystem den danske tennisspiller Caroline Wozniacki under sidste års FED-cup i Montenegro blev bedt om at forholde sig til. Danskeren var udelukkende i Montenegro, da det ellers ville være umuligt at kvalificere sig til OL. Det sportslige niveau var langt under, hvad der er normalt for Wozniacki på WTA-touren.

“Det er underligt man skal tvinges til at spille specifikke turneringer. I min verden bør det være op til den enkelte spiller selv, hvilke turneringer spilleren har lyst til at deltage i. Har man niveau og ranglisteplacering til at kunne spille OL bør man være udtaget, som det er i alle andre turneringer,” sagde Wozniacki for et år siden.

Inden hendes anden deltagelse i Afrika i år, der skulle sikre hende kvalifikation til karrierens tredje OL gik det galt. En skade ramte danskeren, der måte melde fra og således ikke opfylder kvalifikationskravene. Dispensation er en mulighed, men mest for spillere, der tidligere har vundet Grand Slamturneringer. Således hænger det altså i en tynd tråd, om Wozniacki til trods for et sportsligt niveau der er godkendt, kan få lov at stille til start ved OL.

Vi er tilbage ved værdien af tennis på OL-programmet. ITF har en stærk egeninteresse i at tvinge spillerne til at deltage i FED- og Davis-Cup, for på den måde at få mere opmærksomhed på organisationens øvrige produkter. Spørgsmålet er bare, om det ikke giver bagslag for det internationale tennis forbund. Senest har de to unge australiere Bernard Tomic og Nick Kyrgios meldt fra, de det føler sig misforstået af deres nationale forbund, der officielt skal udtage spillerne i modsætning til de individuelle turneringer, hvor spillerne selv melder sig til. Ved at have så stor fokus på at promovere egne arrangementer, så har man i farten glemt at få gjort forberedelsesmulighederne til OL optimeret. OL ligger i den mest travle tid på året, få uger efter Rio skal spillerne spille US Open i New York, hvor der er millioner af dollars og det dobbelte antal point til verdensranglisten på spil. Måske vil spillerne gerne gøre det godt ved OL og forsvare deres lands farver. Men, i en egoistisk sport, hvor udgifterne er enorme og kravet til indtægter er det samme, så bliver spillerne nødt til at tænke på sig selv. Derfor vil OL for en tennisspiller aldrig blive prioriteret på samme måde som Anne Lolk og Juliane Elander har gjort det. Det fortjener OL at blive, også af tennisspillere. Det kommer bare ikke til at ske, når de internationale tennisorganisationer arbejder med skyklapper på og nægter at tilgodese hinandens produkter og turneringer.