Vigtig Davis Cup kamp for Danmark

I denne weekend spiller Danmark på hjemmebane i Slagelse mod Sverige i en utrolig vigtig kamp for begge hold, en kamp som afgør nedrykning fra gruppen.
Sidst de to hold mødtes i Helsingborg, endte kampen 3-2 til svenskerne i en utrolig tæt og spændende match, hvor Danmark faktisk førte 2-0 og var yderst tæt på at slå den tennismæssige storbroder.

På fredag får Danmark chancen igen og mulighederne er måske bedre end de var i Helsingborg sidst, for selvom Danmark er afbudsramt, så gælder det samme for det svenske hold. Danmark må se bort fra Søren Hess-Olesen (skade) og Mikael Torpegaard, som ikke kan få fri af sit amerikanske universitet, men også det svenske hold må se bort fra flere stamspillere; det svenske supertalent Elias Ymer er ude med skade, og der er også afbud fra Christian Lindell og doublespilleren Robert Lindstedt.

Danmarks kaptajn, Kenneth Carlsen, har udtaget et dansk hold anført af Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann, Christian Sigsgaard og debuttanten Andreas Bjerrehus.
Sverige stiller med Mikael Ymer (lillebror til Elias), Markus Eriksson (genganger fra Helsingborg-kampen),Fred Simonsson (søn af den tidligere tennisstjerne, Hans Símonsson), Isak Arvidsson (spiller for Hvidovre i Elitedivisionen) og doublespilleren Johan Brunstrøm.

Alt tyder på et utroligt spændende opgør og en stærk opbakning fra et entusiastisk dansk publikum kan gøre den afgørende forskel på sejr eller nederlag.
Der vil uden tvivl blive budt på storslået tennis i hele weekenden, så derfor skal der lyde en kæmpe opfordring til alle tennisinteresserede danskere, Kom og støt holdet i opgøret mod Sverige!!!

Program for weekenden

Fredag den 30. oktober kl. 15.45: Indmarch og to singlematcher bedst af fem sæt. Presseseancer efter hver match.

Lørdag den 31. oktober kl. 16.00: En doublematch bedst af fem sæt. Presseseancer efter matchen.

Søndag den 1. november kl. 13.00: To singlematcher. Presseseancer efter hver match.

Vi ses i Antvorskovhallen, Slagelse!