Et debatoplæg om vilkår for tennistalenter bliver opfattet som ensidig nedgøring af Holger Rune og hans team uden konstruktive anvisninger

Tennisavisen bringer lejlighedsvis artikler fra gæsteskribenter, der ønsker at tage relevante emner op til debat, og de holdninger, som fremsættes i sådanne tilfælde, står alene for gæsteskribentens egen regning og deles ikke nødvendigvis af Tennisavisen.

Det seneste eksempel herpå var et debatindlæg fra Lars Hugo Elvstrøm under overskriften “Projektet Holger Rune”, hvor der fremføres en sønderlemmende kritik af den måde, som tingene gribes an i bestræbelserne på at hjælpe 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune på vej mod tennistoppen.

Holgers mor, Aneke Rune oplever kritikken som et målrettet forsøg på at nedgøre Holger, der ikke er et “projekt”, men en 16-årige dreng, der elsker tennis og har store ambitioner og drømme om at nå helt til tops, og hun bebrejder Tennisavisen for at stille platform til rådighed for et angreb på et 16-årigt barn.

Da Tennisavisen ikke ønsker at bidrage officielt med partsindlæg i den debat, som Lars Elvstrøm rejser, er denne artikel derfor alene udtryk for skribentens personlige holdninger.

Lars Elvstrøm hævder i artiklen, at Holger ikke har passet sin skole siden 4. klasse, hvilket får Aneke Rune til at anføre, at det for det første er urigtig fakta, og hun finder det ubehageligt, at en voksen mand føler behov for at nedgøre et barn med store drømme.
Desuden gør hun opmærksom på, at High Scool, som Elvstrøm omtaler i artiklen, svarer til 9-10 klasse, og ikke gymnasium.

Lars Elvstrøm forsøger i artiklen at så tvivl om Holgers muligheder for at nå sine mål, og han tillægger det meget lidt værdi, at en kapacitet som Kenneth Carlsen, der om nogen bør have forudsætninger for at vurdere potentialet, anser det som realistisk, at Holger kan blive verdensetter.

Med bemærkninger om, at man altid kan fremskaffe positive trænerudtalelser om et hvilket som helst tennistalent, og at rosen i kredsen omkring Holger er uhæmmet, forstærkes det indtryk, at Elvstrøms ærinde i virkeligheden er at markedsføre det synspunkt, at Holger ikke skal regne med at blive en topspiller, selvom han har opnået både at vinde French Open som junior, Junior Masters og 1. pladsen på ranglisten.

Da disse resultater er opnået allerede som 16-årig, giver en sammenligning med Kristian Pless, der vandt junior Grand Slam og var no. 1 som 18-årig, meget lidt mening, og Elvstrøm forsøger også at dæmpe forventningerne til Holger ved at påpege, at mange juniorer allerede spiller seniortennis, og i den sammenhæng fremhæves især 18-årige Jannik Sinner, der sidste år vandt NextGen Finals i Milan, hvorved Elvstrøm indirekte antyder, at Holger opnåede sine resultater på en “billig baggrund”.

Sinner er ganske rigtigt et forfriskende eksempel på en spiller, der ikke har præsteret bemærkelsesværdige resultater som junior, og derfor kan han være inspiration for andre til, at det er muligt at få et internationalt gennembrud alligevel, men studerer man ATP-ranglisten, hvor Sinner er no. 82, vil man ikke finde andre fra hverken årgang 2002 eller Sinners årgang 2001- som ikke er juniorer mere – i top 300, så der er ikke belæg for at forsøge at devaluere Holgers resultater, men det samme blev Caroline Wozniacki udsat for, da hun var no. 1 på WTA-ranglisten, hvor mange hævdede, at det var på en “billig baggrund”.

Elvstrøm fremfører desuden, at udmeldinger om store ambitioner er egnet til at lokke sponsorer til projektet, og derved overser han den oplagte mulighed, at potentielle sponsorer kan være tænkende væsener, der ikke uden videre kaster penge efter enhver, der melder ambitioner ud om at blive Verdens bedste.

Endvidere anføres, at Holger i øjeblikket er “voldsomt omsværmet af danske medier”.
Det skal medgives, at Holger siden Tennisavisen lavede det første portræt, da Holger var 11 år, er blevet fulgt tæt i Tennisavisen, som også har fulgt flere andre danske juniorer, men indtil Holger vandt French Open i 2019 var omtalen fra andre medier dog så begrænset, at meget få udenfor tennis-miljøet havde lagt mærke til Holger, og selvom hans potentiale har været alment kendt i internationale tennis-kredse i flere år, har medieinteressen været så begrænset, at sponsorer langt fra har stået i kø for at støtte Holger.

