Sideløbende med ATP Next Gen Finals i Milan afvikles Red Bull Next Gen Open 2019, hvor Holger Rune har modtaget en "Direct Entry" på grund af en enestående fremtoning både på og udenfor tennisbanen

Sideløbende med ATP Next Gen Finals, der i denne uge afvikles i Milan for nogle af ATP-ranglistens højst rangerede spillere under 21 år, gennemføres Red Bull Next Gen Open 2019.

Arrangørerne påpeger at det primært handler om at give deltagerne muligheden for at træde ind på den store scene sammen med deltagerne ved Next Gen Finals, så de derved får mulighed for en oplevelse på linje med livet som professionel ATP spiller.

Deltagerne er spillere, der har kvalificeret sig lokalt eller ved nationale finaler i Italien, Holland, Spanien og Rumænien.
Derudover er der reserveret plads til spillere, (citat:) “who are making an outstanding impact through their presence on the tennis scene on and off the court”.

Den yngste blandt de udtagne er 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der modtog invitationen allerede inden han i sidste uge satte sig øverst på den internationale junior tennis-trone, da han både vandt Junior Masters titlen og erobrede 1. pladsen på ITF’s junior-rangliste.

Arrangørerne fik således yderligere bekræftet, at valget af den unge dansker var velbegrundet, da Holger under Junior Masters både viste spil af høj klasse, og at han efter at have vredet om på sin ankel i den sidste puljekamp viste en fighter-vilje, som fremkaldte kommentarer, der anerkendende betegnede Holger som både “BEAST” og “unreal”.

Efter finalen demonstrerede Holger desuden, at han formår at levere kompetente kommentarer ved det efterfølgende interview, og i nedenstående artikel på ITF’s hjemmeside, hvor Holger sammenlignes med James Bond, beretter han både om, hvordan det hele startede og om de store ambitioner om at vinde både Grand Slams og OL samt 1. pladsen på ATP-ranglisten.

21-årige Calin Manda fra Rumænien var den første, der kvalificerede sig til turneringen.
Den hollandske repræsentant bliver 20-årige Ryan Nijboer, og Belgien repræsenteres af 20-årige Zizou Bergs.

Spaniens repræsentant i turneringen er 18-årige Nicolás Alvarez Varona, der i den spanske finale vandt over 17-årige Pablo Llamas 4-3, 4-3, 4-3.
Varona mente selv, at nøglen til finalesejren var at bevare koncentrationen og styre følelserne i dette turnerings-format, hvor 4 sæt gør tingene mere intens.

Rumænien har yderligere en deltager med, idet 18-årige Cezar Cretu, der i den rumænske finale blev besejret af Calin Manda, udviste både fighter-instinkt og ydmyghed (humbleness), hvilket blev bemærket hos Red Bull, som belønnede ham med et wildcard.

Udover de 7 europæiske deltagere har Japan en deltager med, idet 20-årige Masamichi Imamura vandt sin første “national title at the inter College Tournament 2019”.

Den sidste deltager blev fundet ved Italiens kvalifikations-stævne i Sporting Milano 1-3. november, hvor 17-årige Giulio Zeppieri i finalen vandt 4-1, 4-3(3), 3-4(5), 1-4, 4-1 over 21-årige Enrico Dalla Valle.

Det bliver dog Dalla Valle, der deltager i Red Bull Next Gen Open, mens Zeppieri bliver “Alternate” til ATP Next Gen Finals.

Red Bull Next Gen Open
Foto: Privat

Holger ankom til Milan mandag, hvor Nike overrakte en gave på grund af Holgers Masters titel, og derefter var der træning kl. 16 på spritnye træningsbaner.

5-sæts kampe med Hawk-eye og headset coaching

Turneringen benytter samme format som anvendes ved ATP Next Gen Finals, og derved adskiller reglerne sig fra de fleste turneringer på følgende punkter:

  1. Shorter Sets
    Der spilles bedst a 5 sæt til 4 med tiebreak ved 3-3
  2. Hawk-Eye Live
    Alle domme ved linjerne afgøres af Hawk-Eye
  3. No-Let Rule
    Serven spilles ikke om, selvom den har berørt nettet.
  4. No-Add Scoring
    Ved stillingen 40-40 afgøres pointet på næste bold, hvor modtager vælger, hvilken side der serves fra.
  5. Shot Clock
    Et ur skal sikre, at der ikke går mere end 25 sekunder fra et point afsluttes og det næste påbegyndes.
  6. Player Coaching
    Coach må kommunikere med spilleren via headsets mellem hvert sæt.

