Årets næstsidste Masters turnering finder sted i Shanghai, og for første gang siden US Open samles hele verdenseliten. Novak Djokovic er favorit, men mon ikke både Andy Murray og Roger Federer har deres at skulle have sagt? Tennisavisen kigger her nærmere på lodtrækningen.

I denne uge har verdenseliten været spredt mellem Beijing, Tokyo og ferie/restitution. I Shanghai er de der alle sammen, bogstaveligt talt. Samtlige spillere fra top-20 stiller til start, og selv første runde er spækket med gode kampe.

Roger Federer er forsvarende mester, Novak Djokovic vandt i 2012-2013, og Andy Murray vandt i 2010-2011 – vinderen skal formentlig findes blandt de tre igen.

Shanghais hurtige hard court giver såvel Murray som Federer (og alle andre i feltet) bedre chancer mod den suveræne Djokovic, end de ellers har. Nedenfor kommer en gennemgang af hver fjerdedel. Lodtrækningen findes her.

Djokovic, Ferrer og Gasquet

Djokovic spiller første kamp tirsdag eller onsdag, formentlig mod Martin Klizan med den farlige forhånd. Det er ikke nogen let kamp, men Djokovic er i en form, hvor han kører det meste modstand over. I sine fem kampe denne uge i Beijing afgav han således blot 18 partier.

Efter Klizan venter enten Dominic Thiem eller Feliciano Lopez – ikke lette modstandere, men ej heller nogen, Djokovic ligefrem er skræmt af. Lopez har nok den bedste chance.

I den anden halvdel kæmper Richard Gasquet, David Ferrer, Bernard Tomic m.fl. om æren for at møde Djokovic i kvartfinalen.

Hvis Djokovic bringer noget, der minder om den form, han har spillet med i Beijing, er det dog meget svært at se forbi ham.

Semifinalist: Djokovic

Murray, Berdych og Simon

Næste fjerdedel har den tidligere dobbelte mester Andy Murray som sit hovednavn. Murray har ikke været i aktion siden, han spillede Storbritannien i Davis Cup-finalen umiddelbart efter US Open.

Men han spiller traditionelt godt på Shanghais hurtige underlag og var i 2012 uhyre tæt på at vinde titlen for tredje år i træk. Djokovic ville det dog anderledes; han reddede hele fem matchbolde i andet sæt, før han tog tredje sæt 6-3.

Højdepunkter fra den fremragende finale kan ses her:

Skal Murray nå langt, skal han først forbi Andreas Seppi (eller Steve Johnson), dernæst enten David Goffin, John Isner eller denne uges Tokyo-finalist, Benoit Paire, før enten sidste års finalist, Gilles Simon, eller Tomas Berdych formentlig venter i kvartfinalen.

Vejen er ikke let, men ej heller umulig for skotten. Og med hans historik ved Shanghai in mente, spår jeg ham endnu en god turnering.

Semifinalist: Murray

Wawrinka, Nadal og Raonic

I tredje fjerdedel finder vi både denne uges vinder i Tokyo, Stan Wawrinka, samt finalisten i Beijing, Rafael Nadal.

Dette er i min optik den mest åbne fjerdedel. Wawrinka var stærk i Tokyo, men han er stadig relativt volatil fra turnering til turnering, når der ikke er en slam-titel på spil.

Nadal fik nogle gode sejre, men det var mod spillere rangeret mellem nr. 28 (Fabio Fognini) og nr. 44 (Vasek Pospisil). Mod Djokovic fik han klø (2-6, 2-6).

Nadal kan være i problemer allerede fra første kamp, hvor han enten møder den hårdtslående og hårdtservende Jeremy Chardy eller servekanonen Ivo Karlovic.

Dernæst venter formentlig enten endnu en servekanon i form af Milos Raonic eller en landsmand i form af Roberto Bautista Agut. Raonic tabte sin første kamp i Beijing, men Shanghais underlag gør hans (og Karlovic’) serv større gavn end Beijings noget langsommere hard court.

For Wawrinka er vejen til kvartfinalen ej heller helt nem. Først venter Viktor Troicki eller Pablo Cuevas, dernæst enten Marin Cilic eller den unge kroat, Borna Coric.

Spiller Wawrinka, som han kan, bør han dog spille sig i kvartfinalen eller bedre.

Semifinalist: Yderst åbent, men Wawrinka er favorit. Hold dog et vågent øje med Ivo Karlovic, der meget vel kan slå Nadal ud, hvis Karlovic selv kan overleve Jeremy Chardy

Federer, Nishikori og Anderson

Den sidste fjerdedel rummer bl.a. den forsvarende mester, Roger Federer. Og hvis nogen skal forhindre Djokovic i at løbe med sin femte (!) Masters-titel i år, er Federer et meget godt bud.

Han slog ham trods alt 6-4, 6-4 i sidste års semifinale med denne kliniske præstation:

Dermed blev han den første siden 2010 til at slå Djokovic i Kina.

Skal han i finalen og have chancen for en revanche oven på US Open-nederlaget, skal han dog først igennem et par hurdles.

Først er der den store amerikaner, Sam Querrey. Federer har typisk godt styr på de store servere, men Querrey er ikke nogen let første modstander på dette underlag efter en lille måneds pause.

Dernæst venter formentlig Jo-Wilfried Tsonga, som også har det særdeles godt med hurtige underlag. Han vandt just en ATP-250 i Metz, men tabte derpå sin første runde i Beijing.

Klarer Federer skærene, venter formentlig enten Kei Nishikori (som har revanche til gode efter at have tabt i semifinalen i sit hjemlands turnering i denne uge), eller Kevin Anderson, der er i gang med karrierens vel nok bedste sæson – og også er rigtig glad for et hurtigt underlag.

Til alt helt for Federer er han selv ikke helt ueffen på en hurtig hard court.

Ikke desto mindre bliver marginalerne hurtigt endog meget små, når man spiller mod spillere med store server såsom Querrey, Tsonga og Anderson.

Det til trods, semifinalist: Federer

Semifinaler og frem

Meget kan selv sagt gå anderledes, men holder mine spådomme, spår jeg en tæt semifinale mellem Novak og Andy, hvor Novak dog vinder. Han møder så Federer (som slår Karlovic (?), Wawrinka (?), en tredje?) i finalen.

Vinder? Djokovic kan vel ikke blive ved med at vinde det hele?

Federer.

Turneringen vises på Eurosport. Hele lodtrækningen kan findes her.

Forrige artikelDjokovic gav Nadal klø i Beijing, Wawrinka gjorde det samme ved Paire i Tokyo
Næste artikelWTA Linz: Caroline Wozniacki kæmper stadig for slutspil og top 10
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.