Efter French Open har der dog været større medie-interesse, men slet ikke i et omfang, som kan betegnes som “voldsomt omsværmet”, og medieomtalen har endnu ikke lokket store sponsorer ud af busken for at støtte, og derfor er det fortsat en daglig kamp for at få enderne til at nå sammen i en økonomisk tung periode, indtil Holger opnår en rangering, hvor præmiepenge kan være med til at dække udgifterne.

Alligevel svinger Lars Elvstrøm sig op til at postulere, at “de uhæmmede medier kynisk og systematisk har brugt drengen som clickbaits og kritikløst fyldt spalterne med historier om en ung mand, der er lokket til – med livet som indsats – at sætte alt på ét bræt”, og han benyttede samtidig lejligheden til at betegne det som psykisk sårbarhed, at Holger “brød grædende sammen for åben skærm” efter et nederlag ved Wimbledon.

Det er velkendt, at ambitiøse personer – uanset alder – kan blive overvældet efter en skuffelse, hvilket sker dagligt, bl.a. på WTA-touren, når taberen af en kamp når frem til omklædningsrummet, eller ATP topspillere smadrer ketsjere eller sparker til genstande til risiko for linjedommere m.fl., og det sker såmænd også når en voksen politiker indser, at drømmen om at blive formand brister, så den “uhæmmede kynisme” består måske rettere i, at Elvstrøm bruger en sådan episode til at understøtte sine egne argumenter for, at Holger formentlig aldrig når til tops.

I artiklen problematiserer Elvstrøm, at “Holger Rune har skilt sig ud fra andre danske tennisspillere via sin levevis som professionel med agent, sponsorer og diverse støttekroner, men familien vil alligevel gerne have nogle flere penge!”.

Ovenstående er vel netop en væsentlig forudsætning for, at en talentfuld tennisspiller overhovedet kan nå til tops i en benhård global sportsgren som tennis, og uden den nødvendige økonomi til rejser og ophold ved turneringer og træning i udlandet vil drømmen om at nå tennistoppen formentlig fortone sig i horisonten, og i den sammenhæng rækker bidrag gennem DTF langt fra til at dække de faktiske udgifter.

I dansk tennis er der således ikke basis for – eller vilje til – at tennis-talenter kan nå til tops, uden at familien selv sørger det nødvendige økonomiske fundament, men både Holgers og Clara Tausons succes har til gengæld medført, at Team Danmark har stillet i udsigt, at der fra 2021 afsættes midler til tennis, og begge spilleres junior Grand Slam titler i 2019 har udløst millionbeløb fra ITF, hvorved DTF får endnu flere midler til talentudvikling herhjemme.

Imidlertid er det i forbindelse med overgangen fra junior til senior, at både Holger og Clara har mest brug for støtte, men da beløbet fra ITF ikke tilfalder dem selv, og der tidligst kan opnås økonomisk støtte fra Team Danmark fra 2021, er de fortsat primært afhængige af de midler, som familien og agenten kan fremskaffe.

Lars Elvstrøm rejser i artiklen en i øvrigt relevant debat om vigtigheden af at sikre unge idrætsudøvere basale skolekundskaber, og han fremhæver i den forbindelse en lang række kendte udenlandske unge tennisspillere, som er i gang med netbaseret highscool, som mønster eksempler, men han postulerer samtidig, at Holger ikke har passet sin skole siden 4. klasse, og at han med al sandsynlighed ikke kommer til at opfylde sin undervisningspligt, hvilket han betegner som et svigt, at både skole og kommune lader passere, og at det er rystende, at så mange i lokalmiljøet og i HIK kender til disse forhold.

Som nævnt i indledningen afviser Aneke Rune påstanden om, at Holger ikke har passet skolen siden 4. klasse, og derfor er det svært at forholde sig til påstanden om, at Holger formentlig ikke kommer til at opfylde undervisningspligten.
Aneke Rune er tidligere i et radio-interview blevet spurgt, hvad de ville gøre, hvis Holger af uforudsete årsager blev tvunget til at opgive en tennis-karriere.
I så fald var Aneke Rune ikke bekymret på grund af den målrettethed og disciplin, som Holger altid har udvist i sin tennis, og det var hun sikker på, at han kunne gøre brug af på andre områder, hvis det bliver aktuelt.

Selvom Lars Elvstrøm i sin artikel påpeger flere områder, som kan være relevante oplæg til debat om vilkårene for talenter, som vurderes at have potentiale til at nå til tops, fremstår artiklen primært som en provokerende underkendelse af måden, som teamet omkring Holger griber tingene an, fremfor at være et konstruktivt forsøg på at anvise en bedre vej mod toppen, som med den nuværende “danske model” formentlig er umulig at nå, hvis familien ikke er villig eller i stand til selv at investere betragtelige private midler.