French Open satte en tydelig streg under, at morgendagens kvindelige tennispillere kommer med en helt ny og mere moderne form for tennis i bagagen. De matcher den etablerede elite i power, men har ydermere teknik og spilforståelse at byde ind med.

Garbine Muguruza, Anna Schmiedlova, Karolina Pliskova, Kristina Mladenovic og Eugenie Bouchard. Listen over spillere med potentiale til at slå Serena Williams, Li Na og Maria Sharapova af tronen som tidens mest vindende kvindelige tennisspillere er lang. De fem navne nævnt repræsenterer det aktuelt mest interessante kuld af kvinder i international dametennis.

Sammen slog de Serena- og Venus Williams, Li Na og Agniezska Radwanska ud af årets anden Grand Slam, French Open. For selvom Maria Sharapova akkurat sørgede for, at en favorit tog titlen i Paris hjem, så markerede nærmest alle kampe op til finalen et nybrud i international dametennis.

Det kan måske fortsat lade sig gøre at slide sig til en Grand Slam, men morgendagens generation er ved at finde fodfæste på den store scene. Når de for alvor, inden længe, gør det, så vil de nuværende stjerner være udfordret udover deres nuværende evner. Spørgsmålet er så, hvordan de vil reagere på den nye konkurrence.

“I modsætning til tidligere, hvor der var fokus på, at hårdt arbejde og en jernfysik var vejen til tops, så er der i dag vendt op og ned på den tankegang.”

I herresingle har udviklingen med et nyt kuld af talenter med at mere varieret setup været tydeligt i flere år. Grigor Dimitrov, Kei Nishikori, Milos Raonic og Jerzy Janowicz har med mellemrum stukket næsen frem og evnet at drille de store stjerner.

I modsætning til dametennis har de unge talenter endnu ikke evnet at slå sig helt igennem i Grand Slamturneringerne, hvor fysik (i kraft af mænd spiller bedst af fem sæt) fortsat spiller en større rolle. I damernes kategori er det i princippet den ”samme” kamp der spilles uanset om destinationen hedder Pataya eller Paris.

Men hvad er det så de kan, denne nye generation af kvindelige tennisspillere? For det første skal det bemærkes, at selvom dametennis er blevet mere fysisk præget som udledning af en øget konkurrence, så er det slet ikke at sammenligne med herretennis på det punkt.

Af naturlige årsager slår kvinder ikke så hårdt til bolden, hvilket efterlader plads til at fokusere på udviklingen af andre elementer i spillet. Den mulighed har en stor grad af spillere i den grad forsømt i jagten på hurtig succes.

Kvantitet og ikke kvalitet i træningen har alt for ofte været fremherskende, når særligt østeuropæiske spillere har slået sig til tops internationalt. Typer som Justine Henin og Martina Hingis blev stille og roligt fortrængt af powerspillere, hvilket efterlod mange trænere i troen af, at fysik var eneste måde at skabe en international topspiller på.

Ny generation af kvindespillere: Stjerneskud skyder med skarpt
Eugenie Bouchard ved French Open 2014.

Nyskabende nuancer

Caroline Wozniacki og veninden Agnieszka Radwanska er to af årgang 1990-generationens bedste bud på allroundspillere. En klon af Wozniackis defensiv og Radwanskas snu spilforståelse ville med stor sandsynlighed have indbragt en stribe Grand Slamtitler i indledningen af dette årti, hvor Grand Slamtitlerne i damesingle har været ”billigt til salg”.

Ikke dermed sagt, at der har været dårlige spillere blandt vinderne, de har måske bare ikke udmærket sig i samme grad som tidligere årtiers vindere. Det var denne lære mange trænere rundt om i de nationale forbund og på akademier tog ved lære af. Samtidig med et tiltag fra det internationale tennisforbund, ITF, kaldet ”Play and stay”.

I stedet for at sende de små poder ud med potente tennisbolde på store baner, skar man størrelsen på både bolde og baner. Trykket blev taget af bolden, banen blev gjort mindre, hvilket gjorde muligheden for at arbejde med spilforståelse og teknik muligt fra første gang en junior har en ketsjer i hånden.

ITF introducerede konceptet i 2007, men helt tilbage til omkring årtusindeskiftet er ideerne blevet brugt, hvilket gør de spillere der nævnes først i denne artikel til at være blandt de første, der er opfostret under indflydelse af disse tanker.

I modsætning til tidligere, hvor der var fokus på, at hårdt arbejde og en jernfysik var vejen til tops, så er der i dag vendt op og ned på den tankegang. Fysik kan altid bygges på, og for kvinder er det ikke optimalt at bygge for meget fysisk på i en ung alder. Lærer man fra barns ben teknik ukorrekt, så er det nærmest umuligt at ændre på.

Det ser man på typerne som Muguruza og Bouchard. De har klare koncepter, både teknisk og taktisk. Der mangler måske fortsat lidt mentalt og fysisk set over en hel Grand Slam, men netop de elementer er markant lettere at arbejde på i en senere alder end de to førstnævnte.

I herretennis har Djokovic, Murray og Federer taget truslen fra den nye generationer alvorligt. Ansættelsen af Boris Becker, Amelie Mauresmo og Stefan Edberg som eksperter er en tydelig understregning af, hvordan de er klar over, at status quo ikke er godt nok.

Spørgsmålet er, om vi i de kommende år vil se Li Na, Serena Williams og Maria Sharapova engagere tidligere topspillere som rådgivere. Evner de ikke snart at forbedre deres tekniske og taktiske kompetencer, så kan de snart være sendt på førtidspension.

Karolina Pliskova
Karolina Pliskova ved BNP Paribas Open, Indian Wells Tennis Garden pr. 9. marts 2014