Med cirka 25 baner i Danmark og flere på vej er padelsporten i fremgang. Nyt samarbejde med DTF skal hjælpe til at gøre sporten endnu mere udbredt.

Padel. En sport mange med interesse i ketsjersport har hørt om, men måske endnu ikke helt har styr på hvad er for en størrelse. I Dansk Tennis Forbund er Morten Hedegaard freelancekonsulent med padel som område. Spørger man ham, hvilke ligheder og forskelle der er på padel og traditionel tennis er svaret følgende.
”Lighederne er mange, begge er ketchersport og bolden i padel minder om en tennisbold, blot med lidt lavere tryk. Pointsystemet er også det samme, og meget af den grundlæggende teknik fra tennis kan også overføres til padel,” forklarer Morten Hedegaard.

Der er dog også forskelle på de to idrætsgrene.
”Den største forskel er uden tvivl banderne – altså glasvæggene og gitteret. Det er sværere at afgøre duellerne, da banderne giver ekstra mulighed for at tage bolden. Derfor er der ofte også meget længe dueller i padel. Det handler mere om tålmodighed end fart og præcision. Hvor et hårdt slag i tennis ofte kan afgøre en duel, giver det her modstanderne muligheden for at lade bolden passere op i banden, når den kommer retur – i en meget bedre position. Derudover spilles der med underhåndsserv og alle spil er doubler,” forklarer Morten Hedegaard.

Padel beskrives også som en kombination mellem squash og tennis. Det spilles på en bane, der er 20 x 10 meter. Med et net i midten og vægge rundt om banen, der må bruges som bander. Spillet er opfundet i Mexico i 1969 og kom til Spanien i 1974. I dag er det Spaniens næststørste idrætsgren målt på antallet af udøvere. I Sverige har sporten været i markant fremgang de seneste 3-4 år. En tendens man nu også begynder at se i Danmark.

Ny sport i Danmark
I Danmark er sporten med kun 25 baner stadig en lille en af slagsen. Derfor giver det også god mening, de mange ligheder taget i betragtning, at der allerede sidste år blev indledt arbejde med at få integreret sporten under Dansk Tennis Forbund. Tilbage i april 2017 blev Padel optaget under i Dansk Tennis Forbund, og siden har arbejdet med at udbrede kendskabet til sporten foregået i form af events og trænerkurser rundt om i hele landet.

I august 2018 blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Dansk Padel Forbund og Dansk Tennis Forbund. Aftalen betyder, at DPF bliver associeret forbund med DTF og fremover vil drive udbredelsen af sporten i Danmark. Et samarbejde vækker glæde hos det lille forbund for padel i Danmark.
”Vi glæder os over aftalen og det fremadrettede samarbejde. Padel er stadig en lille sport i Danmark, men den har et stort potentiale. Kig bare over på vores nabo, Sverige, hvor der er hundredvis af indendørsbaner og tusindvis af spillere. Sammen kan vi være med til udbrede og udvikle sporten i den rigtige retning. Vi ser eksempelvis frem til at kunne trække på Dansk Tennis Forbunds erfaring organisatorisk, i forbindelse med turneringer og ikke mindst ungdomsarbejdet. Vi vil også meget gerne støtte op om et klubmiljø omkring padel. I det arbejde er DTF og ikke mindst tennis¬klubberne en vigtig samarbejdspartner,” siger Christian Nybroe, formand for DPF.
Aftalen betyder, at DPF på sigt vil kunne afholde DIF-anerkendte nationale mesterskaber og kan gøre brug af DTF´s erfaring som idrætsorganisation, nationalt og internationalt. Samarbejdsaftalen indebærer desuden, at DTF får to pladser i DPF´s bestyrelse.
”Vi har et fælles mål; nemlig at udbrede padel-sporten i Danmark. Hvad enten det sker i tennisklubber eller andre steder, så handler det i første omgang om at udbrede kendskabet til sporten, få flere til at dyrke den og få etableret flere baner. Derfor er vi også glade for aftalen med Dansk Padel Forbund og ser frem til et godt og frugtbart samarbejde til gavn for padel-sporten i Danmark,” siger Joakim Thörring, bestyrelsesmedlem i DTF.

Aftalen er trådt i kraft og således er arbejdet fra begge organisationers side med at udbrede sporten i Danmark allerede begyndt.