Mandag aften blev trukket lod til de 2 puljer, der afvikles fra kl. 1000 onsdag, hvor deltagerne spiller 2 kampe.
Torsdag afvikles de sidste puljekampe fra kl. 100.
Fredag spiller no. 1 og 2 fra hver pulje semifinaler fra kl. 1000, og lørdag afvikles finalen kl. 1800 umiddelbart før finalen ved ATP Next Gen Finals.

Round Robin
Foto: Privat

Der er ikke livescore eller livestream fra Red Bull Next Gen Open, men både spilleprogram og resultater vil blive løbende opdateret i “Kampe uge 45”.
Red Bull oplyser, at semifinalerne spilles på PalaLido Allianze Cloud (Next Gen ATP Finals’ venue), hvor ATP åbner dørene fra kl. 1000, hvor alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at købe billet.

Flere fornemme invitationer til Holger

Også i de efterfølgende uger er der eksempler på, hvor stort et navn Holger allerede opfattes som, idet han har fået yderligere et par eksklusive invitationer, og allerede i næste uge medvirker Holger ved et stor ATP arrangement – faktisk et af de allerstørste – i forbindelse med Nitto ATP Finals, hvor de 8 bedste dyster i O2 Arena i London, hvor Holger er udset til at være hittingpartner med nogle af stjernerne.

Holger er indstillet på at benytte denne unikke mulighed til at suge mest mulig erfaring til sig ved at følge stjernerne på tæt hold og derved få god indsigt i, hvordan de træner og forbereder sig op til vigtige kampe.

Patrick Mouratoglou, der både er kendt som coach for Serena Williams og stifter af Mouratoglou Tennis Academy har for flere år siden spottet Holgers unikke talent, og derfor har Holger sammen med sin træner Lars Christensen haft fri adgang til at benytte faciliteterne ved akademiet, hvor Holger ofte har trænet sammen med nogle af de allerbedste, og Lars har haft mulighed for at få inspiration fra nogle af fagets ypperste eksperter.
Lars har som træner for både Clara Tauson og Holger, der begge har opnået junior Grand Slam titler og rangering som no. 1 på juniorranglisten, derved opbygget et træner CV, som aftvinger den største respekt i tenniskredse.

Lars Christensen
Foto: Sportsfotograf.com. – Lars Christensen

Patrick Mouratoglou ser gerne, at Holger i stadig højere grad benytter akademiet i Nice som sin trænings-base, og i perioden 10-20. december har han inviteret Holger og hans team til et eksklusivt “preseason” ophold i Florida sammen med Serena Williams og den 15-årige amerikanske stjerne Cori (CoCo) Gauff samt nogle herrespillere, der endnu ikke er oplyst navnene på.
Her får Holger tilknyttet egen fysisk træner og behandler under opholdet, hvor der både fokuseres på tennistræning, fysik og teambuilding, hvilket vil resultere i et efterfølgende TV-program.

Inden førnævnte ophold var planen, at Holger spiller et par M15-turneringer i slutningen af november og starten af december, men det er i skrivende stund ikke taget stilling til, om det bliver i Europa (f.eks. Tunesien eller Grækenland) eller på den anden side af Atlanten, hvor der er muligheder i Mexico eller San Domingo.

Økonomien presset i M15/25 kategorier

Selvom Holger har haft sportslig succes i 2019 og derved – med French Open titlen – har medvirket til, at DTF har fået højere tilskud til talentudvikling fra ITF, vil der fortsat være økonomiske udfordringer forbundet med at deltage i 2-3 turneringer hver måned i M15 eller M25 kategorierne, som Holger primært forventes at deltage de første 6 måneder af 2020, indtil han eventuelt opnår en ATP-rangering til at spille ATP Challenger, hvor opholdsudgifter betales af arrangørerne.

Grand Slam titlerne, som både Clara og Holger har vundet i 2019, har desuden medvirket til, at Team Danmark igen ønsker at støtte dansk tennis økonomisk, men da det tidligst bliver fra 2021, kommer det hverken Clara eller Holger til gode i perioden fra junior til professionel tennis, hvor der er størst brug for støtte.

Efter Tennisavisens oplysninger er der ikke umiddelbart udsigt til, at forbundet yder større støtte end i 2019, og selvom Holger også modtager midler fra Leshley-fonden, er vurderingen fra teamet, at der på nuværende tidspunkt næppe er tilstrækkelige midler til at dække de udgifter, der er behov for.

Forrige artikelDH kvinder: Mesterholdet stemplede ind
Næste artikelATP: En åben afslutning på en minderig sæson
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.