For Simon Friis Søndergaard blev det første år som senior forstyrret af flere skader, hvilket besværliggjorde gennembrud på ITF-touren. Nu har han valgt at forberede proff-karrieren via University of North Carolina

Simon Friis Søndergaard, der sluttede som junior ved udgangen af 2014, er ikke i tvivl om, at han har spillet til at slå igennem på ITF senior-touren og derved få mulighed for at etablere sig som professionel ATP-spiller.
Også Team Danmark havde samme tillid, og derfor var Simon blandt de spillere, som indgik i deres talentsatsnings-gruppe frem mod OL i Rio 2016, men næste år har Team Danmark fjernet hovedparten af støtten til dansk tennis, hvilket også betyder, at Simon ikke er omfattet i 2016.

Simon opnåede ikke helt de resultater, som var opstillet som målsætning, hvilket i høj grad kan hænge sammen med en række skader, som Simon forklarer

“Jeg har gennem de to sidste 2 sæsoner været uheldig med flere skader efter hinanden, hvilket har bevirket jeg ikke har spillet kontinuerligt over flere måneder. Det er de ting der gør det svært at lave det ekstra ryk på ranglisten (ATP) og få udviklet spillet yderligere.  2-3 turneringer hver anden måned gør det svært at få fremgang.”

Siden juli måned har Simon kun spillet en enkelt turnering, da han i slutningen af september nåede kvartfinalen i en $10.000 turnering i Antalya, hvor han som tidligere omtalt i 1. runde mødte den 45-årige veteran Marc-Kevin Goellner, der i en af kval-kampene forsøgte at psyke sin modstander ved at tage en tår vand mellem første og andenserven.
Hans små tricks bed dog ikke på Simon, som vandt 6-0, 6-2.
Efter denne turnering har en skulder skade holdt Simon helt ude af aktion.

I Simons sidste 2 sæsoner som junior deltog han i 6 af 8 Grand Slam turneringer, idet han ikke deltog i Australian Open 2013 og French Open 2014 på grund af skade.
Ved Australian Open 2014 var han direkte i hovedturneringen og nåede 2. runde.
Kort tid før French Open, hvor han som nævnt ikke deltog, var han i finalen ved en Grade 2 grus-turnering i Amstetten i Østrig.
Ved Wimbledon nåede Simon 2. runde, hvor han tabte i 2. runde til 2. seedede Hyeon Chung (KOR), som lige nu er no. 51 på ATP-ranglisten.
I US Open vandt Simon begge kval-kampe, og tabte derefter i første runde af hovedturneringen i to tiebreaks 4-7, 6-8 til 2. seedede Orlando Luz (BRA).

Erfaringerne efter den forløbne sæson har bevirket, at Simon nu efter længere overvejelser vælger at gå college-vejen, ligesom det er tilfældet for hans klubkammerater i KB, Benjamin Hannestad og Johannes Ingildsen, som for nylig blev omtalt i Tennisavisen.

Simon fortæller her om sine overvejelser

“Der er flere ting, der har været med i mine overvejelser, bl.a. at der dagligt er flere spillere at træne med på mit niveau. Noget der desværre ikke er i klubben, da flere spillere herhjemme forståeligt har måtte trappe ned på deres tennis i form af andre prioriteter.  Dette tror jeg vil give en træningshverdag med større variation og flere input.” 

Simon føler samtidig, at det er det rette tidspunkt at komme ud og stå på egne ben og danne fundamentet til sin fremtidige tilværelse.

Valget faldt på University of North Carolina (UNC), hvilket Simon forklarer således

“Jeg var alene på en 10 dages rundtur i USA, hvor jeg besøgte 4 universiteter for at finde det bedste valg for mig. Jeg havde en super god kemi med trænere og spillere i UNC. Faciliteterne er helt i top, og jeg har mulighed for både at spille pro turneringer samt mange college kampe.
Jeg er sikker på, at det er et sted, hvor jeg har flere muligheder for at udvikle mig positivt på alle aspekter i livet og i særdeleshed min tennis”

Simon fortæller, at UNC har et stærkt hold, når han ankommer til august, med to af de bedste college spillere på holdet, og han glæder sig helt sindssygt meget til de nye udfordringer.

Simon supplerer med disse betragtninger

“Jeg ved jeg har spillet til at slå igennem på touren, men der har været nogle andre ting der har manglet, før det for alvor har rykket. Jeg har været igennem nogle meget lærerige måneder og år, som jeg føler for alvor har gjort et stort indtryk på mig de sidste par måneder og modnet mig. Noget som jeg tror vil gavne mig meget, når jeg begynder at spille turneringer igen.  Jeg tror jeg kommer tilbage endnu stærkere. Jeg er begyndt at se på spillet med et andet perspektiv og har en anden gnist på banen, end jeg har haft længe.”

Simon tilføjer, at han på grund af NCAA’s regler ikke må spille turneringer før han starter på UNC til august, da han er i gang med det 4. og sidste år af sin uddannelse. Han slutter med disse bemærkninger

“Hvis jeg kan holde mig skadesfri, er jeg sikker på, at jeg meget hurtigt vil befinde mig i toppen af college tennis.
En kombination af kontinuitet i turneringer, træning og implementering af mine nye erfaringer vil give mig den succes, der skal til.
Derefter vil touren være mit næste mål. Jeg har ingen horisont eller mål for om det bliver om 2 eller 4-5 år. Jeg tager det, som det kommer, når jeg er klar så er jeg klar, og det vil være en beslutning, som jeg tager i fællesskab med mine trænere og forældre.”

 

 

Forrige artikelOrange Bowl: Grundtvig finaleklar i Consolation – Elmer skadet
Næste artikelOrange Bowl: Finalesejr og 5. plads til Grundtvig i glorværdig turnering
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.