Ny klubber kan få inspiration
Et andet sted i dette nummer af TENNISAvisen kan du læse historien om den nye hal i Øster Bording ved Silkeborg. En hal med to indendørs grusbaner. Men også en hal der snart kan se frem til en nabo i form af to nye Padel-baner. Netop den måde at tænke Padel ind som et ekstra element i forbindelse med eksisterende tennisanlæg er måden mange af de indtil videre 25 danske padel-baner er blevet etableret på. For det kan uden tvivl give synergi og mere liv til en tennisklub, at der lige pludselig er mulighed for at spille mere end bare tennis på anlægget.
”Det første vi i DTF selvfølgelig forsøger er at skabe opmærksomhed og kendskab til padel. Her står forbundet til rådighed og hjælper klubberne. I august afholdte vi fire inspirationsaftener rundt omkring i landet, hvor tennisklubber kunne afprøve og høre mere om padel. Vi afholder endnu en aften midt i november i København. Mange af de deltagende klubber, og andre, arbejder videre på projekter i deres bestyrelser, så det handler meget om økonomi, kommune og plads,” forklarer Morten Hedegaard.
Selvom status aktuelt er 25 danske baner, så mærker sporten konstant opmærksomhed og positiv udvikling. 1.december står 4 indendørs baner klar i Nordhavn i København. 2 baner bliver opført i forbindelse med det store projekt ”Holbæk Sportsby”, det er 3-4 indendørs baner på vej i Aarhus sidst i 2018. På Tåsinge åbner bane nummer to snart og flere klubber på Fyn og Jylland er i planlægningsfasen i forhold til at etablere padel-baner.
Du kan få det komplette overblik over, hvor du finder din nærmeste padel-bane på følgende link:

Baner i Danmark

Supplement til tennis
Med to fødte medlemmer i Dansk Padel Forbunds bestyrelse har Dansk Tennis Forbund forpligtet sig til at engagere sig i udviklingen af den, i Danmark, forholdsvis nye sportsgren. Spørger man bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund, Joakim Thörring, så giver det rigtig god mening som tennisforbund at engagere sig i padelsporten.
”Padel er et rigtigt godt supplement til tennis, ikke mindst til juniorer, da padel i høj grad er baseret på netspil – slag som alt for ofte bliver nedprioriteret i tennistræningen. Padel er en meget social sport som appellerer til spil på tværs af alder, køn og teknisk formåen. Sporten er et rigtigt godt motionstilbud til de ældre begyndere, som kan føle, at tennisbanen er lidt rigelig stor, og de teknisk krav til tennisspillet for høje,” lyder det fra Joakim Thörring.

Flere eksisterende tennisanlæg i Danmark, eksempelvis Kløvermarken, Birkerød og Skovbakken, har allerede kombinerede anlæg med squashbaner inkluderet. På den måde har man skabt en synergi, hvor medlemmer kan dyrke begge idrætsgrene, socialt liv og cafe/proshop bliver lettere at drive med flere mennesker i klubben. På samme måde håber DTF at man ved at gå aktivt ind i udbredelsen af padel i Danmark kan hjælpe til at skabe mere liv rundt om i de danske tennisklubber.
”Vi ser et stort potentiale i padel – både i tennisklubber og andre steder. Der er en rigtig god synergi mellem tennis og padel, som tennisklubber også vil kunne få stor gavn af i deres klub. Padel vil være et nyt tilbud til medlemmerne, og klubberne vil kunne lave masser af aktiviteter, som i tennis. Padel vil kunne appellere til såvel nuværende som nye medlemmer. Det er vi slet ikke i tvivl om. Alene sidste år kunne vi mærke, hvordan interessen er vokset. Flere og flere spiller padel, nye baner er på vej, både selvstændige og i forbindelse med tennisklubber,” forklarer Joakim Thörring.

Bølgen af positivitet omkring den nye sport er der god grund til at have. I al fald hvis man spejder til den anden side af Øresund. Her stiger antallet af baner hvert eneste år og aktuelt har man 400 baner i Sverige.

Dansk Padel Forbund har også en liste over firmaer, der er i stand til at etablere en padelbane. Der er forskellige typer af baner man som klub kan vælge at give sig i kast med. Priserne er forskellige, alt afhængig af hvilken model man vælger. Selve banen kan etableres for cirka 200.000 kroner, men en klub bør budgettere med cirka 400.000 kroner for at dække alle udgifter i forbindelse med jordarbejde mv. der også skal klares inden man kan etablere banen.

Endnu er Padel et nyt fænomen i Danmark. Det er svært at sige, hvor stort potentialet er. Nok går udviklingen i raketfart i Sverige i øjeblikket i forhold til at få opført baner og skaffet nye padel-spillere, men at sammenligne Danmark og Sverige er en farlig ting. Traditionen for tennis er en helt anden hinsidan, det hersker der ingen tvivl om. I Danmark har udviklingen i medlemstallet i Dansk Tennis Forbund gået den forkerte vej, næsten hvert år, i to årtier. Mange projekter, strategier med skiftende bestyrelser og direktioner er blevet søsat i jagten på at få standet medlemsflugten fra de danske tennisklubber stoppet. En flugt der, næsten uden pause, har stået på i to årtier. En flugt der har halveret antallet af medlemmer i Dansk Tennis Forbund. Set i det lys ligner Padel og samarbejdet med den nye sport et frisk pust. Et pust der måske kan få nye folk ind i klubberne rundt om i landet til en sport, der er mindre krævende som nybegynder end tennis er det. På den måde kan en ond spiral for tennissporten i Danmark måske vendes til bedre tider via hjælp fra en ny ukendt ketsjersport, der for alvor er ved at finde fodfæste i den danske muldjord.

Forrige artikelKampe uge 48: Olga i Thailand og Elmer fortsat i Israel samt U14 i både Sverige og Norge
Næste artikelDH kvinder: Overbevisende favoritsejre
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.